Jeasoul M.G

Kapitel 11

 FORSVIND

Jeg når kun lige at side og græde i 10 minutter før der er en der banker ret hårdt på døren. jeg åbner den med tåre løbene ned af mine kinder. " Martinus ik' lige nu " " jov det skal nemlig være lige nu " siger han med en bange og nervøs stemme. han tager stramt fat i min arm og slæber mig med over til ham jeg prøver at komme fri men det kan jeg ikke han er for stærk. Jeg bliver trukket op af deres trappe. Jeg ved ikke hvor jeg skal hen da jeg kun har været i deres hus 1 gang før. Jeg bliver trukket ind i et mørkt rum. Gardinerne er trukket for så man ikke kan se noget som helst. "FORSVIND " råber en stemme i mørket. Jeg for et kæmpe sjok og skriger. Der bliver et lys tænkt og ser det er Marcus. Martinus er her ikke længer han må have listet sig ud. Marcus har helt røde øjne man kan se han har grædt. Det gør helt ondt i hjertet at se ham græde. Der begynder langsomt at glide tårer ned af min og hans kinder. Jeg går langsomt over mod hans seng og sætter mig på senge kanten. " Marcus ik' græd du får bare mig til at græde" hulker jeg. " jamen hvordan vil du have mig til ikke og græde når den person jeg elsker mest på jorden, hader mig " græder han ned i sin pude. Jeg rejser mig op og han kigger op. "jeg hader dig altså ikke... du sårede mig virkelig da du ikke gad sige vad der var galt ude på sygehuset. jeg troede nemlig vi var beder venner det" hulker jeg og snøfter lidt bagefter " jamen jeg vil ikke være venner..."hulker han. OMG det mener han ik' vel. Så nu har jeg lige sat og sagt hvad jeg føler for mig og så vil han ikke engang være min ven. Jeg kan ikke klare ham. Jeg kan mærke vreden inde i min krop. " JAMEN SÅ VIL JEG HELER IKKE VÆRE DIN VEN... OG DU SKAL ALDRIG KONTAKTE MIG IGEN ALDRIG" råber jeg lige ind i hans hoved og løber ud af værelset." Emeli vent lidt du lod mig ikke tale færdig" råber han efter mig men jeg er lige glad jeg skal bare væk her fra. På vej ned af trappen løber jeg lige forbi Martinus. " hvad er der galt Emeli " du kan spørger den idiot i dit hus" siger jeg og løber grædende ud af deres hus men jeg når ikke så langt før der er en der tager fat i min hånd. Min forkerte hånd. Jeg mærker smerten fra mit forstuvet hånd og skriger. Fuck det gør ondt. Jeg ligger mig ned på asfalten og begynder at græde endnu mere " undskyld, undskyld, undskyld det var virkelig ikke med vilje undskyld" jeg bliver bærret op i brudestilling og ført ind i deres hus igen. "MARCUS... HJÆLP" råber Martinus med tåre i øjnene. Jeg høre en dør brage op og en Marcus kommer spurtende ned af trapperne og er lige ved at falde. Han skynder sig over til Martinus og tager mig ud af hans greb. Og krammer mig hårdt. Først er jeg lidt forvirret men lidt efter krammer jeg bare med. Lidt efter giver jeg slip, mit hoved begynder at køre helt rundt og smerten fra mit håndled er helt ubeskrivelig. Marcus kigger mærkeligt, men samtidigt nervøst på mig. Mit håndled begynder at gøre mere ondt. Og det er helt utroligt at jeg stadig har flere tåre tilbage. " mit håndled " hulker jeg til Marcus. Han kigger spørgende på mig. " jeg gik i panik da jeg så Emeli komme grædende ned af trappen så jeg kom til at rive i hendes forkerte hånd" siger Martinus med tåre ned af kinderne. Marcus bære mig op på hans værelse og ligger mig i hans seng. Han putter dyne over mig og sætter sig på senge kanten " du lod mig altså ikke tale færdig " siger Marcus med en trist stemme " jeg vil ikke være venner med dig for...