Efter alt // H.S

Kapitel 7

Mia:

Samme tidspunkt som sidste kapitel

Efter vi kommer lidt længere væk fra vinduet hvor Harry står, ruller jeg gardinet op igen.

Han står der stadig. Han står der stadig.

Jeg ved ikke hvad der stoppe mig for at løbe ud af det her fly og hen til ham. Det er ham jeg vil have og han tror jeg er glad. Hvorfor skulle jeg sige det? Hvorfor skulle jeg sige at han også skulle være glad uden mig? Han skal kun være glad med mig! Det lyder måske lidt selvisk men altså Harry skulle jo være min.

Jeg skal efter ham! Jeg bliver nødt til at rejse mig op og komme tilbage i hans arme!

Hvorfor gør du det ikke?

Fordi, fordi han har en anden som har fyldt hans hjerte efter jeg lavede et kæmpe hul i det.

Jeg kigger stadig ud ad vinduet, vores fly begynder at køre hurtig hvilke betyder at vi skal lette nu.

Farvel Harry. Mit livs kærlighed.

Jeg kigger ned, der er tåre på vej.

"Mia, du ved at i begge er lykkelige uden hinanden" siger Kendall og aer min ryg.

Jeg ryster på hoved, "Jeg er ikke lykkelig, han gør mig lykkelig. Han gør mig glad" græder jeg.

"Mia, jeg ved godt det hele bare er noget pis lige nu. Men før du ved af det har du glemt ham. Og du finder en der gør dig meget gladere" siger hun og og prøver på at smile.

"Han elsker dig mindst lige så meget som du elsker ham" tilføjer hun.

"Han har en anden som har fyldt hans hjerte efter jeg lavede et kæmpe hul" siger jeg mens jeg knækker helt sammen efter.

Hun siger ikke noget hun aer bare min ryg og prøver på at få mig til at stoppe med at græde.

Lidt efter begynder hun at snakke.

"Jeg har faktisk noget som jeg tror det kan hjælpe" siger hun og rejser sig op.

Der er en lille del af mig som håber hun kommer ud med Harry, ved ikke hvordan det er muligt...

Hun kommer gående med en lille tom bog.

"Her" siger hun og giver mig bogen.

"Du kan skrive alle dine følelser ned og hvad du tænker. Det hjælper altid mig igennem svære perioder" smiler hun.

"Tak" smiler jeg.

"Du er virkelig en veninde i verdens klasse" smiler jeg og krammer hende.

Vi begge griner lidt og hun rejser sig op,

"Jeg sætter mig hen til det andet vindue, så kan du få skrevet i den der" smiler hun.

Hvordan starter man en dagbog? Kære dagbog?

Jeg prøver mig frem:

Mia du er så dum! Du skulle aldrig være taget til USA, du skulle bare blive i England. Blive hos Harry, hvis du bare blev her ville du være sammen med din eneste ene, ham der betyder alt for dig, ham der kan få dig til at føle en million ting på samme tid, glæde, lykke, kærlighed... Ham du har en fremtid med. Eller havde. Han har en fremtid med Caroline. Jeg savner ham så meget og jeg kommer aldrig over det. Bare jeg kunne gå tilbage i tiden. Bare jeg kunne komme ud af dette fly og kramme ham igen, kysse ham igen og grine med ham igen, bare alt det kunne være mig. Mig og ikke Caroline. Hvis han bare havde det på samme måde ville det hele være bedre, jeg havde et lille håb om at jeg kunne blive her lidt længere hvis alting med Harry gik fint så kunne vi lige have et par dage sammen uden alt mit stress. Men da jeg så ham og Caroline kunne jeg ikke komme hurtigere væk. Væk fra ham, væk fra England, væk fra Caroline, væk fra alle mine gamle minder.

Harry var ham jeg kunne fortælle alt, ham jeg havde de sjovest med. Ham jeg elskede allermest. Ham jeg ville være sammen med resten af mit liv. Selvom jeg kun er 18 føler jeg ikke det er voldsomt at sige disse ting, da vi var 16 snakkede Harry og jeg om børn, vi snakkede om at vi ikke skulle komme tilbage til LA når vi blev gift. Jeg ville ønske at der stadig kunne være håb for at det ville ske. Men alt håb er nok væk efter jeg forlod ham i England. Flot Mia. Flot.

Jeg skulle også have fortalt ham om min drøm og det var derfor jeg tog afsted uden ham. Jeg bliver nødt til at fortælle ham det. Han skal vide det. Men hvordan? Han kommer nok ikke til at vide noget om det. Det er kun Kendall og min mor der kender til drømmen. Jeg ville ønske at jeg bare kunne fortælle ham det lige nu. Bare ringe til at ham og fortælle ham det hele, hvad ville han sige? Ville han tilgive mig? Ville han være pisse ligeglad? Ville han kysser mig og sige det skal være mig resten af hans liv?

Jeg skulle og have fortalt ham omkring den aftale jeg havde med Emil, den pisse irriterende aftale. Hvorfor skulle jeg også lave den? Var jeg bare skudt i hoved dum? Det er virkelig det værste jeg nogensinde har gjort og jeg ville for alt i verden ønske at jeg kunne tage den tilbage og aldrig lave den. Jeg har ingen idé om hvad Harry kommer til at sige når han høre den, hvis han kommer til at høre den.

Alle siger jeg skal tænke på min uddannelse og at der kommer flere som Harry. Selvom det nok er rigtig vil jeg aldrig kunne gøre det. Harry vil altid være ham jeg elsker ingen andre vil nogensinde kunne tage den plads fra ham. Han vil altid være ham der popper ind i min hjerne når folk nævner kærlighed. Jeg elsker ham til månen og tilbage, det vil jeg altid gøre. Harry er mit livs lys. Min eneste ene, jeg kan ikke komme over ham, selvom alle siger jeg skal glemme ham, kan jeg ikke, i et helt år tænkte jeg på ham hver aften og håbede at han havde det godt. Et par gange tænkte jeg over at ringe eller skrive til ham og spørge hvordan han havde det. Men han ville nok være meget sur på mig så jeg gjorde det aldrig. Lige nu fortryder jeg at jeg aldrig skrev til ham. Hvem ved hvad der kunne ske?

Jeg savner Harry.

Men jeg bliver nødt til at stoppe. Jeg bliver nødt til at fokusere på mig og mit liv.

Putte alt kærlighed på hylden og færdiggøre min uddannelse. Gøre hvad der er bedst for mig.

Farvel Harry.

Jeg ligger bogen fra mig og ånder lettet op mens jeg kigger ud ad vinduet, vi er ved at være i USA