Feram Vampire | ✔️

Syvogtyve

Mørket omklamrede mig, mens Archie kæmpede for ikke at lade mig sove. "Tag hende," sagde han og overgav mig til en anden, før han selv løb ind i huset. Flere skud. Jeg ville skrige, men min krop ville ikke lade mig.
Det eneste mine tanker centrerede om, var Reggie.

Det meste der skete efter det, blev en sløret oplevelse. Mit syn virkede ikke, der var en ringen for mine øre og min krop var ude af funktion.
Da jeg igen kunne se klart, var jeg på sygeafdelingen. Jeg hostede let. "Hun er vågen!" Råbte en velkendt stemme. "Nellie..." sagde jeg hæst. Nellie kom frem, skubbede nogle sygeplejesker væk. "Du er vågen!" Gentog hun, imens hendes øjne fyldes med vand. "Hvor er Reggie?" Spurgte jeg søvnigt.
Nellie blinkede tårerne væk, prøvede at lyde rolig, "han... han..." stammede hun. "Han er på en sygestue. På respirator.." sukkede en sygeplejerske og slukkede det skarpe lys over mig. Jeg kunne mærke klumpen i halsen blive større. "Er han..." mit spørgsmål døde ud.
"Han er i live. Men bevidstløs." Svarede Nellie og kæmpede med tårerne.
"Jeg må se ham.." sukkede jeg og begyndte at rejse mig. "Nej! Det stof, de forgiftede dig med har påvirket din krop. Du er nødt til at blive liggende. Og desuden, jeg har flere dårlige nyheder." Skyndte Nellie sig at sige, mens hun langsomt pressede mig tilbage i sengen. "Hvad?" Spurgte jeg chokeret.
"Imens du var et gidsel på varulve territorie, hørte du så noget om et mord på to piger."
-"to piger..." afsluttede jeg hendes sætning, i munden på hende. "Ja." Sukkede jeg, "hvorfor?"
"Det var... Azalea og hendes mor. Hendes far fandt dem.." Nellie kæmpede med tårerne. "Vent, hvem er Azaleas far?" Spurgte jeg grådkvalt. "Deres floks leder, John et-eller-andet.." græd Nellie og satte sig på sengekanten. "Hun er væk. Og det er min skyld!" Sagde Nellie skingert.
"Hvordan kan det dog være din skyld?" Spurgte jeg usikkert. "Hvad gjorde du?"
"Jeg... vi kom op at skændes, fordi ingen af os vidste, hvor du var. Azaleas mor var lige kommet tilbage og Azalea overtalte hende til, at tage med ud til slagsmarken.. hvor de skød... varulvene skød Azalea og hendes mor døde.. de slog dem ihjel, fordi jeg ikke kunne styre mig!" Nellie løb grædende ud ad sygesengen. Jeg rejste mig halvt efter hende, men mærkede straks mine ben svigte og jeg faldt tilbage i sengen med et bump.

Flere timer efter havde Nellie og jeg talt sammen omkring Azalea, aftalt en begravelsesceremoni og aftalt at finde frem til John.
Imellemtiden var en sygepige kommet ind i værelset og spurgt, om jeg ville rykkes til kronværelset.

Reggie lå stille i sengen ved min side. Hans puls var langsom og ansigtet fyldt med skrammer og sår. Jeg betragtede ham let. "Jeg elsker dig..." hviskede jeg og lagde min hånd på hans bryst, mens jeg langsomt lænede mig over hans seng, og plantede et kys på hans læber.
Dagene gik forbi, mens mit helbred blev bedre og bedre, forblev Reggie i den samme position hele døgnet rundt.
Jeg satte mig i sengen. Reggie lå ligesom den første dag. Jeg smilede ved mig selv. Hans ansigt var så smukt, roligt.
"Er De klar til at blive udskrevet?" Spurgte en sygepige pludseligt. Jeg så hurtigt mod døren og fjernede mig lidt fra Reggie, "allerede?" Spurgte jeg. Hun nikkede smilende og slukkede den maskine, der stod ved min sengs side. Jeg kastede et længselsfuldt blik på Reggie.
"Lægerne gør hvad de kan." Smilede sygepigen medlidende. Jeg rejste mig fra sengen og kyssede hans læber blidt, "jeg elsker dig, Reggie.." mumlede jeg med mine læber en centimeters afstand fra hans.
Pludselig begyndte de allerede konstante bip at bippe hurtigere. Sygepigen fik tilkaldt nogle sygeplejesker og læger, som stormede ind i rummet og begyndte en eller anden hurtig operation.

Jeg ventede i timer. Måske kun minutter.
En læge kom ud med bøjet hoved og sænkede skuldre, "Regina.." han rystede kort på hovedet. Min hånd fór op foran munden. "Er han..?" Spurgte jeg kvalt.
Lægen nikkede, "han havde et hjertestop." Forklarede han. "Er det mine skyld? Fordi jeg kyssede ham?" Spurgte jeg med tårerne trillende ned over kinderne. "Nej, nej! Det var bare er tilfælde." Sukkede han og nikkede mod stuedøren, "De kan se ham en sidste gang." Smilede han trist og gik videre.

Jeg åbnede langsomt den knirkende dør og lukkede den bag mig. Sengen stod midt i det gulligt malede rum. Det tonede vindue over sengen kastede noget lys på Reggie's døde krop. Jeg sank, et forsøg på at gøre klumpen i halsen mindre. Det virkede ikke. Nærmere modsat.
"Reggie.." sukkede jeg og satte mig på skamlen ved hans side og tog hans hånd i mine hænder.
"Jeg ved, at jeg ikke har været den mage du ønskede. Men jeg har på det seneste følt noget for dig, som ikke var had. Jeg kunne mærke, at mine følelser voksede frem, min kærlighed for dig blev større. Og.. jeg elsker dig!" Jeg gispede grådkvalt efter vejret uden at fjerne blikket fra hans hånd. "Kom tilbage!" Græd jeg. "Jeg vil give dig alt. Vi kan få en unge, din unge! En arving, det som du altid har ønsket dig..." tårerne dryppede ned på mine hvide sygebukser. "Bare kom tilbage.." hviskede jeg og flettede fingre med hans hånd. "Kom tilbage til mig.." jeg kyssede hånden let og strøg mine fingre over den.
"Jeg elsker også dig.." brummede en velkendt stemme hæst. Mit hjerte hoppede op i halsen på mig, mit åndedrag stoppede.
To fingre blev placeret under min hage, løftede mit blik. "Jeg elsker dig, Victoria..." mumlede Reggie smilende.
Hans læber landede på mine, løftede mig fra stolen, så han igen kunne ligge ned. Vores tunger legede med hinanden. Hans hænder fandt vej op igennem min trøje. "Vent." Jeg trak mig fra kysset. "Alle tror at du er død." Fortalte jeg. Han sukkede, "fortæl dem at det var en mindre nedlukning af min krop." Smilede han og trak mig ned i et hurtigt kys, før han lod mig gå.
"Og Victoria.." sukkede Reggie bag mig. "Ja?" Spurgte jeg og vendte mig fra døren. "Jeg er ked af, hvordan jeg har behandlet dig." Smilede han træt og lagde sig tilbage. "Det er okay, Reggie." Smilede jeg og forvandt ud på sygeafdelingens gange for at fortælle alle lægerne, at Reggie var i levende live.