Jeasoul M.G

Kapitel 5

                                                                        Tvillinger

Emelis synsvinkel

Jeg vågner af min alarm. Jeg har en mega god følse i kroppen begrund 2 ting 1: begrund af Marcus kaldte mig smukke i går det er der igen dreng der nogen sinde har sagt til mig så det betød ret meget selv om han måske ikke mente det 2: jeg skal starte i skole i dag og jeg glæder mig mega meget men er også pisse nervøs. Jeg skynder mig at finde noget tøj. Det bliver en T-shirt fra H og M, et par bukser fra only og et par ankel sokker. Jeg bruger ikke noget Mack-up da jeg prøver at være så natureli som mulig. jeg løber ned af trapperne og snupper et æble og går ind i stuen og ser lidt Riverdale nu når der er 30 minutter før jeg skal mødes med Marcus. Vi aftalte at vi skulle mødes over ved ham.

*25 minutter senere*

Jeg går ud i gangen og tager min Day bag pak over skulderne og går over til Marcus. Jeg ringer på. Der går lidt tid inden han åbner " Hey er du klar til at gå smukke" siger jeg for sjovt. Han kigger mærkeligt på mig "øm... hvem er du "siger han med en alvorlig stemme " hahaha... hvor er du bare sjov" siger jeg irriteret." nej helt seriøst hvem er du??" siger han med en stemme som både lyder irriteret men også bange." øm Emeli... altså hende du stod og snakked med ude på din terrasse fra dit værelse i går "siger jeg lidt vredt. han begynder at grine lift og rækker hånden frem "Martinus Gunnarsen "siger han med et smil på læben. "OMG... det må du virkelig undskylde Marcus havde altså ikke sagt at han havde en tvilling "siger jeg flovt. shit jeg føler mig dum. jeg har lige stået og blive halv irriteret på en person jeg ikke har mødt." det gør ikke noget... men skal jeg hente Marcus "siger han med et smil på læben "ja tak "siger jeg stadig lidt flovt. Lidt efter kommer Marcus og Martinus gående eller er det om vendt det ved jeg ikke "undskyld jeg spørger men hvordan kan man se forskel på hinanden" spørger jeg flovt "altså jeg er Martinus og du kan se forskel på os ved at jeg har en skønheds plet på over læben og det har Marcus ikke" siger Martinus og jeg nikker langsomt. "øm.... vil du med ind "spørger Marcus genert "nej... jeg ville gerne hvis vi havde tid men det har vi ikke rigtig når der er 15 til vi skal være i skole "siger jeg glad. Marcus nikker forstående og tager sine sko og jakke og er klar til at gå. Der er ingen af os der rigtigt siger noget.

*5minutter efter*

Marcus bryder tavsheden "hvor boede du endelig før du flyttede til Norge" spørger han med et spørgende blik " øm... det vil ikke rigtig snakke om" siger jeg trist og der løber en tåre ned ad min kind jeg skynder mig at tørrer den væk inden Marcus ser den. Jeg begynder at gå hurtigere men han tager fat i min hånd og vender mig om så jeg kikker ind i hans kastanje brune øjne " hvorfor græder du smukke" siger han og nusser min hånd " jeg havde det bare ikke så godt der hvor jeg boede før" siger jeg og begynder at græde stille " så så... det skal nok gå" siger han trøstende og trækker mig ind i et kram. Det er en mega behagelig følse jeg har i kroppen. Det føles som om vi har været venner sådan for evigt men vi har kun kendt hinanden i 1 dag.