The one who got away #3

Kapitel 15

Mia:

"Harry, min familie lander om 20 minutter" griner jeg da vi kommer ud af toget.

"Jamen jeg sagde jo vi ikke ville komme for sent" griner han

"Du er for meget" griner jeg da han åbner døren.

"Tænk på det kun er om sådan 3 måneder" smiler han og kigger ned på min mave.

"Det er vildt ikke?" smiler jeg og aer min mave.

Lige da vi kommer op til den sal hvor man ankommer stopper Harry op.

"Hvad laver du?" spørger jeg forvirret.

"Jeg har noget i min sko" griner han og sætter sig ned.

"Din fod" griner jeg.

"Hold kæft" griner han og hiver en sten ud af sin sko.

"Normalt" griner jeg.

"Nu skal du huske jeg er faren til dit barn så dit barn bliver lige så mærkelig" griner han og jeg griner med.

"Ej se" smiler jeg og peger op på en familie, en mor, far og lille pige som har en prinsesse kuffert og rottehaler.

"Nej hvor er hun sød" smiler Harry og rejser sig. Lige da han rejser sig støder vi ind i hinanden.

"Undskyld" smiler jeg.

Han siger ikke noget men det ligner lige han har fået en åbenbaring.

"Det var sådan vi mødte hinanden. Lige her" smiler han.

"Gud ja" griner jeg.

"Det var nok den mærkeligeste dag" griner jeg.

"Det er mærkeligt hvordan det lille stød kan være grunden til at vi skal være forældre" smiler han.

"Det er vildt" smiler jeg da vi går ind i velkomsthallen.

"Vi kan sidde her" smiler han og stiller sig ved en bænk.

"Lækkert" griner jeg og sætter mig.

"Sover du så virkelig på deres hotel?" spørger han forvirret.

"Ja, jeg bor ligesom rigtig langt væk. Og de er her kun i weekenden så jeg ser dem jo hele tiden" smiler jeg.

"Der er også plads til dig hvis du vil være der" smiler jeg.

"Hvis du altså ikke tager til LA imorgen" siger jeg stille.

"Vi kan lige se på det" smiler han stille.

"Det er bare en eller anden af den store families fødselsdag, det er nok ikke så vigtigt" smiler han.

"Det er jo stadig din søn" siger jeg stille.

"Det er ikke min uge, så det er jo ikke fordi jeg skal" siger han stille.

"Oh" siger jeg og tager mig til maven.

"Er du okay?" spørger han hurtigt.

"Ja, der bliver bare sparket" smiler jeg.

"Må jeg mærker?" spørger han, spændt.

"Ja, lige her" smiler jeg og tager hans hånd.

"Hov" siger jeg og slipper den.

"Hvad?" spørger han forvirret.

"Folk kan ikke se dig røre min mave, så begynder det hele jo" siger jeg stille.

"Det er lige meget, det er mit barn" smiler han og lægger sin hånd på min mave. Jeg rykker lidt på den så han rammer lige der hvor der bliver sparket.

"De tager billeder der" siger jeg stille.

"Fuck det" smiler han og beholder sin hånd på min mave mens han smiler.

Det er gange som det her, hvor jeg virkelig tror Harry og jeg kan blive et godt forældre team, jeg tror virkelig på at han bliver.

"Min mor har lige skrevet de er landet nu, så de skal bare lige have deres kufferter og så er de her" smiler jeg.

"Skal vi gå op eller blive siddende?" smiler han.

"Lad os bare gå op" smiler jeg.

"Lad mig hjælpe dig" smiler han og rejser sig.

"Tak" smiler jeg og tager i mod hans hænder.

Da vi kommer op til der hvor alle venter, står der en mand med blomster og venter nok på sin kæreste, forlovede what ever. Det får mig til at tænke på at jeg nok ikke får sådan i mit liv. Jeg kommer til at være enlig mor, til et barn hvor faren er verdens kendt og kan få lige hvem han har lyst til at få.

Jeg mister den del af mit liv om 3 måneder. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg har det med det.

"Er du okay?" spørger Harry pludselig.

"Ja" smiler jeg stille.

Pludselig kommer min familie gående og vi skynder os over til dem.

"Hej" smiler jeg og krammer dem.

De krammer alle sammen min mave før de går over til Harry og siger hej til dem.

Christopher er virkelig en overbeskytende bror, så han er ikke rigtig så stor fan af Harry lige pt. Som han selv siger det så venter han på at Harry har bevist han vil være her for mig og babyen.

"Skal vi komme mod hotellet?" smiler jeg.

"Lad os" smiler de alle sammen og går efter Harry og jeg ned mod toget.

"Har i jeres tasker? Eller skal vi forbi jer?" spørger min mor.

"Mine er ved hotellet" smiler jeg.

"Og jeg tror ikke-" starter jeg men Harry afbryder mig.

"Det er mine også" smiler Harry til mig.

De kigger alle sammen en smule overrasket for jeg tror ikke de vidste Harry faktisk ville sove på hotellet. Jeg vidste det ikke engang.

"Mener du det?" spørger jeg forvirret.

"Ja" smiler han.

"Skal vi tage elevatoren eller trapperne?" spørger min mor og kigger over på mig.

"Bare tage trapperne" smiler jeg.

Mens vi går ned ad trapperne holder Harry min ene hånd og går foran mig og hjælper mig sikkert ned.

"Tak" smiler jeg da vi er kommet ned.

Da vi kommer ned i toget er der fire sæder sammen og så er der to oppe foran.

"I kan bare tage de fire, så tager Harry og jeg dem oppe foran" smiler jeg.

Jeg ved Harry har det en smule akavet med min familie. Så jeg behøver vel ikke gøre det mere akavet for ham.

"Ej se, det er her hvor gamle og gravide kan sidde" smiler jeg og peger over mod skiltet med prioritering seatting.

"Det var da godt fundet" griner Harry og sætter sig ned ved siden af mig.

"Det er da ikke så dårligt at være gravid" griner jeg, han griner bare af mig som om jeg er vildt mærkelig.

"Nu skal du jo huske jeg er mor til dit ene barn, så du har et barn lige så mærkelig som mig" griner jeg.

"Pis altså" griner han.

"Ej hold kæft" griner jeg.

Da vi kommer til hotellet tager jeg min rygsæk på og min kuffert i hånden.

"Skal jeg tage noget for dig?" spørger Harry.

"Nej nej, det går" smiler jeg.

"Men tak" smiler jeg.

Da vi kommer over på hotellet har vi et lille 6 mandsværelse. To dobbeltsenge og to enkelmandssenge.

Harry og jeg får en af dobbeltsengene. Jeg har ikke delt en seng med Harry siden den aften hvor jeg blev gravid. Så det er lidt mærkeligt.

Men det er vel noget vi har gjort før, kan man vel sige.