FriendMail | Marcus & Martinus

Marcus smiler også...

29. Kapitel
Maraton 4/10
-.Julias Pov.-

"Marcus, i passer perfekt sammen, i skal nok finde en vej sammen" siger Martinus.
"Martinus, hvad hvis vi nu ikke passer sammen som et par? Men kun som venner?" spørger Marcus usikkert. Gud hvor han er fantastisk! Men det gør mig lidt trist hvis vi kun passer sammen som venner...
"Lad være med at tænk på det! Du kan lide hende, hun kan, jeg er næsten 100% sikker, lide dig, så er der vel ikke mere at tale om?" spørger Martinus, og han har jo ret? Man vil altid kunne være sammen på en måde hvis begge kan lide hinanden? Så er det jo bare perfekt? Jeg har virkelig lyst til at bare gå ind til ham og give ham et kram, men jeg kan ikke få mig til at se det.
"Du har sikkert ret" siger Marcus så til sidst. Jeg bliver helt glad inden i efter at have hørt det.

Vi går ind i stuen og drengene får et stort chok, aha. I skulle have set Marcus' ansigtsudtryk.
"Hvad talte i om?" griner jeg.
"ikke noget" siger Marcus hurtigt. Hvorfor vil han ikke sige det?

Der kommer en akavet stilhed så det ender med at vi leger S,P eller K.
"Okay Madelin! S,P eller K" spørger jeg.
"K" siger hun og smiler mod Martinus.
"Giv Martinus et kys" siger jeg og smiler. Hun smiler og giver Martinus et kys.

Da det blev min tur...

"Okay Julia, S,P eller K?" spørger Martinus.
"S" siger jeg og smiler til ham. Jeg er bange for hvad han vil spørge om.
"Beskriv din drømmefyr" siger han og smiler hemmelighedsfuldt. Okay? Skal jeg bare beskrive Marcus? Det er jo ham jeg kan lide?
"Jo, men drømmefyr har blond hår, de smukkeste og søde brune Bambi Øjne, højere end mig, en jeg har det sjovt med, en som jeg altid kan stole på, en som altid vil være der for mig, en som kan lide mig for hvem jeg er" siger jeg, og hele den tid jeg talte, kiggede jeg på Marcus.
"Okay, Marcus?" spørger Madelin.
"S" siger han stille.
"Beskriv din drømmepige" siger hun og smiler, også hemmelighedsfuldt. Nu lytter jeg gerne på hvad han siger, han kigger lidt hen imod mig og vender så hoved imod Madelin.
"Hun, hun er en fantastisk pige, en som bare er sig selv og skal ikke ændres, hendes naturlige hårfarve er blond, og det er den bedste farve, intet behøver at blive ændret på hende, hun kan altid få mig til at grine og hun er bare helt fantastisk og kan lide mig, ikke fordi jeg er kendt, men fordi jeg er mig selv" siger han stille. Jeg kan mærke at jeg rødmer... Jeg, jeg ved ikke rigtig hvad der skal ske nu?
"Madelin! Må jeg lige tale med dig ude i haven?" spørger Martinus, det lyder som en sketch. Wow! God plan venner!
"Selvfølgelig Martinus!" siger hun og smiler til mig. Hun rejser sig og jeg sender hende et DU-ER-DØD-BLIK! Hun sender bare et DU-VIL-TAKKE-MIG-SENERE-BLIK. Jeg smiler skævt og de smutter ud i haven, og så er der en akavet stilhed.
"nåå..." siger jeg for at få en samtale i gang.
"ja..." siger Marcus. Okay, det kan ikke blive værre end det er nu?!
"Du ved godt, at det var dig jeg prøvede at beskrive? Gjorder du ikke?" spørger jeg nervøst. Han kigger op på mig og hans øjne lyser af glæde.
"og ved du at det var dig jeg beskrev?" spørger han og smiler svagt. Jeg nikker stille, og han nikker stille. Han læner sig frem imod mig og jeg læner mig automatisk imod ham også. Vores læber mødes og de passer perfekt sammen. En fantastisk følelse suser rundt i min krop og da vi trækker os kan jeg ikke lade være med at smile, Marcus smiler også...