Feram Vampire | ✔️

Fireogtredive

Dagdrømme.
Det eneste der havde fyldt mine tanker de sidste par uger.

Vi sad under et bryllupsmøde, diskuterede med en ældre magt af oldingevampyrer, der ville vide, hvad Reggie og jeg kunne klare og diskutere om der var nogle prøvelser, der kunne formildes for graviditeter.
Det eneste jeg tænkte på, var hvordan Cheryl havde det. Hun ville være omkring 1 år nu. Hendes sjældne øjne, det lille smil.
"Hvad syntes du, Bloddråbe?" Spurgte Reggie pludseligt, og rev mig ud ad min drømmeverden. "Uhm... hvad?" Spurgte jeg usikkert. "Er den prøvelse fin nok?"
Jeg skævede mærkeligt til ham, "undskyld, hvilken prøvelse?" Reggie sukkede udmattet. "En barndoms-prøvelse." Svarede han kort.
"Efter brylluppet bliver du ført til mine forældre, der vil tage sig af dig, som jeg blev opdraget og jeg til dine forældre." Uddybede han, da jeg så mere fortabt ud. "Ja, det lyder fint." Jeg skævede til uret på væggen.
02:47
Jeg gabte søvnigt. "Så er det en aftale. Vi kontakter jeres forældre og så ses vi om to dage til brylluppet." Smilede en ældre mand og samlede sine papirer i sin kuffert og rejste sig med de fem andre gamle hanner. "Farvel for nu." Brummede den ældste af de gamle hanner, der så blev kørt ud ad rummet i sin kørestol.
Jeg så utålmodigt på Reggie, han sukkede, "gå du bare." Smilede han så og kyssede min pande blidt. Jeg smilede for forlod rummet med hånden på min stadigvæk pænt flade mave.

"Regina?" En blid banken på den tunge egetræsdør til soveværelset vækkede mig. "Mmh." Mumlede jeg søvnigt fra sengen. Døren gled op og nogle lette skridt fyldte rummet, "Regina, jeg har dårlige nyheder." Sagde den lette stemme strengt. Jeg satte mig brat op i sengen, "hvad er der sket?!"
"Regem... han..."
Jeg nikkede og gjorde tegn til, at hun bare skulle spytte det ud. "Han er..."
"Hvad er han..?!" Spurgte jeg lettere aggressivt. "Han er forsvundet."

Jeg styrtede ned ad trappen, med natkjolen flagrende om benene på mig, styrtede ind på Reggie's kontor, tæt forfulgt af halvdelen af tjenestefolkene, smækkede døren i hovedet på dem og smed mig i hans stol. Jeg ledte hele hans skrivebord igennem, søgte igennem hele hans arbejdstelefon og fastnet.
Ingenting.
"Regina.. er du okay derinde?" Spurgte en velkendt stemme. Jeg kæmpede for at få vejret, kollapsede på gulvet idet døren gik op. "Regina!" Gispede Nellie og sank sammen på gulvet ved min side. "Jer, få fat i hendes læge, og jer, find Regem!" Skreg hun nervøst og forsøgte at berolige mig.
Jeg kæmpede for vejret. Kæmpede imod tårerne, selvom de allerede druknede mine øjne. Mine luftveje blokerede sig selv, "hun har et panikanfald, tilkald en læge, en eller anden... til... hj... få nu fat i e..."
Nellies stemme blev flydende, som ord, der ikke kunne forstås. Mit syn blev sløret og jeg faldt om.

Tomheden omsluttede mig. Gjorde mig afslappet, selvom tankerne flød ud ad hovedet på mig. Mine værste tanker spillede sig ud foran mig, som film. Reggie blive dræbt, Cheryl blive et forfærdeligt menneske, eller være hos forfærdelige mennesker.
Nellie ende samme sted som Azalea.
"Regina..." en flydende stemme trængte ind.
Jeg trak stille vejret.
"Regina?"
Fredfyldt.
"Victoria?"
Lyset, der brændte ind i øjnene på mig, afbrød alt freden, alt tomheden.

"Åh Gud, hun er okay!" Gispede Nellie og lagde sin hånd på min pande, "hun er okay.." sukkede hun igen og så på en han ved min side, "tak for din hjælp, doktor." Smilede hun og vendte sig mod mig. "Det må du aldrig gøre igen!" Advarede hun med en løftet pegefinger.
Jeg ignorerede hende og satte mig op i sofaen, jeg lå på, "hvor er Reggie? Har nogen fundet ham?" Spurgte jeg sønderknust.
Nellie så på mig med en alvorlig mine. "Hvad?" Spurgte jeg forsigtigt. "Victoria, vi har ikke fundet Reggie, men vi har fundet noget andet..." hun tøvede, men gav mig så en lap papir. "Et brev?" Spurgte jeg skeptisk. "Bare læs det.." sukkede hun og rejste sig fra sofaen. "Okay..."
Jeg foldede papiret ud og skimmede teksten igennem.
Victoria.
Vi har Reggie, og desværre for dig, er jeres bryllup aflyst.
Reggie vil være død, når du får dette, men vi tænkte,
at det nok ville være bedst, hvis du ikke leder yderligere efter ham.

Jeg så chokeret på Nellie, "nej.. han er ikke... jeg ville vide det." En tårer gled ned ad min kind. "Nellie..." tårerne overtog mit ansigt. "Han er... nej! Det passer ikke.." gispede jeg og tog mig til halsen. "Victoria, træk nu vejret!" Råbte Nellie og fik mig op at stå. "Nellie..." gispede jeg.
Da Nellie fik beroliget mig, og min vejrtrækning var under kontrol satte vi os i sofaen. "Hvis han ikke er død, hvor kan han så være?" Spurgte jeg. "Vi skal bruge en person, jeg ikke har talt med længe." Svarede hun dystert. "Hvem?" Spurgte jeg.
"Min søster."

(Undskyld for kort kapitel og sene uploads, prøver at skrive mere nu (; )