FriendMail | Marcus & Martinus

i stykker X2

"Julia Kydd, vil du være min kæreste?..."

38. Kapitel

Jeg har tårer i øjnene og jeg ved lige hvad jeg skal sige.
"der er ikke noget jeg hellere vil!" siger jeg og giver ham et kæmpe kram. Var det der her han havde planlagt?
"Og alle sammen, hvis i lytter eller ser med, lad vær med at hate på Julia, hun betyder alt og det vil ikke kun gøre hende ked af det, men også mig, så please lad være med at hate på hende eller os" siger Marcus. Jeg smiler og giver ham et kram igen.

Da vi står i lufthavnen og skal sige farvel, der kan jeg ikke lade være med at græde, det har virkelig været den bedste uge i mit liv!
"jeg kommer til at savne dig så meget" græder jeg til Marcus.
"hey, ikke græde" siger han, smiler og giver mig et kys på kinden. Vi siger farvel og går ind i flyet.
>savner dig allerede<3< skriver Marcus. Jeg smiler.
>savner også dig< skriver jeg tilbage. Jeg er bare nervøs for om jeg får hate...

Da jeg kommer hjem til mit eget hjem er jeg glad. Jeg giver min mor et kæmpe kram, selvfølgelig arbejder far så han er der ikke og jeg går op på mit værelse, det har virkelig været den bedste uge i mit! Intet andet vil kunne overgå det her!

Jeg falder hurtigt i søvn da klokken er lidt mange og jeg skal i skole imorgen sååå...

Jeg vågner den næste dag. SHIT! Klokken er 7:53!Jeg skynder mig at tage tøj, sætte mit hår, lægge noget hurtig mascara og smutte ned til køkkenet hvor jeg hurtigt tager et æble og smutter ud af døren.

Jeg kommer selvfølgelig for sent og da jeg kommer ind i klassen kigger alle på mig.
"Undskyld at jeg kommer for sent" siger jeg stille og sætter mig på min plads.
"Nå, men i får et papir og i skal udfylde om hvad i synes om dette projekt og om vi måske skal gøre det igen" siger vores lærer, og kommer rundt med nogle papirer:

Hvad synes du om din penneven?
Det er nemt!
Jeg var virkelig tilfreds og jeg kunne virkelig godt lide min penneven, en virkelig rar person.

Hvordan var projektet i det hele taget?
Jeg var helt vild med det og håber at vi kan gøre det igen snart!

Hvad kunne vi have gjordt bedre?
Vi kunne have været længere tid sammen!

jeg når ikke at svarer på mere før at timen slutter. Der kommer et par piger hen til mig i frikvarteret, og det er IKKE rart.
"Marcus fortjener meget bedre end dig!" siger den ene. Den gjorder ondt.
"Han er bare sød overfor dig, han kan ikke lide dig!" siger den anden. Den gjorder endnu mere ondt.
"Fatter du det ikke? Du er ikke god nok?! Du er bare en heldig fan!" siger den sidste, det var den der gjorder mest ondt. jeg løber hjem, ikke mere skole, jeg løber bare hjem. Min mor eller far er ikke hjemme, og det er godt.

Jeg finder en blyant frem og på et papir.

Hvem tror du at du kan narre? Selvfølgelig er du ikke god nok til Marcus?

Hvad ser Marcus i dig?

Du er SLET IKKE GOD NOK?!

han kan ikke engang lide dig?

Du burde ikke være sammen med ham?

det er bare medlidenhed?

han er totalt ligeglad med dig?

han var bare en god penneven?

den sang, er slet ikke til dig, han løj!

Han er for god til dig!

hvorfor er han overhoved sammen med dig?

hvad ser han i dig?!

Du burde være alene!

jeg bliver ved med at skrive, og føler mere og mere smerte. Til sidst går jeg ud på badeværelset, finder et barberblad og begynder at cutte..

Blodet løber langsomt ned af mit ben og ned på gulvet, smerten er perfekt. Den hjælper mig af med mine følelser.

Da jeg er færdig tørre jeg blodet op og smider barberbladet ud så mine forældre ikke opdager noget. Jeg smutter ind på mit værelse igen. Klipper papiret i stykker og propper det ned i den samme kasse som det papir jeg har klippet i før...

Jeg sætter mig op af væggen og hoved ned i knæene og begynder at græde, jeg er ligeglad med hvem jeg er... Hvorfor lever jeg? Ingen holder jo alligevel af mig?! Og Marcus... Han var sikkert bare sød i mod mig, ligesom mod de andre?