Feram Vampire | ✔️

FIRE

Reggie smilede til mig, med et smil, så falsk, at det kunne knække et spejl. Ved hans side stod Garry. Mary blev øjeblikkeligt stille. "Reggie... i behøvede ikke... ikke at komme... vi, øh... vi kan gå selv." Stammede jeg.
Garry's blik blev med ét koldt. "Mary, vi går!" Hvæsede han.
Mary begynde at gå, men jeg stoppede hende. "Nej!" Protesterede jeg. "Nej?" Reggie's stemme blev hård. "Nej! Under ingen omstændigheder skal Mary gå med Garry idag, eller nogen andre dage!" Råbte jeg. "Og hvorfor så ikke?" Spurgte Garry.
"Han bryder... loven! Tror jeg." Udbrød jeg. Garry kiggede uforstående på Reggie, som trak på skuldrene og kiggede frustreret på mig. "Victoria! Lad Mary gå og kom med! Jeg har et møde med Alpha-hannen fra en traditionel varulve flok om lidt!"
Jeg slap grebet om Marys skulder, og skubbede hende blidt mod Garry. "Bare hold ud." Hviskede jeg opgivende til hende. Hun nikkede og et par tårer gled ned over hendes kind mens hun lod Garry tage hende i nakken, og føre hende ud ad sygeafdelingen.
Reggie tog om mit håndled og trak mig hele vejen til hans hytte, hvor han slap mig i soveværelset. "Du skal aldrig holde nogen af mine hanner fra deres mager, er du med?!" Skændte han, bag den lukkede trædør.
Jeg rystede på hovedet, "Garry var ikke respektfuld overfor Mary hverken ved indvielsen eller ved sygeafdelingen!" Forsvarede jeg mig selv. Reggie kiggede frustreret ud i rummet. "Victoria!" Råbte han.
"Reggie, jeg lader ikke nogen han behandle en hun sådan, som Garry behandler Mary. Han er ond, kold og voldelig!" Råbte jeg tilbage. "Okay, okay. Jeg har fået nok! Ét ord mere og du vil blive straffet for den respektløshed, du har udvist mig og mine hanner, siden du ankom her!" Hans stemmeleje var lavt og truende. Jeg hævede hovedet en smule og tvang et skævt smil frem. "Kom an! Du kan straffe mig så vildt du vil, du kan tæske løs på mig, sende alle dine hanner eller varulve imod mig, men jeg vil altid, altid, beskytte mit ejet køn, Reggie! Det har ikke taget mig lang tid at indse, hunnerne ikke har nogen form for rettigheder i din flok, men det, Garry udsætter Mary for, er ondt. Umenneskeligt!" Min stemme fløj ned i samme tone, som hans egen.
Han tog en hurtig indånding før han trak mig med ud ad hytten, i sådan en fart, at jeg næsten ikke hørte ham sige "saml dem!" Til Daniel, da vi susede forbi ham.

