Jeasoul M.G

Kapitel 30

Marcus's synsvinkel

Jeg kan høre ambulancen skinger lyd længer ned af gaden. Det hele går så hurtigt. Til sidst står jeg bare på verandaen helt alene. Jeg løber alt hvad jeg kan hjem og spurgte ind ad hoved døren og ind til mor. " mor vi køre NU" græder jeg. Mor rejser sig op uden og spørger. Og løber ud i gangen og tager sko på. da vi ankommer til hospitalet, glemmer jeg helt mor og løber bare ind. " Emeli Stovgård". vov deja-vu. " etage 5 stue 102" siger hun og peger op ad gangen ned mod elevatoren. Jeg løber igennem menneske flokken og over mod elevatoren. Da jeg komme ind i elevatoren trykker jeg hurtigt på etage 5. og løber ud. " 99,100,101,102 " næste råber jeg. Der er nogle der vender sig rund og kigger skræmt på mig, men jeg er ligeglad. Jeg bryder døren op. Jeg træder ind ad døren og der, lige der ligger hun, min eneste kærlighed, min eneste kærlighed som hedder Emeli Stovgård, hende jeg vil følges med hele mit liv. Jeg går langsomt over mod sengen og for tåre i øjnene. Jeg stiller mig ved siden af sengen og tager hendes hånd og kysser hende bildt på panden." farvel" hvisker jeg og for tåre i øjnene. Jeg bryder sammen. Jeg sætter mig på knæ foran sengen og græder ned i hendes hånd. " undskyld... det hele burde være mig" hulker jeg ned i hendes hånd Jeg kysser den blidt. jeg kigger op mod loftet. Jeg mærker hendes hånd rykke på sig og jeg kigger hurtigt ned på hende. Jeg rejser mig op og holder hendes hånd. Jeg for flere tåre i øjnene. "Emeli... hvis du kan høre mig så plz vågn... jeg kan ikke leve uden dig" hulker jeg med tåre ned af kinderne. Der bliver helt stille. Lydes stilhed bliver brudt af en høj bib lyd. Jeg kigger over mod den lille computer og der er en helt lige streg. "NEJ EMELI... NEJ... KOM TILBAGE... DU KAN IKKE EFTERLADE MIG" rusker jeg i hende. Lægerne kommer ind de prøver og rive mig væk. Da de endelig for mig revet væk. Løber jeg ned af gangen. Jeg kigger mig til siden. Jeg standser Brandt op. Jeg går lidt til baglæns så jeg kunne se personen igen. "FAR... " råber jeg af mine lungers fulde kraft. Far kigger forvirret op og åbner armene. Jeg spurgte ind i hans arme. " jeg troede du var død " hulker jeg ind i hans skulder" død... hvem har sagt jeg var død " siger han med tåre i øjnene. " mor sagde du var død " siger jeg og hulker vider. " hvor har hun fået den mærkelige idé fra" siger han og der er en tåre der stryger ned over hans kind. " kan du ikke få fat i mor " siger han. Jeg nikker hurtigt og løber ud. Jeg kommer ned i receptionen og mor sidder på en stol. " moar... her over " råber jeg med tåre ned ad kinderne. Hun kigger hurtigt op og løber mod mig og trækker mig ind i et kram. " mor... far er slet ikke død " min stemme knækker da jeg siger død. Hendes øjne bliver store. " hvor er han" siger hun ret højt. Jeg trækker hende hele vejen med op til fares værelse. Hun løber lige med det samme over til ham og krammer ham. Jeg vil ikke afbryde dem så jeg sætter mig på en stol foran værelset. Det går pludselig op for mig at jeg mangler en... Emeli. Jeg spurgte over til hendes værelse. Hun sidder denne gang op og kigger ned i sin telefon. Min verden bryder ned. " Emeli..." siger jeg og min stemme knækker. Hun kigger op fra telefonen. Hun for tåre i øjnene. Jeg løber over og kaster mig ind i hende. " jeg troede du var død " hulker jeg vider ned i hendes skuldre. " Marcus... jeg kunne høre alt hvad du sagde" siger hun og hulker ned i sine hænder. Jeg fjerner hendes hænder og tørre hendes tåre væk. Vi kigger hinanden i øjnene i lidt tid. Jeg læner mig frem og vi kysser. Jeg mærker glæden men også tristheden vokse i min mave. For dette kys kunne være det sidste jeg nogensinde fik fra hende. Jeg for flere tåre ned af kinder." Marcus din far han er her også" siger hun glad. Jeg trækker hende ind i et kram" det ved jeg godt" hvisker jeg.