Jeasoul M.G

Kapitel 25

Marcus's synsvinkel

" Emeli Stovgård " siger jeg med tåre ned af kinderne og helt forpustet." du kan dvs. ikke komme på besøg. De er allerede i gang med operationen" siger damen sødet " men du kan tage plads i vente værelset" siger hun og peger over mod en række stole. Jeg sætter mig derhen og tager min telefon op ad lommen. 6 ubesvaret opkald og 3 beskeder. Jeg læser hurtigt beskederne. Der er 2 fra far og 1 fra Marinus. Jeg læser førets dem fra far. " MARCUS RING HURTIGT" står der på den ene " NU" står der på den anden. Jeg ringer hurtigt og der bliver svaret med det samme" åh Marcus jeg var bekymrede "" okay men hvad er der " snøfter jeg" øm altså jeg bliver nød til at tage flyet hjem begrund af at lægerne fandt ud af jeg havde... øm. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal sige det over telefon men her kommer det... jeg har fået halskraft... Marcus jeg har fået halskraft og skal akut hjem til Norge..." jeg når ikke at høre mere før jeg har lagt på. jeg vil ikke høre mere... jeg vil bare ikke høre flere dårlige nyheder. Jeg begynder at høre stemmer inde i mit hoved... det er din skyld... det er din skyld det hele... det er din skyld at Emeli kommer til at dø... det er din skyld din far kommer til at dø... det er din skyld det hele... det burde ikke være dem der døde... det burde være dig... jeg begynder at græde igen for mit hoved har ret. Den har ret i det hele... det burde være mig der dør og ikke dem... vent nej det burde det ikke for der er ingen af dem der kommer til at dø... i vært fald ikke før jeg har gjort alt hvad jeg kan for at undgå det. Pludselig føler jeg mig mega træt og Mine øjne bliver tunger og tunger og de falder i.

*3 timer efter*

" Marcus Gunnarsen" er der en der siger jeg kigger hurtig op og en læge står og kigger ned på mig. " ja det er mig " " der er en Emeli Stovgård der spørger efter dem ... så følg med mig hvis du ønsker og se hende " siger lægen. Jeg nikker ivrigt og følger med. Døren åbner og Emeli sider i seng med tåre ned af kinderne og åbner armene. Jeg glemmer alle og løber bare over og smider mig ind i hendes arme imens jeg græder ned i hendes skulder. " undskyld Emeli..." " du skal ikke undskylde din torsk" siger hun med en hæs stemme. " jeg trækker mig og kigger hende lige i øjnene og kysser hende. Det er den bedste følse i verden. Da jeg trækker mig begynder jeg at græde igen. Hun føre sin hånd op til min kind og tørrer tårende væk. " hvad græder du over putte " siger hun sødt " jeg troede jeg havde mistet dig for altid" hulker jeg. Hun trækker mig ind i et kram. Hun bliver pludselig meget slap og der kommer en høj bib lyd og hun falder om...

Jeg spærre øjnene op og sveder helt vildt. Jeg sidder stadig i stolen på hospitalet. Jeg begynder og græde. det var bare en drøm rolig nu beroliger jeg mig selv. Jeg kigger hurtigt rundt der er ingen i vente værelset. Jeg sider og kigger ned i min telefon da der popper en snap fra Martinus op. Jeg åbner den "Marcus jeg ved godt at du har brug for noget tid til at tænke over tingene så jeg skal nok lade være med at presse dig og alt mulig men du skal bare vide jeg er her uden set hvad "jeg svare ham ikke men kigger bare vider på min telefon. Jeg mærker pludselig en hånd på min skulder...