FriendMail | Marcus & Martinus

Madelin og Martinus?

24. kapitel

Jeg ser Madelin sidde alene i gården og kigge intenst og kærligt hen mod Martinus. Er der en som har et lille crush?
Jeg går stille om bag hende og sætter mig ved siden af hende.
"Er der en som har et lille crush?" spørger jeg og smiler.
"I dont know? Har aldrig følt sådan her?" spørger hun forvirret.
"du er sikkert forelsket" siger jeg og smiler.
"men der sker ikke noget, han har jo ikke følelser for mig? Han kender jo kun onde mig..." siger hun trist.
"Så vis ham din nye jeg" siger jeg ivrigt. Hun smiler og nikker. Jeg pifter og Martinus kigger op. Jeg vinker ham her over og han kommer med det samme.
"Hvad sker der?" spørger han. Jeg blinker med det ene øje og går lidt væk fra dem. Lad os se hvad der sker...

-.Madelins Pov.-

Julia går, sikkert for at mig og Martinus kan være alene. Jeg ved ikke hvorfor at jeg har det sådan her. Der er sommerfugle i min mave, en mærkelig følelse går igennem min krop når han ser på mig? Er jeg forelsket? Det er ikke meningen at jeg skal være forelsket! Men det er en rar følelse.
"Nå" siger han bare. Akavet stilhed. Han vender sig om og går mod de andre igen. Jeg må gøre et eller andet.
"Vent!" siger jeg hurtigt. Han vender sig om og kigger forvirret på mig. Hvad skal jeg sige? Hvad skal jeg sige?!
"Vil du ikke være lidt her sammen med mig?" spørger jeg bedende. Hvor dumt lød det lige?!
"Det vil jeg gerne" siger han og sætter sig ved siden af mig.
"Må jeg spørge om noget?" spørger han. Jeg nikker stille.
"Vil du ikke fortælle lidt om dig selv? Og ikke hende som mobber, men den rigtige dig?" spørger han bedende. Hans øjne! Jeg kan ikke sige nej? Men... Okay, det kan ikke skade.
"Jo selvfølgelig! Men sig det ikke til nogen" siger jeg nervøst. Han nikker forstående.
"Jeg... Jeg har ikke nogen venner, kun Julia. Hun, som den eneste, forstår mig. Jeg er blevet mobbet, og derfor mobber jeg selv. Jeg har det svært. Og jeg kan ikke tale med andre end Julia. Og jeg var så tæt på at miste hende..." jeg fælder en tårer da jeg siger det sidste.
"hey, ikke græde" siger han bekymret og hiver mig ind til et kram. Det føles rart, og sikkert. Han er virkelig sød, men jeg kan bare ikke indrømme det over for mig selv... Jeg kan ikke indrømme at jeg måske er... forelsket... i Martinus... Men han er kendt? Hvorfor skulle han falde for mig?! Han kan få enhver pige i hele verden?! Hvorfor lille mig?

"Tak, det havde jeg brug for" siger jeg taknemligt da vi trækker os fra krammet.
"Altid" siger han og smiler skævt. Jeg kan mærke at jeg rødmer, jeg håber ikke at han opdager det. Klokken ringer og vi går op i klassen. Jeg kan se at Julia taler med nogle andre piger. Jeg får et lille stik i hjertet, noget jaousi, men det er forkert! Selvfølgelig må hun tale med andre end mig...

"Sæt dig" siger Martinus og klapper på stolen ved siden af ham. Jeg kigger mod Julia som smiler og laver thumbs up til mig. Jeg blinker til hende og sætter mig ved siden af Martinus.
"Må jeg spørge om noget?" spørger jeg ham.
"Selvfølgelig" siger han.
"Hvem er du? Udover den kendte sanger Martinus Gunnarsen?" spørger jeg og smiler. Han griner lidt og begynder så at tale.
"Jeg er en dreng som elsker fodbold, sine venner og sin familie. Som elsker at fjolle og kan fortælle de mest lamme jokes! Så lamme at de er sjove!" griner han.

"må jeg hører en?" spørger jeg og smiler.
"Okay, hvad er det der er rødt og der kører op og ned?" spørger han. Jeg ser forvirret på ham.
"En tomat i en elevator" griner han. Jeg kan ikke lade være med at grine, den er så sort? SORT HUMOR PÅ HØJESTE PLAN!

VI griner så højt at alle må tro at vi er skøre? hvilket vi måske også er? Aha!
Da timen begynder bliver vi hurtigt stille. Pludselig mærker jeg noget på mine skuldre, jeg ser at det er Martinus arm som han har rundt om mine skuldre. Et sus flyver igennem mig. Det føles fantastisk! Jeg smiler til Martinus, og han smiler tilbage til mig...

____________________________________

Uuhhh... Madelin og Martinus? 😏

skriv lige om det skal være Mulias og Minus eller kun en af dem <3