FriendMail | Marcus & Martinus

Julias Brev

39. Kapitel

Jeg kigger lidt rundt på Marcus & Martinus insta indlæg da jeg pludselig kigger igennem kommentarerne. Og de er næsten alle negative. De får hate, og det er på grund af mig... Det er min skyld at folk hater på dem. Jeg er ikke god for dem, for deres skyld, ville jeg ønske at jeg aldrig havde mødt dem, men det ville bare gøre at mit liv var lort...

Jeg får en snap fra.. Jennie Sofie?

Jeg åbner den hurtigt og der står: >tillykke med dig og MARCUS!< står der og et hjerte. Jeg sender bare et koldt tak tilbage. Jeg kan ikke andet. Jeg tænker bare på at drengene får hate på grund af mig! Det kan jeg ikke lide! Hvorfor skulle han dog også kunne lide mig? Det gør bare skade på hans karriere!

Da klokken er 16 kommer Madelin pludselig ind på mit værelse.
"Hvad laver du her?" spørger jeg forvirret.
"Hvorfor gik du bare?" spørger hun.
"Hate, jeg brød bare sammen, jeg kunne ikke mere" siger jeg trist. Hun kigger trist på mig og sætter sig ved siden af mig. Hun er her helt indtil at det bliver aften hvor hun bliver nød til at gå hjem, og så er jeg alene igen. Hun er nok den eneste ven... Efter Tobias...

Dagene går. Jeg kan ikke få fat i Marcus, eller Martinus for den sags skyld. De får mere og mere hate, og det kan jeg ikke tage. Jeg vil hellere være ulykkelig end at de skal få hate, så jeg har besluttet mig for noget...

Jeg ringer til Marcus men selvfølgelig tager han den ikke...

Jeg tager et papir og begynder at skrive:

Kære min Marcus.
Jeg er så ked af at skulle gøre det på denne her måde, over et brev, men jeg kan ikke gøre det ansigt til ansigt.
Mit liv siden jeg kom tilbage har været... et mareridt!
Jeg får hate af alle. Fra skolen og end da dem jeg ikke kender... Jeg er så ked af at det også er gået ud over jer! Det skulle det jo ikke! Og derfor vil jeg gøre det nemmere for dig, jer begge to.
Marcus, tænk på at jeg gør det her, fordi at jeg elsker dig og vil ikke have at du skal have hate, du skal være glad og ikke tænke på mig. Jeg vil helst have at du glemmer mig, så jeg ikke vil være i dine tanker, så du ikke tænker på mig eller hvordan jeg har det. Du må ikke bekymre dig... Jeg håber at du vil respektere det og ikke kontakte mig. Husk at jeg gør det her for din skyld, og ikke for min. Jeg elsker dig virkelig, jeg ved ikke om du elsker mig, men det er ligemeget. Jeg synes at vi skal slå op, selvom vi ikke har været sammen i lang tid. Jeg kan bare ikke lide at i får hate, og det vil måske også gøre min dag bedre at have slået op. Som sagt får jeg jo hate hver dag, og jeg kan bare ikke tage det mere. Jeg har skulle gå hjem fra skole tidligt næsten hver eneste dag på grund af hate. Husk at det ikke er på grund af dig at det her sker, nej, det er kun mig. Jeg vil bare ikke være i vejen for din karriere, og måske... Er jeg faktisk bare en forhindring. Du skal altid vide og huske at jeg elsker dig, og vil altid elske dig, det vil aldrig stoppe og jeg håber at du vil kunne tilgive mig for det her, også selvom at det vil ske over et brev...

Kærlig Hilsen:
Julia Kydd, pigen hvis hjerte du altid vil have...

Jeg putter det i en konvolut og sender det med posten, nu er det gjordt... Måske er det bare bedst. Jeg går ind på mit værelse og sætter mig op af væggen og bryder i gråd... Var det her en fejl?

____________________________________

Triiiiist... Men synes i at det var en fejl at hun sendte brevet?