FriendMail | Marcus & Martinus

Drømmen

33. Kapitel
Maraton 8/10

Jeg tror at jeg faldt i søvn fordi da jeg vågner igen kan jeg se at Marcus ligger og kigger på mig, men han har ikke opdaget at jeg er vågen endnu.
"kan du godt lide at kigge på andre imens de sover?" spørger jeg og griner.
"Nej, kun dig" siger han og smiler. Jeg rødmer og sætter mig op.
"hvad er klokken?" spørger jeg forvirret.
"Klokken er 21, du har sovet siden du kom hjem" siger han.
"jeg er sulten" siger jeg pludseligt. Marcus begynder at grine.
"du har jo heller ikke fået aftensmad, kom, lad os gå ned og lave noget mad til dig" siger han og rejser sig op fra sengen. Jeg rejser mig også men glemmer at jeg har forstuvet min ankel så jeg falder ned på gulvet, men det gør ikke ondt, altså at falde, kun anklen.
Marcus løber hen til mig.
"Er du okay?" spørger Marcus bekymret.
"Jaer, bare hjælp mig op" siger jeg. Han hjælper mig op og jeg får mig ned i køkkenet og sætter mig på en stol.
"Hvad vil du have?" spørger Marcus.
"Har i oksekød, tomatsovs og pasta?" spørger jeg.
"ja?"
"Okay, kan vi lave pasta med kødsovs?" spørger jeg bedende, jeg ved godt at det sent, men det har jeg virkelig lyst til.
"Hvad er det?" spørger han. HVAD! HAR HAN ALDRIG SMAGT PASTA MED KØDSOVS?! DER ER SGU NOGET HELT GALT HER!
"har du aldrig nogensinde smagt pasta med kødsovs?" spørger jeg chokeret. Han ryster på hoved. "Okay, det skal du bare smage!" siger jeg og rejser mig op og går lidt rundt i køkkenet. Smerten i min ankel er forfærdelig, men jeg ignorere den. Jeg har ignoreret så meget i mit liv, det her er ingenting!
"Er din ankel okay?" spørger Marcus. Jeg nikker, jeg kan ikke tale det gør for ondt. Jeg finder noget pasta og kød og tomatsovs og oregano og basilikum. Jeg gør maden klar og så til sidst har jeg en ret, pasta med kødsovs ala Julia. Jeg laver 2 portioner, en til mig og en til Marcus. Jeg sætter mig og begynder at spise og Marcus sidder også og begynder at spise.
"Hvorfor har jeg ikke smagt det her før!? Det smager fantastisk!" siger Marcus overrasket.
"I dont know? Men jeg elsker virkelig denne ret"siger jeg og smiler. Marcus har hurtigt spist og tager sin tallerken frem.
"Mere?" spørger han og laver hundeøjne. Jeg går op, smerten i min ankel kommer tilbage og jeg ignorere den bare igen. Jeg giver ham hurtigt noget mere mad og sætter mig ned igen. Jeg spiser færdig, vasker op og skynder sig op på værelset igen. I morgen er det weekend, jeg glæder mig, jeg orker ikke skole. Jeg sender hurtigt et billede af min ankel og skriver >too bad!< skriver jeg og lægger det på MS. Jeg skifter til nattøj og jeg kan mærke Marcus' øjne på mig.
"Tag et billede, det holder længere" siger jeg og griner. Han finder sin mobil frem og jeg ka høre en klik lyd.
"Marcus!" siger jeg overrasket.
"Du sagde det jo selv?!" forsvarer han.
"Men jeg havde jo ikke troet at du faktisk ville tage et billede?!" beklager jeg.

Jeg lægger mig ned under dynen og Marcus lægger sig ved siden af mig og lægger en arm om mig. Det føles trygt.
"Godnat" siger jeg søvnigt.
"Godnat smukke...."

Jeg går på en scene.
"5 minutter! ALLE NED FRA SCENEN!" bliver der råbt. Jeg går ned og sætter mig på en stol og en koncert begynder. Marcus og Martinus begynder at synge, det lyder fantastisk. Jeg synger med og jeg er ikke den eneste.
"Okay! Before we sing this song i'll like to say a word! This song is for a special girl!" siger Marcus. Jeg begynder at rødme, jeg ved jo det er mig. En fremmed pige kommer frem på scenen.
"Everyone! This is Madelin! My girlfriend!" siger han. Noget går i stykker inde i mig, alle mennesker er væk og jeg står bare og kigger på Marcus som kysser mig Madelin, jeg troede hun var min veninde.
"i love you Madelin" siger han.
"love you too" siger hun og smiler. Pludselig er alle menneskerne tilbage og de begynder at råbe ting som sårer mig.
"HUN ER MEGET BEDRE END DE ANDRE! ISÆR HENDE DER JULIA!"
"MEGET BEDRE END JULIA!"
"GO MADELIN OG MARCUS!"
"MARDUS FOR EVER!"
Jeg falder ned på jorden og græder, det her kan ikke være sandt! Det kan ikke være sandt! Jeg græder og jeg har det som om mit hjerte er væk! Jeg vidste slet ikke at han fyldte hele mit hjerte! Og uden ham... Han har mit hjerte, og han er væk, så er mit hjerte væk...
"Everyone! The thing with Julia!" siger Marcus pludseligt, jeg kigger med det samme op.
"That was nothing! The only one who has my heart, is Madelin!" siger han. Jeg begynder at græde så meget som aldrig før. Mere end da jeg fik brevet til min fødselsdag, men denne gang, på grund af smerte. Men ikke fordi jeg er glad, det er smerte. Jeg har smerte i hele min krop...

Jeg vågner med et sæt. GUDSKELOV! Det var bare en drøm, Marcus ligger ved siden af mig og sover. Eller det troede jeg da men pludselig sidder han op og kigger på mig.
"Julia! Hvad er der galt?" spørger han. Jeg vil helst ikke fortælle ham om drømmen, jeg vil ikke have ham til at føle at jeg elsker ham for meget.
"Ikke noget" lyver jeg.
"Julia, jeg kan se at der er noget galt, du græder jo!" siger han alvorligt. Jeg tørre hurtigt tårerne væk fra mit ansigt. Jeg giver Marcus et kram, jeg kan ikke lade være.
"Julia, hvad er det?" spørger han.
"Det var bare en drøm..." siger jeg stille...