Jeg blev bundet til en pæl, midt på en scene, på et øde sted i skoven. Flokken samledes om scenen, som var der en der skulle spille et stort nummer, eller en skuespiller ville holde en tale.
Reggie stod foran dem alle, med et stykke skind i hånden. "Godaften, allesammen!" Hilste han, mest for at få ro på området.
"Vi er nu samlet, få uger efter indvielsen, fordi min egen mage, skal straffes for hendes respektløshed, ikke bare overfor mig, men også overfor flokkens første-kriger, Garry, da hun ikke ville lade hans mage, Mary, tage med ham hjem fra sygeafdelingen, efter deres udskrivelse for få timer siden." Reggie skuede ud over den medium forsamling. "Hun forhindrede endda et vigtigt møde med aplhaen fra vores vigtigeste samarbejdsfælle, varulveflokken. Derfor bliver hun nu straffet, med den passende straf for hendes respektløshed. Varulve-angrebet." Reggie trådte tættere på mig og bandt skindet for mine øjne.
"Reggie!" Skreg jeg. Forsamlingen gispede pludseligt, og jeg hørte en hund gø, grådigt og rasende. "Det er umenneskeligt, Regem!" Hørte jeg en kvindelig stemme råbe. "Hold kæft, hun!" Hvæsede han efter hende.
Jeg kunne høre kæder rasle, og ramme gulvet. "Slip den, Regem! Lad hunnen straffe!" En mandestemme råbte.
"Rolig, allesammen!" Råbte Reggie gennem støjen fra publikum.
Jeg rystede. Mine ben rystede.
Lyden af kæder, der faldt til gulvet, fik mit hjerte til at stoppe. Følelsen af gulvet, der brummede under mig, hver gang det firbenede dyr ramte, var skrækindjagende.
Pludselig bed noget fast i mit lår. Jeg skreg, mens kæberne lukkedes tæt om scener og muskler, som senere knustes af styrken i kæberne. "Hjælp!" Råbte jeg skingert, men det blev overdøvet af syge kampråb fra hannerne, der heppede på deres Regem, og hans afstraffelse af mig.
Jeg mærkede igen kæberne tage fat, men denne gang i underarmen. Jeg kunne mærke knoglen give under for presset, og knække tæt på håndleddet. Mine skrig fik forsamlingen til at dæmpe sig lidt, for bare at komme tilbage med endnu mere styrke, da næste bid ramte mig, igen og igen.

Dyret blev trukket tilbage med magt og kamp af fire-fem vampyrer. "Bind hende op, Regem!" Råbte en kvindestemme. Reggie lo, en dyb, skummel latter, før hans fodtrin kunne høres gå tættere på mig. Han stoppede et par meter fra mig og snurrede rundt mod forsamlingen igen. "Nej," sagde han. "Nej?!" Råbte kvinden fortvivlet. "Hendes straf er ikke ovre, Aurora." Hvæsede han. "Regem!" Marys stemme skar gennem støjen af hanner der grinede og snakkede højlydt i munden på hinanden. "Tag i det mindste skind-bindet fra hendes øjne, og fortæl os, hvad der skal ske nu!" Fortsatte Mary. Reggie lo igen, "hvorfor?" Spurgte han overfladisk. "Fordi hun er din mage, Regem. Det er din lov, at behandle hende retfærdigt!" Råbte Aurora strengt.
Reggie sukkede opgivende, "ja, okay!" Råbte han og bandt skindbindet op. "Rolig, bloddråbe. Jeg fortælle hvad ser sker nu." Smilede han, da jeg begyndte at sparke ud efter ham, med mit gode ben.
Han så på mine blødninger fra benet, armen og få skrammer på resten af kroppen. "Hør efter!" Råbte han forgæves ud i forsamlingen, der valgte at overhøre ham. "Hør efter!" Råbte han, så mine ører begyndte at ringe. Han så kort på mig, før han vendte sin opmærksomhed mod flokken igen. Jeg fik et kort glimt af vampyren, i hans rød-stribede øjne.
Forsamlingen blev stille og så forventningsfuldt på Reggie.
"Den næste del af Reginas respektløsheds-straf er, at hun skal stå her, bundet til denne pæl, i fem dage, hvor hendes sår, skal hele sig selv. Hun må ikke modtage hjælp fra nogen hun eller han, i løbet af disse dage." Sagde han højlydt ud over flokken. De begyndte at klappe, før der igen blev stille. Reggie kiggede smilende på mig.
Jeg ville ikke kunne hele mig selv. Sådan var jeg ikke oplært. Jeg var oplært til at dræbe folk, der udfordrede mig eller prøvede at gøre det af med mig i kamp.
Der blev aldrig arbejdet på helningsprocessen i min gamle flok, hverken af mine forældre eller af min træner.
Jeg ville dø bundte til den pæl, hvis ikke jeg fik hjælp.