FriendMail | Marcus & Martinus

Brevet pt. 1

8. kapitel
Del. 1

Jeg vågner den morgen med 3 tanker i mit lille hoved som er så uheldig at sidde præcis på min krop, pigen som i en alder af 15, har fået sine første veninder. WOW? Jeg er 15? Det er mærkeligt? Men dette er mine 3 tanker som jeg har i hoved lige nu.

1) OMG DET ER MIN FØDSELSDAG!!!!!???

2) Jeg savner MARCUS?! Hvorfor vil han bare ikke svarer?!

3) Hvor er alle henne? Jeg ligger alene i Carries stue!

Hvor fanden er alle henne? Jeg smutter ud af min sove pose, så stadig kun iført nattøj, og går ud i køkkenet for et glas vand, for kender i ikke den følelse af at være tørstig om natten? Eller helt tidligt om morgenen? Jeg får et kæmpe chok da jeg kommer ud i køkkenet.
"TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN!" råber alle piger lige da jeg kommer ud i køkkenet. Jeg kigger rundt, der er kage og der er også gaver?
"Har i gjordt alt det her? For mig?" spørger jeg forvirret.
"selvfølgelig! Åben nu dine gaver!" befaler Carrie, jeg griner og bliver rakt en gave. Jeg åbner den og kigger på det.
"Hvornår tog i det her?" spørger jeg forvirret. Det er et billede af os til fodboldtræning, men jeg husker ikke at blive fotograferet?

"hvornår tog i det her?!" spørger jeg og griner.
"jo husker du..."

Vi høre at vores lærer fløjter så vi stopper med det samme. Han fortæller en masse praktiske ting
"jo! Vi skal jo til Mosjøen og spille kamp om 3 uger! SÅ er i klar til at nakke dem?" spørger han. Vi siger alle ja. "GODT! Stil jer op på en linje!" beordre han. Vi gør det med det samme. Alle er helt stille og seriøse indtil at Carrie puffer mig i siden for at vise mig at der går en klovn midt på banen. Vi fortæller det videre til de andre og vi flækker alle sammen af grin.

"Var det der? Var det hele planlagt?" spørger jeg forvirret.
"Yup! Men der er stadig kamp!" siger hun alvorligt.
"Godt, den vil jeg ikke misse!" siger jeg alvorligt. På ét, så flækker vi alle af grin, ligesom til vi gør på billedet. Det er virkelig sødt. Det er imens vi bare griner og elsker hinanden.
"KOM HER!" siger jeg og vi går ind i et, stort, fælleskram.
"I er de bedste" siger jeg og smiler.

VI er sammen indtil kl. 16. Der tror jeg snart jeg skal hjem, jeg har jo også en familie derhjemme at fejre med. Jeg glæder mig til at se hvad de har fundet på, men dette indrammede billede skal hænge på min væg, så jeg kan ligge og kigge på det når jeg er trist, så kan jeg se på at jeg var glad dér...

Jeg sidder så igen, nu, og pakker gaver op. Af min mor fik jeg en helt ny telefon! BITCH WHAT?! Det er en Iphone 7 i ROSEGOLD?! Lige den jeg ønskede mig?! Jeg skifter selvfølgelig over til den med det samme, inden jeg åbner nogen andre gaver.
"TUSIND TAK MOR!" skriger jeg og giver hende et kram.
Af far får jeg det skateboard jeg gerne ville have og et cover til telefonen.
"TUSIND TAK FAR!" siger jeg til ham og giver også ham et kram. Jeg får en masse penge så jeg tror at jeg på mandag tager ud og farver mit hår gråt. Pludselig får jeg øje på en konvolut på bordet, den er ikke fra far, heller ikke fra mor? Jeg tager langsomt kuverten op. Julia Kydd. Står der udenpå. Så det er til mig? Men jeg genkender ikke skriften? Jeg åbner langsomt og et papir ryger ud, jeg tager det op og læser, jeg får helt blanke øjne...

Kære Julia
Virkelig mange gange undskyld for ikke at have besvaret dine beskeder, undskyld for at have lovet noget men ikke har holdt det. Men jeg har, hvis jeg selv skal sige det, en ret god undskyldning... (here goes nothing)
Mit fulde navn er: Marcus Gunnarsen
Min bror hedder: Martinus Gunanrsen. Og inden du spørger, så JA! Vi er Marcus og Martinus, de norske drenge som har taget skandinavien med storm.
Grunden til at jeg ikke har svaret tilbage er fordi at Martinus har advaret mig så meget imod at skrive med dig, også selvom at han skriver med Madelin...
Han huskede mig på at jeg ikke, overhoved måtte fortælle hvem jeg er, og hvis jeg gjorder, så skulle jeg virkelig skifte nummer og snapchat!

Men det gjorder mig nervøs, og derfor var jeg bange for at skrive noget forkert, noget der ville kunne afsløre hvem jeg var. Og jeg ved godt at det ikke er nok, men så lyt.
Men da du begyndte at sende alle de der farvel beskeder, noget inden i mig gik så meget i stykker. DU ved ikke hvor meget overtalelse der skulle til for at jeg måtte give dig det her brev, men anyway. Jeg tog til Danmark med det her brev, så jeg kunne aflevere det til dine forældre imens du, var ovre hos din veninde.
Jeg undskylder så mange gange for ikke at have sagt, det, men du kan vel forstå at jeg ikke måtte.
Og jeg forstår godt, hvis du vil cutte kontakten nu...
Men det håber jeg ikke at du vil...

Fortsættelse følger...