FriendMail | Marcus & Martinus

Denne følelse...

27. Kapitel
Maraton 2/10
-.Marcus' Pov.-

Jennie Sofie talte med Julia i frikvarteret, jeg håber det går godt! Jeg vil ikke have at Julia skal blive jaloux på hende eller noget, det er hende jeg kan lide! Da det ringer op smutter jeg op til klassen og da jeg kommer derop sidder Jennie Sofie sammen med Julia og hyggesnakker. Hun sender mig et smil og et thumbs up. Det har gået godt, GODT! Det er virkelig godt at det gik godt og ikke dårligt! Jennie Sofie er bare god til sådan noget, hun er virkelig en god veninde. Man kan virkelig altid regne med hende.

De sidder og hyggesnakker igennem hele timen og da hun siger farvel, så smiler de begge to. Det er godt at de har lært hinanden at kende.
"Skal vi smutte hjem?" spørger jeg Martinus, Madelin og Julia. Martinus har sin arm om Madelin og Julia kigger lidt ned i jorden.
"okay! Nogen der svarer?" siger jeg og griner let.
"det kan vi godt" griner Martinus. Jeg har lagt mærke til at Martinus og Madelin har noget, og det genere Julia lidt. Jeg tror det er fordi at det var Madelin og Julia, bedste veninder. Nu tror hun sikkert at det er Martinus og Madelin, at der ikke er plads til hende. Hun går lidt bag os andre, hun ser lidt trist ud. Jeg skal gøre noget for at gøre hende glad. Det skal jeg bare. Jeg går ned til hende og lægger armen om hende. Hun får et lille chok men smiler til mig.
"Stop med at være trist, det ligner dig ikke" siger jeg og smiler skævt.
"så kender du mig ikke..." siger hun bare trist.
"Nej, det gør jeg ikke" siger jeg koldt. Jeg har en idé, så i skal ikke tro at jeg lige pludselig er ond.
Hun kigger såret op på mig.
"Men jeg vil gerne lære dig at kende, hvis du vil lade mig" siger jeg og smiler. Hun smiler svagt og jeg smiler tilbage. Og så går vi ellers bare hjem sådan, vi smiler og jeg har min arm om hende. Det føles rart...

-.Julias Pov.-

Jeg går lidt bag de andre. Jeg føler mig ikke rigtig velkommen. Martinus og Madelin er hele tiden sammen, der er ikke plads til mig mere. Engang var det bare mig og Madelin, det var perfekt. Undtagen den del hvor vi var bitches. Men ellers? Jeg savner at det bare kan være os to nogle gange, men selvfølgelig skal der også være plads til Martinus, han fylder meget i hendes liv her for tiden. Jeg går lidt i mine egne tanker og får et chok da jeg pludselig mærker en arm om mig. Jeg kigger op og det er Marcus. Jeg smiler til hende.
"Stop med at være trist, det ligner dig ikke" Siger han og smiler skævt. Han kender mig virkelig ikke, han ved ikke at jeg har grædt så meget og været så trist fordi jeg er blevet mobbet eller følt mig alene.
"Så kender du mig ikke" siger jeg trist. Han siger ikke noget med det samme.
"nej, det gør jeg ikke" siger han pludseligt koldt. Og meget koldt! Hvorfor er han nu kold? jeg kigger såret op på ham, og med op mener jeg at han er sådan ca. 8 centimeter højere end mig?
"Men jeg vil gerne lære dig at kende, hvis du vil lade mig?" siger han så. Jeg smiler til ham, selvfølgelig vil jeg gerne have at han lærer mig at kende. Det føles dejligt at gå hjem med hans arm omkring mig. Det føles trygt, som om jeg er sikkert og intet ondt kan ramme mig. Denne følelse vil jeg gerne have hele tiden...