The one who got away #3

Kapitel 17

Harry:

Efter jeg endelig lander i London igen, efter 1 meget voldsom uge i LA er jeg utrolig glad for at være hjemme og vide jeg ikke skal væk fra det her land før om mange måneder.

Det var nok den værste fødselsdag jeg nogensinde har været til. Det var bare Christopher og jeg alene størstedele af tiden undtagen Khole også holdte mig lidt med selskab.

Men ellers var jeg ret alene.

Lige da jeg kommer ud i velkomsthallen ringer min mobil.

Det er Mia.

Jeg skynder mig at tage den, det kunne være der var sket noget.

"Hej" siger jeg hurtigt.

"Harry" siger hun bekymret.

"Hvad sker der? Er i okay?" Spørger jeg hurtigt og holder min hånd fra mit andet øre.

"Der er noget som gør ondt, og jeg ved virkelig ikke hvad det er" siger hun og jeg ved hun kunne græde hvert sekund.

"Er du hjemme?" Spørger jeg.

"Ja" ømmer hun sig.

"Bliv der, jeg kommer så hurtigt jeg kan" siger jeg og lægger på mens jeg løber ud fra lufthavnen.

Jeg sætter mig ind i min bil og kører mod Mias lejlighed. Måske kører jeg lidt ulovligt men jeg er bange for Mia og vores datter.

Jeg finder min nøgle frem og låser op til Mias lejlighed. Jeg løber så hurtigt jeg kan op til hendes lejlighed.

Jeg åbner døren med et brag og ser med det samme Mia sidder på sofaen med våde kinder og holder på sin mave.

Jeg skynder mig over til hende.

"Jeg er bange" græder hun.

"Der sker ikke noget" siger jeg stiller og rejser hende op.

"Vi tager bare lige på hospitalet og ser om alt er helt okay" siger jeg stille selvom jeg selv er ved at græde af frygt.

Da vi kommer til hospitalet bliver Mia ført ind på et værelse. Jeg kan ikke lide at være i et venteværelse og bare ikke kunne gøre noget. Jeg kan ikke engang trøste Mia. Jeg sidder bare her som en taber og venter.

Hvad nu hvis vores datter ikke overlever. Det kunne jo godt ske, hvad nu hvis de fortæller Mia hun er død lige nu?

Det kan jeg slet ikke holde til.

Pludselig brummer min mobil.

Det er Kendall.

'Er Mia okay?' spørger hun.

Lige efter sender Gemma et billede og spørger om præcis det samme.

Billedet er fra et blad hvor man kan se mig på hospitalet.

Wow det går hurtigt.

Jeg har ikke tænkt mig at svare før jeg ved om de begge er helt okay.

Pludselig bliver døren åbnet.

"Er du faren?" Spørger lægen.

"Ja" siger jeg hurtigt og rejser mig.

"Vi har taget et par billeder og nu vil vi lige kigge på dem." smiler han.

"Er der stadig liv i babyen?" spørger jeg.

"Da jeg tog billeder bevægede den sig i hvert fald" smiler han.

"Jeg er sikker på at der ikke er sket noget" smiler han.

"Kan jeg gå ind til hende?" Spørger jeg.

"Bare gå ind" smiler han.

"Hun har nok stadig nogen smerter men det er blevet bedre" smiler han.

"Tak" smiler jeg og går ind.

Da jeg kommer ind ser jeg Mia sidder med helt våde kinder og kigger ud i luften.

Da jeg lukker døren kigger hun over på mig. Bagefter kigger hun ind i væggen mens jeg går over mod hende.

"Undskyld jeg trak dig med ind i det her" siger hun og kigger ikke engang over på mig.

"Det hele har bare været spild af din tid, du kan godt bare tage hjem og glemme det hele" siger hun stille.

"Mia, vi mister hende ikke" siger jeg og krammer hende.

"Jeg er bange" græder hun.

"Må jeg sætte mig på sengen?" Spørger jeg stille.

"Mhm" siger hun stille.

Jeg lægger vores jakker på en stol og sætter mig op på hendes seng.

Jeg tager armen om hende og hun lægger sit hoved ned til min skulder.

"Der sker ikke noget" siger jeg stille og aer hendes ryg.

Hun begynder at hulke.

"Der sker ikke noget" gentager jeg og kysser hendes hoved.

Jeg begynder at få hende tilbage til sig selv og smerterne er forsvundet. Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt for hvad nu hvis det betyder babyen er færdig nu.

Det er slet ikke sjovt på nogen måde. Det der dræber mig mest er at Mia er mere ked af det end jeg nogensinde har set og der er ikke noget jeg kan gøre udover sige det som lægen sagde til mig og jeg ved ikke engang hvor meget det hjælper.

"Jeg vil ikke miste hende" siger hun stille og snøfter hun.

"Det gør vi ikke" siger jeg stille.

"Hun kommer om et par måneder og hun kommer til at have det helt fint" siger jeg stille.

Pludselig går døren op. Mia rejser ikke sit hoved fra min krop så hun opdager ikke engang det er lægen som kommer ind igen.

"Så i to" smiler han.

Han ville ikke smile hvis vores barn var død. Den tanke forsætter i min hjerne.

"Efter de billeder vi har taget så ligner det ikke at der er nogen som helt problemer" smiler han.

Puha.

"Men hvorfor gjorde det så ondt?" Spørger jeg.

"Det kunne tænkes det bare var en krampe oven på plukveer" smiler han.

"Men, det vi også kunne se er at du skal slappe mere af" smiler han og aer Mias arm.

"Så vi ville-" starter han.

"Er i to sammen?" spørger han.

Vi kigger hurtigt på hinanden.

"Øhm nej" siger jeg stille og kigger tilbage på ham.

"Når okay, men vi ville bare sige at du måske skulle blive i sengen og slappe af indtil jeres baby kommer til verden" smiler han.

"Så hvis det er muligt for faren kan komme og underholde dig lidt ville det være godt" smiler han.

"Bare slap af" smiler han.

"Vi tager lige en scanning for at være helt sikker." Smiler han.

"Skal jeg rykke mig fra sengen?" Spørger jeg.

"Nej bare bliv der" smiler han og sætter sig over på den anden side.

Han går igang med at scanne Mias mave. Jeg bliver ved med at kigge på Mias mave. Mia kigger ikke engang op på min eller skærmen hendes hoved er stadig på min skulder.

"Kender i til kønnet?" Spørger han pludselig.

"Ja" siger jeg stille.

"Jeres smukke datter, har det helt fint" smiler han.