FriendMail | Marcus & Martinus

Sparke røv!

16. Kapitel

Da kl. Er ved at være 20 bliver vi kaldt hjem af træneren. Vi skal være helt udhvilet til morgendagens kamp.
Så mig, Carrie og Laura smutter mod vores hotelværelse og gør os klar til natten.
Da vi ligger i vores senge og er ved at falde i søvn siger Carrie pludseligt:
"Hvordan går det egentlig med dig og Marcus?" Hun smiler.
"Eh...det ved jeg ikke? Vi skriver, men han bor i Norge, og jeg i Danmark, så vi ses aldrig, faktisk har vi kun mødt én gang indtil videre"
Forklarer jeg trist.
"Nå dada, så skal i vel ses på denne tur?" Spørger hun og smiler kækt.
"Måske efter kampen imorgen?" Spørger jeg og smiler.
"Det håber vi da på" griner hun. Og så falder vi i dyb og lang søvn...

Jeg drømmer om Marcus. Om at vi skal spille mod hinanden. I fodbold selvfølgelig. Vi spiller, lige nu står det 3-4 til dem. Jeg må gøre noget for at få det op til at være lige!
Jeg får bolden spillet af Laura, jeg spiller den videre til Carrie.
"1-2-1-2!" Råber jeg. Hun nikker og skyder den videre til mig. Jeg skyder den til hende, da hun prøver at skyde den tilbage får Marcus fat i bolden. Jeg går direkte i mod ham, men rammer hans ankel og han falder på jorden. Han begynder at fælde et par tårer. Jeg løber hurtigt hen til ham, ligeglad med hvad mit hold siger, selvom han er på modstanderens hold, så holder jeg stadig af ham.
"Marcus! Jeg er virkelig ked af det! Er du okay?" Spørger jeg hurtigt. Men han skubber mig væk.
"Bare lad mig være!" Siger han.
"Marus! Undskyld" siger jeg igen, jeg fælder nogle tårer.
"Julia! Gå! Jeg gider ikke se dig mere!" Siger han vredt. Jeg løber væk fra ham g hen til Carrie men hun skubber mig væk.
"Forræder siger hun koldt og går væk. Jeg græder. Dér, midt på græsplænen, jeg har mistet fodbold, Marcus, jeg har intet... jeg græder, mine tårer løber om kap ned til jorden... jeg vil væk fra denne verden! Uden fodbold, uden Marcus, så er livet ikke noget værd!

Jeg vågner ved at blive rusket voldsomt. Pyhaa! Det var bare en drøm! Intet er sket af det i virkeligheden! Jeg har stadig Marcus og fodbold! Livet er værd at leve!

"Hey!" Siger Carrie irriteret.
"Skynd dig! Vi har sovet over os! Kl. Er fandme 10!" Siger hun stresset. Jeg laver chokerede øjne og skynder mig ud af sengen. Tager fodboldtøj på og skoene i en taske. Sætter håret hurtigt op i en sjusket hestehale, intet med at rede det og så løber vi alle tre mod fodboldbanen, heldigvis er den ikke sp langt væk, men vi kommer stadig lidt for sent.
"Så kom i endelig? Begynd at varme op! kampen begynder snart! Faktisk 5 minutter!" Siger vores træner. "Vent!" Siger han hurtigt. Vi vender os alle sammen forvirret om i mod ham.
"Hvad skal Mosjøen have?"
"Tæsk!" Råber vi alle og griner.
Vi begynder at lave lidt styrketræning og løbe lidt rundt for at få varmen. Nu skal vi bare sparke røv! Haha!
Vi gør klar til kamp da jeg pludselig får øje på en person jeg med det samme genkender...

Fortsættelse følger...