Jeasoul M.G

Kapitel 27

Hospitalet

"hvordan vidste han det " mumler hun " den var let nok... det var mig der lavede de" siger jeg sødt. " okay hvis vi er KÆRESTER hvor var det så vi kyssede første gang" siger hun som om jeg ikke kan svare på det... men det kan jeg godt " første gang vi kyssede var ude på din veranda vi var blevet uvenner og jeg ville prøve og vise hvad jeg rigtig følte. Så i det øje blik hvor du var færdig med at råbe af mig rykkede jeg mig frem og vi kyssede... du kyssede godt nok ikke igen tvært imod du skubbede mig væk og mente at den eneste grund til at jeg kyssede dig var fordi jeg ikke gad og høre på dig men det var det ikke, det var fordi jeg var så smask forelsket i dig... jeg troede faktisk ikke sådan en som mig kunne få en som dig men jov det kunne jeg godt... jeg var så over lykkelig lige indtil vi fuckede det op... eller jeg fuckede det op, jeg blev sur over at du ikke havde skrevet en seddel, jeg var rigtig dum og kontaktede dig ikke i 3 dage... men så dukkede du op. Her i Thailand og hele min verden brød sammen, for det var i det øjeblik jeg fandt ud af det var dig... dig jeg ville bruge resten af mit liv sammen med..." jeg sider med tåre i øjnene jeg kigger ned i mine hænder og begynder at græde. " ik græd... du får bare mig til at græde putte" siger Emeli. Jeg kigger hurtigt op og ser hun har tårer ned af kinderne... vent hvad var det lige hun kaldte mig. Jeg stirre på hende og hun begynder og smile " kom her putte " siger hun og åbner armene. Jeg rejser mig og trækker hende ind til mig jeg klemmer hårdt " putte hvis du ikke giver slip nu så klemmer du alt luften ud af mig " siger hun og griner." kan du huske mig " hulker jeg da jeg har trukket mig fra krammet. " selvfølgelig kan jeg huske dig... så svær er du altså ikke og glemme" siger hun med tåre ned af kinderne. Jeg kigger hende i øjnene og trækker hende ind i et kys. Da jeg trækker mig smiler hun over hele hovedet. " hvor er Kjell-Erik endelig " siger hun og kigger mig i øjnene.

Emeli's synsvinkel

Han begynder og græde. Jeg trækker ham ind i et kram. Han sider og hulker ned i min skulder, jeg begynder selv og græde. Da jeg trækker mig 'åbner han munden men der kommer ingen ord ud." ha... han...er... taget tilbage til Norge... begrund...af at han har fået halskraft "hulker han og bryder sammen. Jeg knuger ham hårdt ind til mig, og begynder selv at græde. vi sider der lidt. Marcus's åndedræt bliver tunger og tunger. Jeg kigger ned han er faldet i søven. Jeg tager min dyne og lægger den over ham. Jeg lægger mig selv under dynen og putter mig ind til ham, han kommer med nogle lyder og lækker sin arm om mig " du for aldrig lov til at gå fra mig igen " hvisker han i mit øre og kysser mig i håret. " det lover jeg " hvisker jeg og lægger mig længer ind til ham og falder i søven. Jeg åbner øjnene. Jeg ligger stadig i Marcus's arme. Jeg kigger ud af vinduet det er mørkt udenfor. Jeg tager min telefon og tjekker klokken. 2:47. jeg slukker den igen og putter mig ind til ham og lukker øjnene. Men jeg kan ikke sove vær gang jeg prøver ser jeg bare hvordan jeg fald i elevatoren, igen og igen. Det værste var jeg kunne høre ALT vad de sagde. Jeg mærker en tårer ned af min kind. Hvad nu hvis jeg var død. Var der så overhovedet nogen der ville have været kede af det.