FriendMail | Marcus & Martinus

Drømmens tilfældigheder

Vi gør klar til kamp da jeg pludselig får øje på en person jeg med det samme genkender...

17. Kapitel

Marcus, uden efternavn. Skal jeg løbe hen til ham? Hvad skal jeg? Drømmen jeg havde har gjordt mig lidt nervøs? Hvad hvis vi skal spille mod hinanden og det hele faktisk sker?
Marcus får øje på ham. Han ser glad ud. Han vinker glad og løber imod mig. Jeg vinker tilbage, men løber ikke imod ham.
Han er hurtigt henne ved mig og giver mig et kram.
"Hey Julia! Skal vi spille mod hinanden?" Spørger han overrasket.
"Det ser sådan ud?" Siger jeg, prøver at lyde overrasket, men det virker ikke helt...
"Hvad er der galt?" Spørger han.
"Ikke noget" lyver jeg koldt.
"Julia?"
"Bare en drøm jeg havde... ses! Skal hen til mig hold" siger jeg hurtigt og vender mig om og går.
Da jeg går kigger jeg mig hurtigt over skulderen, Marcus ser lidt trist ud. Men jeg ignorere det bare, det skal jeg ikke tænke på nu.

*piiiiift!*
Og kampen er igang! Vi starter med bolden. Jeg skyder til Selma, hun skyder den videre til Mille som skyder i mål. Hun er en fantastisk spiller.

Da det bliver halvleg. Står det 3-4. Ligesom i drømmen... det er sikkert bare et tilfælde...

"Hey! Godt spillet!" Siger Marcus som kommer hen til mig.
"Tak" siger jeg koldt og går. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så kold, det er jeg måske bare når jeg spiller mod andre?

Kampen går i gang igen. Jeg får bolden og råber
"1-2-1-2!" Til Carrie. Hun nikker og jeg skyder til hende. Så skyder hun til mig, men Marcus får bolden... det jer minder mig utroligt meget om min drøm...
men som refleks går jeg imod Marcus for at få bolden. Men dér sker det. Jeg rammer hans ankel, ligesom i drømmen...
Men denne gang står jeg bare og kigger. Han får tårer i øjnene. Skal jeg gå hen til ham? Er han sur som han var i drømmen? Fuck jeg er bange?! Jeg kan ikke klare at miste begge dele!
Han ligger på græsset og holder sig til sin ankel og har et par tårer i øjnene. En dreng, der ligner ham ret meget, sikkert Martinus, løber hen til ham. Han får lidt hjælp til at stå op og sætter sig ud på en stol i sidelinjen.
Okay! Jeg skider på om jeg bliver kaldt forræder! Han er fandme en jeg holder af!
Jeg løber ud til ham, Carrie set forvirret på mig. Måske er det ude med mig nu? Men jeg er ligeglad! Jeg skal se om Marcus er Okay!

"Marcus! Undskyld virkelig mange gange!" Undskylder jeg til ham.
"Det er okay..." siger han stille.
"Jeg er virkelig ked af det! Jeg gik jo efter bolden? Men jeg ramte dig og -" men han afbryder mig.
"Det er okay Julia, det er ikke første gang, og bliver heller ikke sidste. Men hvorfor var du så kold?" Spørger han trist. Jeg tager en dyb indånding og begynder at tale...
"Jeg havde denne her drøm igår.. den handlede om præcis denne kamp, det var SÅ mange ligheder mellem drømmen og nu, sp det flippede mig lidt ud? Men det slukkede helt da jeg faktisk taklede dig og du slog din ankel... der lukkede alt bare ned.
Men heldigvis endte det ikke nu som i drømmen..." siger jeg lettet.
"Hvordan endte drømmen?" Spørger Marcus nysgerrigt.
"Du ville aldrig se mig mere, jeg blev smidt af fodboldholdet, og jeg ville ikke leve mere" siger jeg trist. Han kommer langsomt, med lidt problemer, hen og sidder ved siden af mig.
"Jeg vil altid se dig! Jeg forlader dig ikke. Du slipper ikke for mig" siger han kækt og smiler. Jeg giver ham et kram.
"Tak Marcus" siger jeg da Carrie kommer løbende imod os, er det nu? Nu jeg bliver smidt af holdet?

"Julia? Hvad skete der?" Spørger hun forvirret.
Jeg fortæller alt til hende hvad jeg lige har sagt til Marcus. Hun nikker forstående.
"Altså?! Vi vil selvfølgelig ikke smide dig af holdet fordi du har venner? Altså hvem tror du vi er?" Spørger hun, lidt fornærmet men så griner hun og smiler.
De spiller kampen færdigt, jeg siddet med Marcus. Det endte med 5-5. Uafgjort. Det er nok også bedst?

Da kampen er færdig skal vi med det samme mod hotellet igen så vi kan komme hjem mod Danmark igen. Men jeg vil ikke hjem... jeg vil være hos Marcus...

Fortsættelse følger...