The one who got away #3

Kapitel 2

"Harry?" smiler hun og tager sine solbriller af.

"Wauw det er lang tid siden" smiler jeg.

Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg skal krammer hende eller ej. 

Og jeg ved hun har det på samme måde. Jeg kender hende stadig selvom der er gået så mange år.

Uden at tænke mere over det krammer jeg hende. Heldigvis krammer hun mig tilbage. 

Det er godt nok noget jeg har savnet. Hendes kram er nok noget af det bedste jeg ved.

Jeg havde ikke helt regnet med at når vi så hinanden igen, vi så ville være så glad og så smilende overfor hinanden.

"Hvad laver du her?" spørger jeg.

"Min bror har lige været her og jeg har lige sat ham af" smiler hun.

"Så har du endelig fået en bil?" spørger jeg overrasket.

"Ja" griner hun.

"Gæt hvilken en" griner hun.

"Hvis du siger Mini så græder jeg" griner jeg.

Hun vifter med sine bilnøgler så jeg kan se mærket. Det er en mini.

Vi bryder begge ud i grin.

"Jeg kan give dig et lift hvis det skulle være" smiler hun.

Det kommer helt bag på mig hvordan hun opfører sig.

"Medmindre du har en aftale med en som henter dig?" spørger hun.

"Nej nej, jeg skulle bare til at tage en taxa" smiler jeg og klør min nakke.

"Denne vej" smiler hun.

"Så hvordan er det at være far?" spørger hun da vi sætter os ind i bilen.

"Det er nok alt andet end jeg forventede det ville være" smiler jeg.

"Er det godt eller dårligt?" spørger hun.

"Jeg ved det ikke helt" siger jeg stille.

"Han er så fantastisk, men jeg tror bare at når jeg er sammen med en som jeg ikke rigtig elsker så er det ikke så sjovt" siger jeg stille.

"Er Kendall og dig sådan rigtig sammen?" spørger hun.

"Ja" siger jeg akavet.

"Hvornår fandt i sammen?" spørger hun.

"Lige efter han blev født, men vi boede sammen siden hun var i 6 måned" siger jeg stille.

"Men nok omkring mit liv. Hvordan har du haft det?" spørger jeg. 

Jeg vil rigtig gerne væk fra det her emne.

"Uh, meget godt" smiler hun.

"Jeg blev færdig på uni året efter vi gik fra hinanden. Så har jeg startet mit eget firma op og ja, det hele er meget hyggeligt lige nu" smiler hun.

Jeg kan godt lide hun undgår hendes kærlighedsliv, for det er ikke rigtig noget jeg gider at høre om hvis jeg skal være helt ærlig. Det ville nok stadig gøre ondt på mig hvis hun startede med at fortælle om det.

"Hvor lang tid siden er det du sidst var hjemme?" spørger hun forvirret.

"3 år" siger jeg stille.

"Hold da op" siger hun hurtigt efter.

"Det er da alligevel et par år" siger hun og kigger over på mig.

"Tja, i starten var det nok bare fordi jeg ikke kunne få mig selv til at tage tilbage, og ja så kom Christopher og så gav det hele mening at jeg blev" smiler jeg.