Feram Vampire | ✔️

TI

De to dage, jeg havde givet Alex, var ved at nå sin ende. Han havde ikke været i laden siden vores kys, men denne dag kunne der høres stemmer, fra det hus jeg havde set ligge et par meter fra den røde lade.
Et Hvidt, stort murstenshus med flere afdelinger. Gammeldags, som et landpalæ.
De diskuterede op til den sidste dag. Alex måtte have spurgt dem nu, for det var mest den mandlige stemme, der hørtes. "Bella, vi tager under ingen omstændigheder en fremmed varulv ind!" Råbte han. "Poul, Alexander siger, at hun bare har brug for hjælp, et job og et sted at være! Vi har brug for endnu en stuepige og vi har et kammer ledigt! Kan hun ikke bare blive her? Det ville gøre din søn glad!" Svarede hans kone ham. Derefter hørtes der fodtrin, mumlen og grinen. "Tak, fader! Jeg får hurtigt fat i Cheryl!" Alex' stemme kunne tydeligt høres igennem væggene, selvom der var meget plads mellem huset og laden.
"Cheryl?!" Råbte Alex. Jeg reagerede på det falske navn og smuttede ned ad trappen. "Ja?" Spurgte jeg, som havde jeg ikke lige fulgt med i hele samtalen. "Jeg har skaffet dig et job, som mine forældres stuepige. Du får dit eget kammer på loftet. Skal vi?" Han viste mig mod døren. "Din tid i laden er forbi, Cheryl Davids." Smilede han. Jeg lo en smule og fulgte ham til hovedhuset.
"Velkommen, frk. Davids." Smilede kvinden foran mig i entréen. "Jeg er Bella Conway, dette er min mand, Poul Conway."
"Du vil tiltale os hr. Og Mrs. Conway i dette hus." Udbrød Hr. Conway hurtigt efter Mrs. Conway's velkommen. "Lad mig vise dig rundt, Cheryl." Smilede Mrs. Conway og tog min hånd. Alex så smilende efter os, mens hun trak mig gennem gangen mod en dobbeltdør.
Hun åbnede den, og alt lyd derinde stoppede. Seks piger kiggede smilende på os, da vi stod i døren. "Mrs. Conway. Kan vi hjælpe Dem?" Spurgte en lyshåret, ung pige. "Nej, Lili. Jeg viser bare Cheryl her rundt på hendes nye arbejdsplads. Dette er køkkenet." Smilede hun.
Jeg nikkede og smilede. "Hej." Pigerne vinkede til mig, før de gik igang med dagens middag. "Videre." Smilede Mrs. Conway.
"Herinde er spisestuen." Hun skubbede en lille dør op i den modsatte ende af køkkenet. "Herinde serverer du maden, rydder af efter maden eller gør rent."
Vi gik ud ad en dobbeltdør på en anden væg, hvor der var en pejs. "Dette er stuen. Her gør du rent tidligt om morgenen, middag, når min familie spiser og aften, når min familie sover." Smilede hun. Jeg nikkede.
Hun førte mig op ad en trappe, som endte ud i en bred gang med tre døre på hver side. "Inde bag disse døre er fem soveværelser og seks badeværelser. Et badeværelse på hvert værelse og bare et, stort badeværelse på det sidste til venstre. Kan du klare det?" Spurgte hun. "Alene?" Spurgte jeg. Hun rystede smilende på hovedet, "nej. Overstuepigen, Berta, vil fortælle dig og de andre, hvad de skal gøre og hvornår." Svarede hun med et grin.

"Heroppe er jeres værelser." Vi var tilbage i køkkenet. Hun viste mig en trappe i den fjerneste krog af køkkenet. "Kom." Hun begyndte at gå op ad den smalle, forældede trappe. For enden af den trappe var der 8 døre. "Syv af disse er soveværelser og dette her, det er et badeværelse. Jeres badeværelse." Hun bankede på døren ved hendes højre side. "Og siden, du er den sidste, vi har hyret, får du det sidste ledige værelse her. Og det er det her. Ved siden af badeværelset." Smilede hun og åbnede en dør ved siden af badeværelsesdøren.
Rummet jeg trådte ind i var overraskende lyst, med en enkeltseng og en kommode. Der var lidt gulvplads tilbage, men ikke meget. På væggen over sengen var det store vindue, der gav det fine dagslys lov til at komme ind i rummet. Det var hvide, halvgennemsigtige gardiner foran det, til natten.
"Hvad syntes du?" Spurgte Mrs. Conway. "Det er smukt, Mrs. Jeg elsker det." Smilede jeg. "Der er uniformer i kommoden, og håndklæder på badeværelset, i øverste skuffe ligger der sæbe, tandbørste og Tandpasta. Jeg håber du får det godt her, Cheryl." Smilede hun og forsvandt ned ad trappen.
Jeg bevægede mig rundt i rummet. Sengen var beklædt med babyblåt sengetøj og en pyjamas liggende på den. Jeg åbnede kommodeskufferne og kiggede på en uniform.
Sorte t-shirts, sorte nederdele med et Hvidt forklæde og en hvid skjorte til at have indenunder.
Jeg iførte mig uniformen og gik ned i køkkenet.
"Hvad kan jeg hjælpe med?" Spurgte jeg med et smil. En ældre, overvægtig dame kom hen til mig. "Gør klar i spisestuen. En suppeskål ovenpå en stor tallerken. Okay?" Hun rakte mig et stykke papir, det var et billede af, hvordan hun ville have mig til, at dække bordet. "Ja." Jeg nejede let og tog imod billedet.

Det store, runde, mørke træbord blev overdækket med en gullig dug vis ender var syet ud i broderede blomster. Jeg lagde de hvide tallerkener som på billedet og guldbestikket ved siden. Skeen ovenover tallerkenen og glasset skråt ud fra skeens højre ende.
"Fint!" Smilede en brunhåret pige. "Tak." Nikkede jeg.
Hun så mig i øjnene. Hendes smil var fortryllende og hendes øjne skinnede grønt. "Hvad?" Spurgte hun mens hun lagde grønne stofservietter ved tallerkenerne. "Dine øjne..." sukkede jeg. Hun smilede, hvilket fik hendes øjne til at skinne endnu mere. "Ja, de har en underlig effekt på andre. Jeg plejer at gå med kontaktlinser, farvede, så de skjuler min sande øjenfarve." Smilede hun og lagde den sidste stofserviet fra sig.
"Amalia!" Skreg en stemme fra køkkenet. "Kom til mit værelse i aften. Nummer fem. Så kan vi få en lille snak?" Smilede hun, inden hun hurtigt forvandt ud i køkkenet.
Jeg sukkede.

Bordet var dækket og familien Conway havde sat sig på plads ved det, Mrs. Conway, Mr. Conway, Alex, en ung teenage-dreng, og to små piger. "Okay, piger! Så går I ind." Råbte Berta. Jeg strammede grebet om den steg, jeg bar og gik ud gennem den lille dør, som nummer to i en række på 7.
Stegen satte jeg fra mig på bordet ved siden af kartoffelmosen og ærterne.
"Dagens menu er medium stegt lammesteg, med kartoffelmos, ærter og brun sovs, lavet af fedtet fra lammet og æbler fra haven, blandt andet." Sagde Berta, og forlod spisesalen efterfulgt af rækken.
"I har en times frihed, piger! Derefter skal i være tilbage her igen." Råbte Berta ud i køkkenet og pigerne begyndte at tage deres hvide forklæder af. Jeg gjorde som de, og lagde forklædet fra mig på køkkenbordet.