Jeasoul M.G

Kapitel 29

skoven

" du kommer bare " svare jeg hurtigt. Lidt efter ringer det på døren. jeg går ned og åbner. Og der. Der står Marcus med tåre ned af kinderne. " Marcus... hvad sker der " siger jeg nervøst. Hans øjne er helt røde. Det ligner han har grædt i langtid. " Marcus.... Hvad sker der svare mig " siger jeg og vifter med hånden op foran hans øjne. " det er far han...

Marcus's synsvinkel

Vi er lige blevet hentet i luft havnen og er på vej hjem. Emeli ligger og sover op ad min skulder. Da vi kommer hjem giver jeg hurtigt en farvel krammer til Emeli som ellers bare spurter hjem. Da jeg kommer ind ad døren, er der helt stille. Det er faktisk lidt uhyggeligt. Jeg sætter mine ting og går ind i stuen. Mor sidder med hovedet ned i sine hænder og græder, men Martinus og Emma er her ikke. Jeg går over mod mor og lægger en hånd på hendes skulder. Hun kigger forvirret op. Derefter rejser hun sig og trækker mig ind i et kram. Jeg står bare lidt og fatter ingen ting. " mor hvad sker der " siger jeg nervøst. Hun kigger mig i øjnene " det hele er slut " siger hun og bryder sammen på gulvet. Det gør ondt og se hende sådan. " mor hvad mener du " siger jeg bange. " det hele er slut... din far er død... Macaus de kunne ikke rede ham. Han er død "siger hun og græder vider. Jeg sidder og stirre ud i luften. Det kan ikke passe hun lyver... far kan sku da ikke være død. Jeg rejser mig op "DU LYVER FAR ER IKKE DØD" råber jeg ned til hende. Jeg kan mærke tårerne presse på. jeg løber op på værelset og smækker døren. jeg smider mig i sengen og begynder og græde. Far kan ikke være død... nej nej nej han kan ikke være død... jeg nåede ikke engang og sige farvel... og det sidste jeg sagde var bare... "okay hvad er der" og lagde på. han kan bare ikke være død. Døren går op til mit værelse. Jeg drejer hovedet og ser Martinus. Han har også tårer ned af kindrene. Jeg rejser mig og løber lige ind i et kram. Vi hulker ned i hinandens skulder. Jeg trækker mig. Jeg kan ikke klare det lige nu jeg er må til at komme væk. Jeg løber ned ad trappen jeg kan mærke tårerne ned af kinderne. Jeg tage skoene på og løber. Jeg løber bare alt hvad jeg kan. Jeg skal bare væk. Jeg løber igennem skoven og op på bakken hvor bænken er. Jeg sætter mig og begynder at græde. Jeg kigger op på stjernerne " HVORFOR... HVORFOR KUNNE I IKKE HAVE TAGET MIG I STEDET " råber jeg op til dem. Jeg kan ikke mere... jeg har brug for en at snakke med ellers kommer jeg aldrig igennem det her. Jeg skriver hurtigt til Emeli. " må jeg komme over". Hun svare hurtigt. Jeg rejser mig og begynder at løbe. jeg står foran hendes dør. Da jeg ringer på går der ikke mere ind 30sek før hun står i døren. "Marcus hvad er der" siger hun nervøst. Lige da jeg høre hendes stemme bryder hele min verden sammen inde i mig." Marcus hvad er der svar mig nu " siger hun bange. Jeg kan mærke at mine tåre presser på. jeg vil ikke græde foran hende, men jeg kan ikke holde det tilbage. For jeg hvad når jeg siger det bliver det 1000 gange være. "det er far han...er død" siger jeg og bryder sammen på jorden. Jeg kigger op efter lidt tid. Hun stirre ud i luften og der triller en tåre ned af hendes kind. Jeg rejser mig og trækker hende ind i et kram. Men hun krammer ikke med. Hun bliver svajer og svajer og falder lige i mine arme. Jeg ligger hende på verandaen. " EMELI HVAD SKER DER... HALLO EMELI... EMELI VÅGN OP" siger jeg med en skælvene stemme som hele tiden knækker. Hoved døren bliver flået op og hendes mor kommer ud. Da hun ser Emeli for hun et sjok og går lidt tilbage. Og derefter sætter hun sig på knæ ned foran hende. " ring efter hjælp..."

UO