Brevet pt. 2

1.2K 63 14
                                        

Men det håber jeg ikke at du vil....

9. Kapitel
Del. 2

Fordi jeg vil gerne blive ved med at skrive med dig, og det er dette brev et bevis på, men hvis du vil cutte vores kontakt, så forstår jeg dig godt, jeg vil lade dig være i fred, og forsvinde ud af billedet som om, jeg aldrig har været i dit liv. Jeg vil lade dig være.
Siden vi begyndte at skrive, så synes jeg at du var speciel og fortjente at vide hvem jeg var, og det er faktisk grunden til at jeg skriver dette brev? Men der har jo været det, at jeg ikke har måtte fortælle hvem jeg er...
Men jeg håber virkelig ikke at du tror at jeg er en arrogant eller snobbet type bare fordi jeg er kendt, du kan spørge alle mine venner eller veninder, mig og Martinus opføre os som helt almindelige teenagedrenge.
Du kan spørge dem som har kendt os siden vi var små, de kan fortælle at vi ikke har ændret os. Og nu kan du stille mig enhvert spørgsmål og jeg skal svarer ÆRLIGT, helt ærligt på det. Jeg vil svarer på ALT!
Jeg håber virkelig at du kan tilgive mig, fordi ellers er dette brev spild af tid og spild af krampe i fingrene for at have skrevet i timer!

Kærlig Hilsen
Marcus, Gunanrsen.
Jo ham fra marcus og martinus

PS) Tillykke med fødselsdagen
PPS) ikke sig til nogen i klassen at du skriver med mig, hvis vores personlige informationer kommer ud til fans, så bliver mig og Martinus nød til at skifte numre og snapchat. Så det ville være selvmord for vores venskab... SÅ GØR DET IKKE!

ALLE mine tårer løber ned af mine kinder. Jeg græder så meget, jeg har aldrig grædt så meget som jeg græder lige nu. Jeg græder fordi at jeg er lettet og glad over at Marcus er okay, og at han skriver til mig igen.
Men jeg er også trist, fordi Marcus er kendt, det betyder at der ikke er tid til at skrive med mig. Måske lyder det egoistisk , men det er sådan at jeg har det. Han vil sikkert ikke have tid, og så mister vi 100% kontakten...
Det betyder jo at han ikke har særlig meget tid, nu hvor han optræder og alt muligt. Det vil, bare måske blive for meget? Han vil aldrig have tid til at skrive, når for eksempel deres nye sang kommer ud, så skal de optræde endnu mere, regner jeg da med? De bliver mere og mere kendte? Og så sidder jeg bare tilbage her...

"hvornår kom han?" spørger jeg, stadig med tårer ned af mine kinder.
"Da du var hos Carrie, da han skrev at han kom, fik vi Carrie til at holde et pyjamasparty for at Marcus kunne komme imens du var væk. Da han først havde skrevet så gik det hurtigt" forklarer min mor. Jeg giver hende et kæmpe kram, bagefter giver jeg far en kæmpe kram. Men tænk at de har gjordt alt det her for mig?
OG JEG SKREV MED MARCUS FREAKING GUNNARSEN?!
"Hvornår forlod han Danmark?" spørger jeg forvirret og trist. Far og mor kigger på hinanden.
"aldrig..."

Jeg kan høre at en dør åbner, og der står....

FriendMail | Marcus & MartinusStories to obsess over. Discover now