FriendMail | Marcus & Martinus

Har han ret?

21. Kapitel
-.Marcus' Pov.-

Jeg må gøre noget, jeg skal have den gamle Julia tilbage, men hvordan skal jeg sige det? Skal jeg bare sige det? Jeg håber bare ikke at det gør hende sur? Jeg finder Julia som stadig sidder ude i haven med: Madelin, Martinus, Astrid, Lisa, Mikkel og Lola. Jeg giver tegn til Julia til at lige følge med mig. Hun siger noget hurtigt til de andre som jeg ikke kan hører, de andre begynder at grine. Fedt! Ironi! Hun har sikkert sagt noget irriterende om mig eller noget, men det må sgu vente!

"Hvad er der? Savner du mig?" spørger Julia virkelig bitchy, det er slet ikke hende. Okay, nu gør jeg det bare.
"Ja, det gør jeg faktisk!" siger jeg koldt. Hun siger ikke noget, hun har bare et forvirret udtryk i ansigtet.
"Forklar lige det?" siger hun så.
"Jeg savner dig, men den rigtige dig! Ikke hende som er sammen med Madelin, men hende jeg skrev sammen med, hende som elskede at spille fodbold, ikke hende som får andre til at grine ad en, ikke en som bagtaler. Men DU har ændret dig, og jeg kan ikke lide det!" siger jeg alvorligt. Så er det sagt, hendes ansigt ændre sig mange gange imellem, sur, vred, forvirret.
"Marcus, Marcus, Marcus. Det er fint at du er bekymret for mig, men det er ikke sådan at det er?" siger hun køligt.
"Julia! Du fatter det ikke! Hun manipulere dig? Og valgte DIG fordi du er blevet mobbet og er begyndt på makeup?! Kan du slet ikke se det? Du er næsten blevet en MINI-MADELIN?! ELLER DET ER HENDES PLAN MED DIG?!" siger jeg endnu mere alvorligt.
"Marcus, tænk ikke på det, bare vær glad!" siger hun og går tilbage til de andre. Hvorfor er hun sådan? Det ligner hende jo slet ikke?!

-.Julias Pov.-

Har han ret? Ej! Det har han ikke? Eller har han? Jeg ignorere det bare? Det er sikkert ikke noget? Men hvorfor skulle han ellers sige det? Hvor har han den viden fra? I stedet for at gå ud i haven, så går jeg hjem til drengenes hus igen, jeg har brug for at tænke lidt, tænke lidt om det Marcus sagde.

Jeg går ind på mit og Madelins værelse og smider mig på sengen så jeg bare ligger og kigger op i loftet. Har jeg virkelig ændret mig? Er jeg ved at blive en mini-Madelin? Det har jeg aldrig tænkt på? Og hvad med den måde jeg taler på? SHIT! Har han ret?!! Jeg begynder at hyperventilere. Okay! Julia! Tag det roligt! Det er sikkert ikke noget... Men hvad hvis det nu er sandt?! Er jeg ved at blive ligesom Madelin?! Okay! Tal med Madelin! Det er det jeg skal! Det gør jeg, det er dét jeg skal! Okay! Nu er det på plads! Jeg sætter mig op i sengen og kigger lidt rundt i værelset, det er egentlig ret flot? Det har jeg ikke lagt mærke til? Jeg hører hoveddøren gå op og Madelin kommer ind på værelset. Okay, nu skal jeg tale med hende:

"Madeli-"
"Hvorofor gik du?" afbryder hun.
"eeh Madelin? Er det rigti-"
"Hvorfor gik du? Jeg blev helt bekymret?" spørger hun igen. Altså lad mig lige tale ud?!
"Madelin!"
"Ja ja?! Men vi blev alle bekymret? Hvorfor gik du?" spørger hun. ARG! jeg giver op! Hun er jo umulig?!
"Jeg havde bare brug for at være lidt alene" siger jeg træt og går op til Marcus værelse, jeg kan se at det er hans værelse fordi jeg kan se noget der minder om Manchester United, plakater. Jeg banker svagt på og jeg kan høre nogen sige "kom ind!"

Så jeg træder langsomt ind i værelset og kigger lidt rundt. Der er en playstation, et tv, et skab, en seng og et bord. Der er også 2 vinduer. Jeg sætter mig i det ene vindue og kigger lidt ud.
"Hvad sker der?" spørger en stemme bag mig. Jeg får et kæmpe chok og kigger tilbage på hvem det var der skræmte livet ud af mig.
"MARCUS?! Du må ikke skræmme mig sådan dér!? Tænk dig lige om?!" siger jeg irriteret og går ud af værelset. WOW! Hvordan var det lige jeg talte? Måske har Marcus ret...?

-.Marcus- Pov.-

Nogen banker på min dør så jeg siger selvfølgelig "kom ind!" Jeg kan se at det er Julia der kommer ind, men hun kigger bare lidt rundt i værelset og sætter sig i vinduet. Hun ser faktisk lidt trist ud? Hvad mon der er sket? Jeg går om bag hende og tager en dyb vejrtrækning.
"Hvad sker der?" spørger jeg blidt. Hun får et kæmpe chok og vender sig om.
"MARCUS?! Du må ikke skræmme mig sådan dér!? Tænk dig lige om?!" siger hun irriteret og går ud af værelset med hårde og tunge skridt. Jeg står bare tilbage som en idiot og kigger ud i luften. Hvorfor talte hun sådan? Jeg spurgte jo bare om hun var okay? Madelin har virkelig gjordt et eller andet?

Fortsættelse følger...