FriendMail | Marcus & Martinus

Utro!

35. Kapitel
Maraton 10/10

Vi er lidt i Mosjøen og jeg finder 2 covers som jeg bare skal have! Det ene er hvor der står His Girl, og på det andet står der Her Boy. Jeg kan ikke lade være med at tænke på mig og Marcus. Jeg køber dem og kan ikke lade være med at smile...

vi er også lidt rundt i en park, lidt rundt i byen og bare sådan pige hygge?

Vi sidder lidt derhjemme og sidder bare og hyggesnakker da jeg får en besked fra Martinus.
>klar< står der. Jeg smiler lidt for mig selv og begynder at tænke over hvordan jeg får hende med ud i skoven.
"KOM! Videre til næste del, en hyggelig skovtur!" siger jeg. Hun smiler men ser lidt forvirret ud.
"Vi har lige spist?" spørger hun.
"Ikke ødelæg det! Kom nu!" siger jeg ivrigt og smiler. Hun nikker og vi smutter mod skoven. Jeg må indrømme at jeg ikke kender skoven særlig godt så det tager mig lidt tid før jeg finder søen. Og dér står Martinus, han har lys og jordbær og drikke med. Madelin får tårer i øjnene og løber ned til ham. Martinus sender mig et taknemligt blik og jeg smutter hjem igen.

Da jeg kommer ind i entréen dufter der rigtig godt af mad? Men Gerd Anne er ikke hjemme? Kan Kjell Erik lave mad?

Da jeg kommer ind i spisestuen ser jeg at bordet er dækket og der er mad klar. Marcus kommer frem og smiler, han har en pakke i hånden men prøver at gemme den.
"Hey smukke" siger han og giver mig et kys på kinden.
"Har du gjordt alt det her? Hvornår?" spørger jeg.
"Da du var sammen med Madelin, da i var på vej mod skoven, jeg har talt lidt med Martinus" siger han og smiler kækt. Var JEG med i hans plan?! Den havde jeg ikke set komme.
"Kan du lide det?" spørger Marcus nervøst.
"det er perfekt" siger jeg og smiler. Vi sætter os og begynder at spise, jeg tænker ikke rigtig over at det går hurtigt, jeg synes at det passer til os.
Da vi har spist går vi op på vores værelse, skifter til nattøj og sætter en film på. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at stirre på Marcus' mave?! Den er jo... Perfekt?! Hvordan er dét dér overhoved muligt?!

Vi sidder og ser en film da jeg pludselig får det, virkelig, dårligt. Så jeg løber ud på toilettet og brækker mig. Hvorfor kaster jeg op? Mit hoved svimler og jeg kan ikke få mig selv til at stå op. Marcus kommer hurtigt ind på badeværelset men jeg kigger væk.
"Marcus gå ud, du skal ikke se mig sådan her!" siger jeg men lige efter kaster jeg op igen.
"Julia, jeg vil hjælpe dig, uanset med hvad" siger han.
"MARCUS! Gå ud! DU skal ikke se mig SÅDAN HER?!" siger jeg igen. Han sætter sig på knæ ved siden af mig og tager mit hår væk fra mit ansigt. Jeg ved ikke hvorfor jeg har det sådan her, men det har jeg bare.

Da jeg endelig er færdig med af kaste op og at have det dårligt kan jeg se at Madelin styrter grædende ind på hendes og Martinus' værelse.
"Undskyld, men jeg skal se hvad der er sket" siger jeg hurtigt og løber ind til hende.

Hun ligger og græder ned i puden.
"Søde, hvad er der sket? Gik aftenen ikke godt?" spørger jeg. Hun siger ikke noget, græder bare og kigger ned i dynen. Jeg giver hende et kram og kigger bekymret på hende.
"okay, vi var ved søen og det hele virkede så fantastisk..."

-.Madelins Pov.-

Jeg kan ikke tro mine egne øjne, har MARTINUS gjordt det her for mig?!
Vi sidder og snakker og spiser jordbær og lytter til vandet, det er bare helt perfekt!
"Madelin, du er helt perfekt, den mest fantastiske pige jeg nogensinde har mødt...vil du ikke gøre mig den ære at være min kæreste?" spørger Martinus. Jeg får helt tårer i øjnene.
"Der er ikke noget jeg hellere vil" siger jeg og giver ham et kys.

Da vi trækker os lægger vi os ned og kigger op mod himlen hvor der snart er helt klart og fyldt med stjerner.
"Bliv her, jeg kommer omlidt, jeg skal lige hente noget" siger han. Er der mere? Er det her ikke alt?! Hvorfor er han så perfekt?! Det er nærmest uhyggeligt? Han er FOR perfekt, der må sgu da være noget galt?!

Da han er væk begynder hans mobil at vibrere sindsygt. Jeg kan ikke lade være med at se hvad der er så vigtigt.
>SKAT? Hvornår kommer du? Er du kommet væk fra hende der Madelin? Hvorfor svarer du ikke? Elsker du hende mere end mig?< står der. Noget inden i mig går itu. Jeg vidste at det var for godt til at være sandt.

Martinus kommer tilbage og jeg kigger bare såret på ham. Han kan se at jeg har læst beskeden. Han får tårer i øjnene og sætter sig ved siden af mig.
"Hvad fanden er det her?!" spørger jeg vredt med tårer i øjnene.
"Madelin, det er ikke som det ser ud!" siger han hurtigt.
"så må du hellere forklare?! For det ser ret meget ud som det jeg tror?! Jeg vidste bare at det her var FOR perfekt?!" siger jeg grædende og vredt, hvordan kunne han gøre det her imod mig?!
"Madelin, det er dig jeg kan lide og elsker" siger han kærligt, men jeg tror ikke på ham, han er mig fandme utro?!
"DU ELSKER MIG?! DU HAR FANDME LIGE SPURGT OM VI SKAL VÆRE KÆRESTER?! OG JEG VAR SÅ DUM AT SIGE JA?! OG SÅ OPDAGER JEG AT DU ER MIG UTRO? ER DET SÅDAN AT ELSKE FOR DIG?!" spørger jeg vredt.
"Madelin, lad mig forklare!" beder han.
"MARTINUS! JEG HOLDTE FAKTISK AF DIG! FAKTISK, SÅ ELSKEDE JEG DIG, MEN ALT ER VÆK, ALT HVAD JEG HAR FØLT FOR DIG, ALT DA JEG SÅ DEN BESKED! JEG FATTER IKKE AT DU KUNNE GØRE DET?!" jeg rejser mig op men han tager fat i mig.
"Madelin! Lyt! Det er dig jeg elsker! Og kun dig!"
"JAER RIGHT?! OG DERFOR VAR DU MIG UTRO?! JEG FATTER JEG BARE IKKE MARTINUS! JEG HAR VIRKELIG TAGET HELT FEJL AF DIG!" siger jeg vredt.
"Madelin, jeg ved at det var dumt! Men du må lytte på mig -"
"Martinus! Jeg er træt! Jeg gider eller kan ikke høre eller se på dig lige nu! Jeg skal bare væk fra dig! Og det kan ikke gå for langsomt!" siger jeg og løber.
"Madelin!" råber han efter mig, jeg har lyst til bare at stoppe op, men jeg tvinger mig selv til at løbe videre. Jeg har det som om en kniv skære i mit hjerte, tænk at... jeg kan bare ikke fatte det! Jeg vil væk herfra, væk fra NORGE! Fucking NORGE! Fucking MARTINUS!

______________________________________________

Så er mit maraton slut! Håber i kunne lide det