Efter alt // H.S

Kapitel 48

"Vi overlever aldrig" griner jeg da vi kommer ud i køkkenet.

"Det er det første vi siger når vi spiser" griner Harry.

"Amen" griner jeg.

Vi for lavet alt maden klar og fortæller folk de kan gå til bords.

"Så er det nu" hvisker jeg til Harry da vi sætter os ned.

"Okay, hvis jeg skal fortælle hvad der er, som i kan se er der noget kød, pasta salat, noget andet salat og sovs" smiler jeg.

"Det ser lækkert ud" siger de alle sammen.

"Vent lidt med at begynde! Jeg skal lige fortælle noget først" smiler Harry.

Mit hjerte banker virkelig hurtig lige nu.

"Øhm jeg ved ikke helt hvordan jeg skal fortælle det, men Mia er gravid" smiler han.

"Neeej er det rigtig" siger de alle overrasket.

Alle stiller 1000 spørgsmål. Vi for fortalt at det er en sund og rask pige vi skal have os vi stadig ikke har fundet et navn.

Pludselig kommer der et højt brag ude fra gaden. Alle bliver bange og alle børnene sidder hos deres forældre på mindre end 10 sekunder. Harry skynder sig ud for at se hvad det var. Jeg kommer hurtig  i tanke om at Viola stadig ligger oppe i hendes seng.

Jeg skynder mig op til hende, jeg kan allerede høre at hun græder da jeg er kommet ovenpå. 

Viola står oppe i sin seng og er helt ude af den.

"Hvad så skat? Blev du bange?" spørger jeg og hiver hende op til mig.

Jeg går fra side til side med hende indtil at hun ikke græder mere.

"Skal vi gå igen?" spørger jeg stille.

Hun sidder helt klistret på min arm og jeg tror ikke hun har planer om at forlade min arm de næste par timer.

Jeg går lige så stille ned med hende, de sidder alle sammen ved bordet og ser alle sammen bekymret ud. Jeg kan ikke se Harry eller Paul nogen steder så jeg skynder mig hen til Gemma.

"Hvor er Harry?" spørger jeg hurtig og mega bange.

"De gik udenfor for at se hvad det var" siger hun stille

Jeg sætter mig ned på gulvet med Viola, hun begynder at græde igen. Jeg sidder og bare med hende og prøver på at få hende til at stoppe med at græde hun stoppe lidt men hun græder stadig lidt.

"Det skal nok gå skat, det lover jeg" siger jeg stille og krammer hende.

Pludselig går døren op og Harry og Paul kom ind.

"Det var bare et træ som var væltet midt ude på vejen" informere Harry, han kigger rundt og ser rigtig forvirret ud da han ikke kan se os, men han finder os hurtig og skynder sig over til os.

"Hvor lang tid har hun grædt?" spørger Harry stille.

"I 5-10 minutter" siger jeg stille.

"Hvorfor stopper hun ikke?" spørger jeg udmattet.

"Det gør hun det lover jeg" siger Harry.

Vi sidder nede på gulvet og prøver på at få hende til at stoppe.

 Endelig stoppe hun med at græde og vi sætter os op til de andre igen.

Viola sidder hos mig og vi sidder alle sammen og snakker og hygger os igen.

 Min far og Robin tager alle drengene ind i stuen, de prøver også at få Viola med ind men hun vil gerne blive hos Harry og jeg.

Tilsidst for vi hende dog overtalt, men Harry bliver nødt til at gå med hende ind.