FriendMail | Marcus & Martinus

Skolekoncert pt. 1

Det er skiftet tilbage til det gamle udseende da flest kunne lide det❤️2. Kapitel for i dag

42. Kapitel

Lørdag:

jeg venter uden foran min dør og jeg kan se Simon komme imod mig. Vi går hen til en restaurant og jeg kigger mig rundt i kvarteret. Altså, vi er ikke i MIT kvarter. Jeg synes at se lidt af Marcus, men det er ikke muligt. Men alligevel gør det at jeg flipper lidt!

"hvad er der?" spørger Simon forvirret.
"ikke noget!" siger jeg hurtigt og vi går ind til restauranten.

Jeg synes at se Marcus over alt! Sådan bogstaveligtalt! OVERALT! Og det er pisse irriterende!

I slutningen af aftenen er vi på vej hjem mod mig igen. Simon er virkelig sød, men jeg tror ikke at han vil kunne fylde ligeså meget som Marcus... Jeg... jeg kan ikke tænke at nogen vil fylde så meget som Marcus...

I dag skal vores lærer sige noget vigtigt til os, der går rygter om at der kommer nogen på besøg og vil holde skolekoncert? Men hvem skulle det lige være? Vi skal alle samles i gymnastiksalen, jeg sidder sammen med Simon. Han har armen om mig og vi sidder og taler lidt indtil at vores lærer begynder at tale.
"Vi har en lille overraskelse til jer!" SIGER VORES LÆRER. "her kommer... MARCUS & MARTINUS!" siger hun, en masse piger begynder at skrige, men jeg stivnede så snart jeg jeg hørte deres navne. Og jeg stivner endnu mere da de kommer ind i gymnastiksalen. Marcus og jeg får øjenkontakt og jeg kigger hurtigt væk og læner mig helt ind til Simon og han giver mig et lille kys i håret. Marcus' normale: Glade og muntre blik, bliver forvandlet til et blik som indeholder: Tristhed, Sorg, Vrede, Jalousi og jeg tror også at der er noget frygt? Men hvad skulle han frygte?

Jeg begynder at kunne høre alle omkring mig hviske, og mit navn bliver nævnt så mange gange.
"Ej tror i at han vil synge sangen som han skrev til Julia nu hvor hun sidder i salen?"
"vi er enige om at det er godt at de slog op?"
"Jo, Julia var slet ikke god nok til selveste Marcus Gunnarsen, og det var Madelin heller ikke"
"det må være forfærdeligt at skulle synge i ens ekskærestes skole"
Det gør mig virkelig utilpas at høre alle de ting om mig, så jeg siger lige hurtigt
"Undskyld Simon, jeg kommer igen om lidt" og løber ud af hallen og udenfor. Jeg har bare brug for noget frisk luft og at tømme mit hoved for tanker.

Jeg sætter mig op ad skolens mur og begynder at græde. Alle de følelser som jeg havde gemt væk, de følelser jeg havde for Marcus, de kommer allesammen tilbage til mig. Og det er bare for overvældende, alt sammen på en gang...
Jeg tager knæene ind til min krop og hoved ned mod knæene og mine tårer får frit spil...

-.Marcus' Pov.-

Jeg kommer ind i en gymnastiksal, Julias skoles gymnastiksal. Den er fyldt op med en masse elever, okay, det fik dem til at lyde som objekter, og det er de jo ikke? Men det er ret mærkeligt. Jeg er aldrig stoppet med at kunne lide hende, og det har gjordt ondt ikke at kunne skrive eller ringe med hende hver dag...

Jeg får øjenkontakt med Julia, men hun kigger hurtigt væk og læner sig ind imod en dreng. En dreng som har blond hår, brune øjne og herfra, ligner det at han er højere end hende...
Han giver hende et kys på håret og en masse følelser flyver igennem mig. Vrede, jalousi, tristhed, og jeg er også pludselig bange, men ikke sådan som jeg plejer... Jeg er bange for at miste hende helt... Mere end jeg allerede har gjordt... jeg har lyst til at eksplodere! Prøver hun at torturere mig?! Hader hun mig virkelig så meget at hun vil lade mig lide?! Jeg ved godt at det lyder egoistisk, men jeg vil ikke have at hun skal være sammen med andre end mig. Eller... det kan jeg jo ikke bare sige?!

Jeg kan høre at en masse begynder at hviske og både mit og Julias navn bliver nævnt så mange gange...
Jeg kan se at det giver hende utilpas, og jeg har ret. Hun går ud af salen, eller faktisk så løber hun. Jeg har mest lyst til bare at løbe efter hende, men vi skal snart synge, og jeg må ikke gå nu. Musikken starter og jeg begynder at synge, men jeg kan ikke synge med følelse, jeg savner Julia for meget, hvordan kommer jeg igennem First kiss uden at fælde tårer?

Da vi er færdig med Heartbeat... Så skal jeg synge... First Kiss... Jeg begynder at synge, og jeg kan mærke at der er tårer på vej, det kan Martinus se, han tager armen om mig og smiler, det hjælper lidt men med ét, bliver jeg glad og begynder at synge med følelse, en hvis person, kommer ind i gymnastiksalen igen...

______________________________________________

Ikke mange kapitler igen! Kan vi få den op på 12k læsere inden den slutter?