Jeasoul M.G

Kapitel 10

Sandeheden

Marcus's synsvinkel

Jeg skynder mig op på værelset og ud på terrassen. Emeli har ikke trukket sit gardin fra så jeg kan se ind på hendes værelse. Hun ligger og græder. Det gør ond at se hende græde. Jeg skynder mig at skrive til hende" undskyld... kan du ikke komme ud på din terrasse så jeg kan forklare "

Emeli's synsvinkel

Jeg ligger og græder lidt. Hvorfor kunne Marcus ikke bare sige sandheden i stedet for at være så kold, jeg troede vi var beder venner ind det. Min telefon lyser op gæt hvem en snap fra Marcus selvfølgelig "undskyld... kan du ikke komme ud på din terrasse så jeg kan forklare" jeg kigger hurtigt over mod min terrasse vindue og ser Marcus stå over på hans terrasse jeg går over til vinduet og trækker gardinet for. Han kan komme her over hvis han vil snakke. Jeg Ligger mig over i min seng og falder i søven.

*næste morgen*

Jeg vågner af min alarm. f*** jeg har glemt at slå min alarm fra. Så man vågner lige 6.30 en lørdag Yes" mærk ironien. I dag har jeg ikke tænkt mig at lave så meget eller rettelse jeg kan ikke lave så meget nu når jeg har for stuvet hånden. Så det bliver bare netflix, min seng og mig i dag. Det er da også hyggeligt nok. Min mor og far skal over til en eller anden konference så jeg er bare alene hjemme i dag. Jeg tager min telefon op. Jeg har fået en snap fra Marcus. Jeg vælger at ignorer den og tjekker de andre sociale-medier. Jeg tager mig sammen og går over og tage noget slappe af tøj på. Jeg tager min dyne med ned i stuen. Jeg ligger bare og ser Riverdale. Jeg når cirka at se 1 episode da det ringer på døren. jeg rejser mig langsomt op og går ud mod døren. jeg åbner langsomt døren. og gæt hvem der står der i dør åbning... Marcus. Jeg skal lige til at smække døren i hovedet på ham men han når at tage sin fod ind foran så jeg ikke kan lukke døren." vil du ikke nok lade mig forklare..." jeg vender øjne af ham " plz" " hvorfor skal jeg lade dig forklare. Du valgte selv at være kold da jeg faktisk prøvede at hjælpe dig men nej nej vi var åben bart ikke så gode venner at du kunne fortælle dine problemer " sagde jeg vredt. han står bare og stirre på mig. Jeg kan ikke læse hans blik det er som om han er gået i en trance. Jeg skal lige til at vende mig rundt da han griber fat i min hånd og trækker mig ind i et kys. Jeg når slet ikke at reager jeg skubber ham hurtigt væk." du skal ikke bare tro at du kan komme og kysse mig og så regne med alt er ok igen. Du sårede virkelig mine følelser" siger jeg. Jeg kan mærke en tåre trille ned af min kind men jeg tørre den ikke væk jeg lader den tage frit løb. " jeg..." han når ikke at sige mere før jeg smækker døre. Jeg kan høre han gå. Jeg glider langsomt ned af døren. jeg græder virkelig meget nu. Jeg gider ham ikke længer jeg går ind på snapchat og bloker ham. Jeg vil aldrig tale med ham igen. Måske syndes i jeg overreager lidt men i skal lige tænke på jeg aldrig har haft nogle rigtige venner så jeg ved ikke hvordan jeg skal reager når han virkelig har såret mig. Jeg kan mærke tomrummet igen det samme tom rum som var i min krop som før jeg rejste til Norge.

FBl