Jeasoul M.G

Kapitel 38

maraton 7/10

Han vender sig rundt og jeg sætter mig brat op. han kigger langsomt rund og da han kommer til mig stirre han bare på mig. " jamen hej med dig Emeli " siger han kækt og går ned mod mig. Jeg giver mig selv en pandeklasker og rødmer. " åh nej ik dig" siger jeg trist. Der er nogle der begynder og grine. Han ligger sin hånd på min skulder " det skal nok gå... du skal kun have mig til dansk, matematik og engelsk. Siger han og klapper mig på skuldern. " undskyld jeg spørger men hvordan kender i hinanden " siger Wiki lidt fornærmet. " Malthe er på en måde min fætter " griner jeg ned i mine hænder. han går op mod tarvlen igen og undervisningen går i gang.

Jeg er lige nu på vej hjem til Amalie. Da vi kommer op på hendes værelse satte hun sig på seng og klappede på sengen som en hentydning til at jeg skulle sætte mig ved siden af hende. " nå fortæl ALT" siger hun spændt. Da jeg har forklaret det hel sætter vi begge med tåre i øjnende og krammer hinanden. " det må have været forfærdeligt" siger hun ulykkeligt. jeg nikker og rejser mig op og tørre tårrene væk. " jeg tror det er ved at blive sent så jeg må nok heler komme hjem " siger jeg. Hun følger mig neden under og giver mig en krammer " kom godt hjem " siger hun da jeg er på vej ud af deres udkørsel. Jeg går og tænker lidt for mig selv men mine tanker bliver afbrudt da der bliver lagt en hånd på min skulder. Jeg får et lille sjok og vender mig rund. Det er ham fra tidligere " hej " siger han sødt. " hej..." siger jeg spørgende. " Christoffer" siger han. Jeg kan godt selv regne ud at han mener hans navn er Christoffer." Emeli" sier jeg hurtigt. Han nikker hurtigt. Jeg kommer til mit hus og drejer af. Han ligger ikke mærke til det og begynder og snakke ud i luften. Jeg flækker af grin oppe ved hoved døren. han kigger til siden og ser rund da han for øje på mig griner han lidt og løber op til mig. Han giver mig en krammer og kysser mig på kinden det gysser igen hele kroppen. Han vender rund på hælen og løber om hjørnet. Jeg står bare lidt og drømmer om hvis det var Marcus. Det er der det går op for mig jeg stadig havde følser for Marcus og jeg ALDRIG skulle havde haft slået op, men det er for sent nu hvad der er sket er sket og sådan er det bare. Jeg smutter hurtigt op på værelset og i seng. Jeg når kun lige og lukke øjnene da min mor braser ind af døren. " der er telefon " siger hun rækker mig telefonen og går ud. " hej det er Emeli... hvem snakker jeg med" " Emeli plz ik læg på " siger en stemme som jeg genkender med det samme... det er Martinus's stemme. Jeg sukker dybt" hvad er der Martinus" siger jeg tungt. " Marcus er gået fuldstendig fra forstanden, han har truet med at begå selvmord og cutte osv. Du er nød til at komme og hjælpe..." jeg kan slet ik sige noget, det er som min læber er syet sammen" Emeli... er du der stadig" jeg snøfter hurtigt og der falder nogle tåre ned fra mine kinder. " Martinus jeg kommer så hurtigt jeg kan... bare hold øje med han ik gør noget dumt" hulker jeg " det lover jeg "siger han lettet og lægger på. jeg spurter op fra sengen løber over pakker en taske. " moar jeg sover hos Amalie de næste 4 dage så du skal ik være bekymret" råber jeg og smutter ud af døren og ned til metroen. Jeg tager metroen der stopper i Stochholm, Oslo og den by der ligger lidt ude for trofors.

*Spring turen over*

Turen tog virkelig lang tid når man sider og tænker på om ens ex har gjort noget dumt. Da toget stopper. Jeg løber alt hvad jeg kan op til gaden hvor Marcus og Martinus bor. Da jeg kommer op til deres hus løber jeg bare ind og oven på flår døren op. Marcus for et kæmpe sjok og hopper næsten op ad sengen. Jeg for tåre i øjnene. Da han ser mig laver han store øjne...