FriendMail | Marcus & Martinus

Den rigtige Madelin

23. Kapitel

Næste dag, skal vi i skole. Det går fint nok, indtil at vi faktisk er på skolen igen. Så er Madelin, Lisa og Lola tilbage. Marcus er ude og selvfølgelig er det dér at Madelin, Lisa og Lola kommer for at irritere mig.
"Se nu dér, nu sidder du alene igen" siger Madelin. Åh! Gode gamle dage?! Som sædvanligt siger jeg ikke noget.
"Se, kan hun ikke tale?" siger Lisa spydigt.
"Nej, det ved du jo?" siger Madelin hårdt. Av. Den gjorder ondt. Selvom jeg ved at hun bare siger det, så gør det ondt. Jeg kender hendes rigtige jeg, og det er fantastisk! Hun er så sød! Venlig! Bare en fantastisk veninde? jeg forstår ikke hvorfor hun skal være som hun er?
Hun tager alle min ting ned på gulvet og sætter sig på mit bord. Hun kigger mig direkte i øjnene og hvisker.
"Fortryder du? Det kan jeg se du gør? Men du er jo helt selv uden om det her?"
"Hey! Stop lige det der!" råber en stemme. Jeg vender mig om og dér står Marcus. Madelin ser fornærmet ud, men stopper ikke.
"Se... Nu kommer hendes lille kæreste hende til undsætning" siger hun og griner. Lisa og Lola griner falsk.
"Jeg kommer hende ikke til undsætning, hun kan sagtens klare sig selv. Men det er jer? Er i virkelig så usikre på jer selv at i skal mobbe? Har i ikke noget andet at tage jer til?" spørger han køligt. Madelin kommer langsomt imod ham.
"Marcus. Fucking. Gunnarsen. Nu holder du fandme bare kæft ellers!" truer hun.
"Ellers hvad? Hvad er det PRÆCIS du vil gøre?" spørger han flabet. Jeg vidste ikke at han var sådan? Eller bare kunne være sådan? Det ligner ham slet ikke? Måske var det sådan at jeg så ud dengang jeg var... Som jeg nu var?
"Du vil ikke have mig som fjende" siger hun vredt.
"Det kan nu godt være jeg vil det?" siger han endnu mere flabet. Nej! Det skal han ikke! Hun skal ikke være efter ham! Så hellere mig! Jeg tager mod til mig og taler:
"Madelin! Nu holder du fandme bare din kæft!" siger jeg som om jeg var hende. "Du holder dig bare væk fra ham, du kan gøre alt du vil på eller mod mig, men du holder dig sgu fra Marcus!" siger jeg vredt. Jeg kigger hende vredt og direkte ind i hendes øjne. De ser... Bange eller trist ud? Er hun bange? Nej? Det er da umuligt? Trist? Hvorfor skulle hun være trist? Hun får lov til at mobbe? Er det ikke det hun kan lide? Hun fælder pludselig en tårer og løber væk. Hvad skete der lige? Jeg får pludselig ondt af hende. Selvom hun har været ond mod mig så længe, så bare den lille tid vi var venner, så er jeg faktisk begyndt at holde af hende? Selvom jeg ikke vil?

Jeg sukker og løber efter hende. Hun sidder og græder ude på gangen. Jeg finder et lommetørklæde frem og rækker hende det.
"Tak" græder hun.
"Hvad sker der?" spørger jeg bekymret.
"Hvorfor spørger DU?!" spørger hun spydigt.
"Jeg -" jeg stopper. "selvom du ikke ved det, så holder jeg faktisk af dig, fra den tid hvor vi var venner, eller det troede jeg, men du havde jo bare en plan? Og selvom jeg ikke vil? Så... Holder jeg af dig, så please fortæl, jeg er her for at lytte" siger jeg venligt. Hun smiler lidt.
"Jo, jeg indrømmer, jeg havde den plan, men... Jeg holdte faktisk også af dig, du var min... Første veninde, og det gjorder ondt da jeg mistede dig. Jeg har min facade, det ved du jo, men du har også set mig, som mig..." siger hun stille.
"Madelin, Madelin, Madelin" siger jeg træt. "du er fantastisk, når bare du er dig selv! En som alle vil være veninder med, men du skræmmer alle væk med din facade! jeg kender dig, dit rigtige dig, og jeg vil gerne være din veninde, selvom du har været ond, men jeg er mig selv, og hvis du ikke kan tage mig som mig, og hvordan jeg ser ud, så må du selv være uden om at du er alene, men husk, jeg vil altid være her" siger jeg og smiler.
"Tak. Mange tak Julia, du er en helt fantastisk veninde" siger hun og giver mig et kram.
"Hvorfor er du egentlig sådan?" spørger jeg.
"Jeg er selv blevet mobbet da jeg var mindre, og så ville jeg hellere være hende der mobbede end hende der BLEV mobbet" forklarer hun med et lille smil. Jeg blinker med det ene øje og vi rejser os op. Jeg krammer hende igen og så går vi ind i klassen, efter vi lige har rettet hendes makeup.
"Bare vær dig selv" hvisker jeg til hende inden vi går ind i klassen.

Marcus sender mig et hvad-skete-der-lige-blik. Men jeg sender bare et jeg-forklare-senere-blik. Jeg orker ikke forklare det lige nu, jeg er bare glad for at Madelin, er sit rigtige jeg. Hende jeg holder af.

____________________________________

Og...Den gamle Julia er tilbage! Så er vi alle glade igen! Aha! Men hvad synes i om den nye Madelin? Eller skal hun blive ond igen? Håber i kunne lide hvordan det udviklede sig <3