Efter alt // H.S

Kapitel 37

Jeg vågner tidligt og går direkte i bad, da jeg kommer tilbage sover Harry stadig. Anne og Robin er allerede oppe, og spiser allerede morgenmad. Jeg tager tøj på og sætter mit hår, Harry vågner langsomt.

"Hvad er klokken?"spørger han med sin mørke morgen stemme.

"Omking 8" smiler jeg.

"Hvor er Viola? Hvad tid skal vi være ved skolen? Har jeg travlt?" spørger Harry stresset og sætter sig op i sengen.

"Rolig nu" halv griner jeg og går over mod ham.

"Viola ligger lige der" smiler jeg og peger over mod hendes lille stol.

"Vi skal først være ved skolen klokken 10, men jeg vågnede bare tidligt så tænkte jeg bare kunne gå i bad med det samme" smiler jeg.

"Okay" halv griner Harry og rejser sig op fra sengen.

"Så går jeg bare i bad nu" smiler han og går ud fra værelset.

Der går et kvarters tid så kommer Harry tilbage, Harry går sig klar mens jeg ammer Viola og går hende klar. Vi får også pakket vores ting sammen så vi kan køre lige efter. Da vi er færdige sætter vi os ned i bilen og køre mod skolen.

Vi ankommer til skolen omkring klokken 9.50 mine forældre er der allerede. De står ude foran skolen og venter på os. Vi går fælles op til Malles klasselokale for at spise morgenmad. Da vi har spist skal vi ned i gymnastik salen hvor det hele vil forgå. Vi sidder på den første række efter alle 9. klasserne så vi er tæt på. Viola er vågnet og sidder i mit skød.

"Se Viola det er Malle som skal hente sit eksamensbevis næste gang" forklare jeg til Viola med en børnestemme. Lige da jeg bliver færdig med min sætning bliver der kaldt, "Amalie Rachel Scott" vi rejser os alle op og mine forældre, søster, Liam og Harry klapper af hende. Jeg prøver at klappe men det er ikke en stor succes da jeg holder Viola på samme tid.

Mens hun går op til lærerne fortæller de at hun skal ind på det gymnasium som stort set alle skal ind på.

Da dimissionen er færdig bliver der taget en masse billeder og der bliver krammet 1000 gange før Harry og jeg beslutter os for at sætte snuden mod Holms Chapel. 

"Kan du huske da det var os?" spørger Harry og hentyder til at det engang var os som var 9. klassere og gik igennem det samme som Malle lige har gjort.

"Ja, tydeligt" smiler jeg.

"Ville du nogensinde gå tilbage hvis du kunne?" spørger Harry stille.

"Nej, ikke rigtig. Selvfølgelig havde jeg ikke været igennem alt det der lort i et par år, men hvis vi ikke havde været igennem det så ville vi slet ikke have det forhold vi har idag" smiler jeg.

"Nå nå nå hvem har man her?" siger en velkendt stemme bag os.

Vi vender os om og ser Stephanie igen, jeg føler mit hjerte sidder helt oppe i halsen på mig og jeg har virkelig svært ved at trække vejret nu.

"Stephanie? Hvad laver du her?" spørger Harry overrasket.

"Har Mia ikke fortalt det?" spørger hun overrasket.

Jeg er så død lige nu!

Harry kigger på mig og jeg er helt stille, Stephanie kigger også på mig.

"Åbenbart ikke" siger hun flabet.

"Jeg er flyttet tilbage til London" smiler hun.

"Jeg skulle have min hævn over en hvis person" siger hun flabet mod mig og slår min kind.

"DU SKAL SLET IKKE HAVE NOGEN FORM FOR HÆVN OVER MIN KÆRESTE! DU HAR LAVET NOK LORT I HENDES LIV SÅ BARE SKRID OG DROP DET!" Råber Harry af hende.

Måske er han ikke sur på mig alligevel.... Eller mere sur på hende...

Stephanie vender sig surt om og går den anden vej.

Harry og jeg er helt stille mens vi går ind i bilen, og faktisk hele bilturen hjem er vi også stille. 

Jeg tror bestemt ikke det er et godt tegn.

Da Harry parkere bilen ude foran vores hus er klokken omkring 18 og Viola allerede faldet i søvn. Jeg går op med hende og ligger hende i sin seng. 

Jeg er en smule bange for at gå ned for jeg tænker at der nok kommer til at være et kæmpe skænderi nu.

Jeg kommer stille ned af trappen Harry sidder ved spisebordet og kigger ned i sine hænder.

Jeg tager en dyb indånding og går over til ham. Jeg sætter mig overfor ham.

"Undskyld" siger jeg stille.

"Hvorfor fortalte du mig ikke noget?" spørger han stille.

"Fordi der var alt det der med din far og jeg syntes ikke det var lige så vigtigt" siger jeg stille og kigger ned mod bordet.

"Mia, vi skal giftes! Det betyder at der slet ikke skal være hemmeligheder mellem os!" Siger han og hæver stemmen.

"Jeg ved det godt undskyld! Jeg ved ikke hvad jeg ellers kan sige!" siger jeg og hæver også min stemme en smule.

"Det var jo ikke ment som om det skulle såre dig!" siger jeg igen.

"Jeg troede det var det rigtige jeg gjorde" siger jeg stille.

"Så det rigtige var at holde det her fra mig? Så du føler det rigtige var at lyve overfor mig? Hvad nu hvis hun var kommet her ud mens jeg var på arbejde og du var alene med Viola?" Hæver han stemmen igen og rejser sig op fra stolen.

"Nej selvfølgelig ikke! Jeg troede jo ikke hun ville komme igen efter igår! Jeg troede ligesom det var slut nu hvor vi er voksne!" siger jeg næsten råbende.

"Hvilke løgne har du ellers overfor mig?!" Råber Harry.

"Ikke andre! Der var kun den og det var dårlig nok en løgn!" råber jeg tilbage.

"Mia vi skal giftes! Og det betyder 0 løgne! Efter det her så kan jeg ikke se hvordan jeg kan stole på at du ikke har nogen løgne!" Råber han.

"Jeg ved ikke engang om jeg vil det her mere" siger han stille.

"Ved du ikke om du vil gifte dig med mig? Er det ikke at gå lidt for langt? Der skete jo ikke en skid Harry!" Råber jeg af ham.

"Mia du kunne sætter dig selv og Viola i fare! Dit eget barn! Vores barn! Mit barn!" råber han.

"Jeg vidste jo ikke hun ville komme tilbage!" råber jeg. Vi er begge stille i få sekunder.

"Men fint, hvis du ikke vil mere så fint!" siger jeg og går over mod ham, jeg tager min ring af og giver den til ham. Jeg forsætter med at gå op mod vores gæsteværelse jeg skal på ingen måde dele seng med Harry efter det her! Hvem tror han at han er?