FriendMail | Marcus & Martinus

Forstuvet ankel

32. Kapitel
Maraton 7/10

De andre bliver ved med at spille imens jeg bliver jagtet af Tobias, vi løber lidt rundt på banen men så ender vi i en skov. Vi kravler lidt rundt i træerne. Lidt som i de gode gamle dage.
"Gud jeg har savnet det her!" griner jeg. Min mave gør helt ondt af at have grinet så meget. Vi klatre rundt i træerne indtil at jeg pludselig ikke for taget ordentligt fast og jeg falder mod jorden.
"JULIA!" råber Tobias skræmt. Han kommer hurtigt ned til mig. Min ankel gør ondt! Men jeg kan godt støtte på den, det gør bare fucking ondt, den er ikke brækket. Det er godt, men måske forstuvet?!

"Kom, vi skal til lægen" siger Tobias bekymret.
"Tobias, det behøver du ikke. AV!" siger jeg da jeg prøver at støtte. Han tager mig op i brudestilling og jeg fælder et par tårer i hans t-shirt, men det ser ikke ud til at gøre ham noget? Vi kommer tilbage til banen.
"Vi skal lige et smut til lægen" siger Tobias til de andre og vi begynder at gå da Marcus pludselig er oppe ved os.
"Hvorfor skal du til lægen? hvad er der sket?" spørger han bekymret.
"Det er ikke noget, bare gå tilbage til de andre, Tobias skal nok klare det" siger jeg for ikke at gøre ham alt for bekymret...

-.Marcus- Pov.-

Okay! Det er fandme for meget! Det kan godt være at de er rigtig gode venner! Men... Burde det ikke være mig der tog hende til lægen? Jeg sukker og går tilbage til de andre, hvad kan der være sket.
"Hvad er det lige sker der?" spørger jeg Martinus. Han trækker på skuldrene.
"Hun er bare sammen med en god ven fra de små klasser?" siger han og smiler.
"er de meget tætte?" spørger jeg usikkert.
"ja" siger Madelin. "Hun har talt om ham, han var en af hendes eneste venner, og han har en kæreste!" siger hun så. Så var jeg måske bare paranoid?

"okay, jeg smutter lige hjem" siger jeg træt og smutter hjem. Jeg lægger mig på sengen. Jeg må ikke være jaloux, jeg skal ikke være jaloux på Tobias, han er jo Julias barndomsven? Jeg skal ikke være den jaloux person!

-.Julias Pov.-

"Tak for hjælpen" siger jeg da jeg sidder ude i venteværelset hos lægen.
"Skulle det være en anden gang?" siger han og smiler.
"NEJ TAK!" siger jeg og griner.
"Julia Kydd" siger en læge. Jeg rejser mig, lidt hjælp fra Tobias og kommer ind i et rum. Jeg sætter mig på en stol og lægen begynder at trykke lidt på min ankel.
"Gør det her ondt?" spørger han og trykker et sted på anklen.
"Av FOR FANDEN!" siger jeg. "undskyld" siger jeg så.
"DU har en forstuvet ankel, du skal have det her på i 2 uger og så er du klar igen" siger lægen.
"Tak" siger jeg og får lidt hjælp mig at komme ud af rummet da jeg har fået en bandage på anklen. Jeg får med hjælp fra Tobias bevæget mig hjem mod familien Gunnarsens hus. Min ankel gør stadig virkelig ondt. Jeg ringer på døren og Gerd Anne åbner.
"Julia! Hvad er der dog sket?" spørger hun chokeret.
"forstuvet ankel" siger jeg og kigger ned i jorden.
"hvordan er det sket?" spørger hun bekymret.
"jeg faldt ned fra et træ" siger jeg lidt pinligt berørt. Hun smiler og jeg kommer op på værelset med lidt hjælp fra Tobias. Marcus er ikke hjemme, ellers kan jeg ihvertfald ikke finde ham. Jeg lægger mig på sengen og prøver i at ligge i en position som ikke gør at min ankel gør ondt.
"Tak Tobias for hjælpen" siger jeg taknemligt og smiler.
"Det var så lidt, jeg vil altid være her, det ved du" siger han og smiler også.
"Det ved jeg, det er derfor du er så en fantastisk ven!" siger jeg. Han giver mig et kys på kinden og går så hjem mod sig selv. Gud hvor var det dejligt at se ham igen. Jeg håber bare ikke at Marcus blev jaloux eller noget, og han skulle ikke se da Tobias kyssede min kind, det ville give ham det helt forkerte indtryk eller de forkerte tanker...