Jeasoul M.G

Kapitel 32

maraton 1/10

 jeg trækker mig fra min mors, fars og vigtigst af alt min søsters kram. " men lille putte hvor har du været henne i al den tid" hulker mor med tåre ned af kinderne. " jeg har boet ved mor og fa.... Eller nej de er så ikke min mor og far.... okay jeg er faktisk ret forvirret nu... men jeg vil gerne vide en ting" siger Emma og kigger spørgende på mig. " hvordan er i ikke døde" siger hun og sætter hovedet på skrå. " vi har aldrig været døde....... Faktisk troede vi du var død" siger jeg og får tåre i øjnene. " jamen... en dag da jeg var på vej hjem fra... børnehave kom der en bil med min mor.... Eller hun er ik min mor.... I ved hvad jeg mener. Men hun sagde i var døde i en bil ulykke og hun skulle være min nye mor" siger hun og for tåre i øjnene. Hun kigger op og tager hænderne op til munde og gisper" hun kidnappede mig " siger hun med en let gipsen og bryder sammen. Jeg griber hende på vej ned og begynder selv og græde. " jeg har været kidnappet hele den tid jeg har boet ved hende" siger hun og græder ned i min skulder. Jeg nikker langsom. " men vi troede du var død i en bil ulykke" hulker jeg. Mor bryder lige pludselig ind" ved i hvad skal vi ik bare glemme det hele... så længe du er her nu er det hel okay" siger hun nervøst. Jeg kigger underne på hende. " mor tror jeg nok... du ved godt at du lige har sagt at det er i orden at en fremmed dame har kidnappet mig" siger Emma fornærmet med tåre ned af kinderne. Min mor sukker og løber op ad trapperne med tåre ned af kinderne. " du skal ik tage dig af hende... hun mente det ik "siger jeg blidt til Emma. " det troede jeg hun gjorde... for hun så død seriøs ud" siger Emma. Det lyder som om hun er lige ved at bryde sammen igen. " men Emma... hvis du har lyst må du godt sove ved mig" siger jeg stille. Hun kigger op og smiler blidt " det vil jeg meget gerne... men jeg burde nok lige fortælle dig noget... jeg bor altså i Italien " siger hun stille og kigger ned. jeg nikker langsomt " men så må jeg jo heler sørger for at få din snap så vi kan snakke vær dag... ik' også" hun nikker stille og vi går op mod værelset. Glæden inde i mig føles fantastisk. Jeg har fået en kæreste, jeg har fået min søster tilbage og jeg har rent faktisk venner. Jeg ligger og tænker lidt imens jeg kan høre hendes vejrtrækning bliver langsommere og langsommere. jeg begynder igen og tænke på der kun er 9 måneder til jeg skal hjem igen... og tro mig det gider jeg ikke. Jeg for tåre i øjnene bare ved tanken så jeg tror nok lige det bliver hård når det sker.... Men jeg ved 1 ting jeg er nød til at slå op med Marcus inden jeg rejser... for jeg kan ikke bære tanken om ikke og snakke med Marcus vær dag, tale med ham vær dag, kramme ham vær dag eller kysse ham vær dag. Jeg tror faktisk jeg fortrækker døden mere end at undvære Marcus. Jeg ligger i total stilhed da jeg får en besked fra Marcus. " smukke jeg kan ik sove må jeg komme over... ps den der overraskelse kan du finde hvis du går ud på din terrasse/ varende" jeg mækre jeg bliver lidt nervøs for jeg havde helt glemt overraskelsen. Jeg rejser mig langsomt fra sengen da jeg helst ik vil træde på noget da det er ret mørkt. Jeg åbner døren og kigger ud. Marcus står der med blomster i hånden og åbne arme. Men der er en forandring, " nej, nej, nej det har du ikke gjort " siger jeg og løber lige ind i armene på ham. Jeg hopper op så jeg sidder på hans hofter og kysser ham. " Marcus det har jo kostet mega meget og bygge" siger jeg da vi har trukket mig han trækker på skulderne " jeg har penge nok" siger han med et kækt smil på læben " men man kan sku da ik bare lige sådan bygge en bro over til hinandens terrasser " siger jeg og grinder lidt " det kan du da se man kan" siger han og klør sig lidt i nakken " men kan du lide det " siger han nervøs. Shit han er bare så f****** sød " selvfølge lig kan jeg lide det... men altså der er noget jeg er nød til at fortælle dig " siger jeg seriøst. Marcus kommer lidt tætter på og kigger nervøst på mig.