FriendMail | Marcus & Martinus

god til at lyve

36. Kapitel
-.Madelins Pov.-

Jeg løber så hurtigt jeg kan, jeg har nok aldrig løbet så hurtigt som nu. Det værste er at jeg ikke ved hvordan man kommer ud af skoven! Men jeg løber og jeg græder, jeg skal bare finde Julia! Hun er den eneste jeg kan tale med lige nu! Den eneste som forstår mig.
Jeg løber rundt i skoven i lang tid, føles som timer. Jeg sætter mig på en træstub og tager mine hænder igennem mit hår, og mine tårer får frit løb. Jeg kan bare ikke mere! Jeg elskede ham... Men det var ikke gengældt, han havde brug for en anden... Andre end mig...

Jeg kan se en person komme nærmere. Martinus, jeg rejser mig hurtigt op og løber videre, bare væk fra ham, ligegyldigt hvor hen, bare væk fra ham! Og det skal være nu!

Jeg finder endelig Marcus' og Martinus' hus, jeg løber op på mit og Martinus, fucking Martinus' værelse. Julia kommer hurtigt ind til mig og spørger om hvad der er sket...

-.Julias Pov.-

jeg kan virkelig ikke fatte hvad jeg lige har hørt! Det ligner slet ikke Martinus?! Jeg ved godt at han er ikke er ligesom Marcus, men jeg havde aldrig troet det her! Det her... er uventet!

Jeg sidder og krammer Madelin, jeg kan ikke lide at se hende sådan her...
"søde, han er ikke værd dine tårer, han er en kæmpe idiot!" siger jeg for at trøste hende. Hun smiler en smule.
"hvorfor skal det gøre så ondt?!" græder hun.
"Du må ikke være trist, det kan jeg ikke lide! Han er ikke værd at græde for! Det var ham som fuckede det hele op! Det bør være ham som er ked af det, ham som græder for at have mistet sådan en fantastisk pige som dig" siger jeg og smiler.
"Tak, du er virkelig en fantastisk veninde" siger hun og smiler.

Da hun endelig er faldet i søvn, rejser jeg mig. Jeg skal tale med den idiot Martinus, han kommer til at fortryde det. SÅ INDERLIGT! Ingen, skal såre mine veninder!

Jeg løber ud i skoven, ned til søen, men der er ingen. Kun det som Martinus havde lavet til den aften.

Jeg løber rundt og finder ham siddende på et væltet træ, vreden blusser i op i mig. Jeg går hurtigt og med faste skridt i mod ham. Han kigger ned i jorden.
"Martinus! Hvordan kunne du gøre det?! Og hjalp dig?! DU er en fucking idiot! Det ved du godt ikke?!" spørger jeg vredt. Han løfter sit hoved og hans øjne er helt røde, har grædt.
"Tror du ikke at jeg ved det?" spørger han irriteret.
"Hvorfor gjorder du det så?" spørger jeg vredt.
"Jeg ved det ikke..." siger han.
"Du vil ikke have mig som fjende! SÅ du skal få MADELIN glad igen? Okay?!" siger jeg vredt. Han siger ikke noget, så jeg løber hjem...

Jeg går ind til Madelin igen, hun sover stadig. Marcus kommer ind på værelset og ser bekymret på mig og Madelin.
"Hvad er der sket?" spørger han bange.
"Det skal jeg sige det min finde ven. Din egen bror, har været MIN bedste veninde UTRO?!" siger jeg vredt. Mine øjne viser ingen nåde, kun vrede, og det kan Marcus mærke. Han siger ikke noget, han går bare ud af værelset. Hvad? Vidste han noget? Hvordan kunne han ikke sige noget om det til mig?!

Jeg går efter ham og ser ham ringe så jeg holder mig på afstand.
"ja, men du skal jo være forsigtig! Det kunne have været slut?! Martinus var ved at blive opdaget?!" siger han stille og irriteret, men jeg kan sagtens høre det. Hvad er det der er igang her?
"ja, men husk nu! Vi må være forsigtige! Ingen skal finde ud af det her! Det er vores lille ting!" siger han.
"ja, husk det nu intet ord, heller ikke til Martinus, han vil takke mig senere" siger han, og smiler en smule? Okay, der er noget igang her?! Og det gør mig endnu mere vred, mere end jeg allerede her.
"Okay, vises snart, og tusind tak" siger han og lægger på. Jeg har lyst til bare at gå ind til ham og konfrontere ham, men det gør jeg ikke, jeg går op på værelset igen. Jeg skal have HAM til at fortælle hvad det er der sker?

Han kommer ind på værelset igen, og han virker nervøs.
"Hvad skulle du??" spørger jeg nysgerrigt.
"bare toilettet" siger han sikkert, han er god til at lyve, men jeg ved hvad han skulle, og det irritere mig at han ikke er ærlig.
"Marcus?" spørger jeg.
"ja?"
"vi skal kunne fortælle hinanden alting ikke?" spørger jeg for at få ham til at tale.
"Jo selvfølgelig! Er der noget du vil fortælle mig?" spørger han bekymret.
"Nej, jeg ville bare lige vide det" siger jeg. Jeg har aldrig været god til at lyve, men jeg håber ikke at han opdager noget... Men hvad er han ude på?