Feram Vampire | ✔️

SYV

Liget foran mig var tilfredstillende. Hans blod på mine hænder, mit tøj og min krop gjorde min vampyr selvsikker, sejersglad. Hun spejdede ud over den hob af vampyrer, der havde samlet sig omkring hende. Tiden løb ud, Reggie kom ud ad det store hus. Hans ansigtsudtryk var ulæseligt, men én ting var sikker, han var rasende.
Ikke en lyd, der var helt stille. Marys hulk kunne pludseligt høres. Hun kom frem, rørte forsigtigt ved Garry's livløse ansigt. Undgik kontakt med den oprevne hals, og det flænsede bryst og hjerte. Hun kiggede frastødt på mig. Vores venskab var ovre.
Havde det nogensinde været der?

Reggie fik hurtigt brugt mit tøvende øjeblik på, at binde mine hænder sammen på min ryg. Men hun var ikke færdig. Hun sparkede ud efter ham, mens han let undveg. Han rev os i håret. "Stop så, Victoria! Dette er mord! Det er ikke en bagatel, som respektløshed! Din straf bliver stor, uudholdelig. Du skal lide, som Garry gjorde det! Hans familie vil bestemme staffen. Imellemtiden skal vi være alene under din cyklus. Jeg vil straffe dig for dette. Både alene, men også lade dig straffe af Garry's familie." Reggie skuede ud over hoben. To ældre vampyrer trådte frem, de havde Mary med sig og en teenagerdreng med sig. "Disse vampyrer skal afgøre din straf, Victoria! Det du har gjordt, det din ustyrlige vampyr har gjordt, vil blive straffet! Det bliver hårdt. Lad os gå." Reggie trak mig med indenfor, men ét råb nåede til mig. "Du skal lide, dit misfoster! Vi vil knække dig!" En hård stemme havde banet sig vej gennem den hårde facade fra min vampyr. Jeg kastede hovedet tilbage, så teenagerdrengen stå med armen om den grædende Mary, der for få uger siden, ville have givet alt, for ikke at have en mage.

Reggie lukkede os inde i kælderen, sammen. Han så irriteret på mig, mens han slæbte mig bag sig, før han stoppede foran en væg, med udstyr til at holde en blandingsart.
Azalea.
Reggie lukkede de tykke håndjern om mine håndled, så min ryg bankede op ad den hårde stenvæg. Jeg så frustreret på ham, mens han lukkede kæderne om mine ben og mave. Min vampyr bed ud efter ham, håbede på at skade ham. Han undveg, men jeg fik fat i hans hånd. Den samme hånd, vi bed i på udvælgelsesnatten.
Reggie smed de lukkede kæder på jorden. Jeg vred mig for at komme fri, for at slippe for hans fangehul. "Reggie!" Hvæsede jeg. Han smilede, tog fat i en kæde og viste mig den, "disse kæder er lavet til specifikt at holde på en blandingsart, som din veninde, Azalea. Hun er farlig, ligesom du og din vampyr. Du vil blive hernede, bloddråbe. Indtil din straf er blevet besluttet, indtil du viser respekt, både for mig, og for min flok!" Hvæsede han i hovedet på mig.
Jeg kiggede til siden, slappede mere af. De røde øjne falmede, blev til streger. Jeg lod hende blive på overfladen, lurende på vagt.
"Vi ses, når din straf er diskuteret. Min straf til dig, for nu, er; du skal gennemgå din cyklus, hernede. Alene!" Reggie fik mod døren, smækkede den efter sig.
Rummet blev mørkt. Intet lys trængte ind under døren, de gamle brædder eller flængerne i væggen. Jeg vred mig. Rummet var ryddet for alt, der kunne låse kæderne op. Han var bestemt på at straffe mig. Om så det skulle koste ham den ting, hans allermest ville have: unger.

Jeg sukkede dybt. Kæderne brændte om mine håndled. De tog tid at finde ud ad, men det hele faldt på plads. Kæderne var af sølv. Det brændte i huden. Jeg skubbede det ene håndjern op ad armen. "Shit..." mumlede jeg, huden var blevet rødlig. Det ville ikke blive værre, før jeg skiftede.
Dagene gik, jeg kedede mig mere og mere. De fleste dage sov jeg igennem, så godt jeg kunne. Reggie kom om aftenen med mad og en smule vand.
Det rev i mig hver gang han trådte ind i rummet. Han lod en bølge af sin duft flyde ud i rummet, den duft, der skulle tiltrække mig, hans mage, og give os unger i det nye år.
Hans egne øjne var længselsfulde. Han behøvede mig, var nødt til at have sin mage, i hendes cyklus. Men han havde besluttet sig. Jeg skulle have en straf, om så det kostede ham unger.

"Victoria..." sukkede han, da han trådte ned i kælderrummet. "Din straf for mordet på Garry Coxell er bestemt. Den finder sted i morgen. Efter det, skal du tilbage hertil, under hårdere vilkår." Reggie strammede sølvkæderne en smule. "De gør ondt, gør de ikke?" Spurgte han ved synet af den svaglige røde hud. "Det kunne have været værre." Min stemme knak. "Hvad skal der ske imorgen?"
"Du vil blive stillet frem for flokken, de kan alle slå løs på dig, indtil midnat. Familien har førsteret." Reggie var træt. Hans duft var stærk, han havde ikke sovet med nogen. Han ventede, overholdt reglerne ganske fint. "Okay." Hviskede jeg. "Efter det vil du blive tvunget til din vampyr og sat tilbage hertil, i kæderne, som vil brænde din hud. Det skal ske indtil du er villig til at vise hals, foran alle og fortælle, at du underkaster dig mine betingelser." Sagde han og snurrede rundt på hælen, for igen at forlade mig til tomheden. "Reggie?!" Jeg standsede ham.
"Ja." Han vendte sig ikke. Stod bare ventende med ryggen til. "Hvis du nu slap mig fri, kunne vi nyde min cyklus sammen... bare os to?" Min vampyr tog over. Hendes lyst drev os. Han vendte sig, med et rasende blik i øjet. Hans vampyr lurede. Ville have dette tilbud. Han tvang vampyren tilbage i baghovedet.
Min hjerne kæmpede imod hende. Imod vampyren. Jeg ville ikke have noget fra Reggie. Han kunne, for min skyld, brænde i helvede eller blive tvangsfodret med hvidløg på en sølvgaffel, og jeg ville ikke tænke på at overveje at redde ham.
"Nej." Han knyttede hænderne. "Få hende under kontrol!" Kommanderede han. Jeg tvang hende tilbage i mig. Tilbage i baghovedet, hvor der ingen plads var tilovers for hendes lyster. "Vi ses imorgen." Han stormede ud ad rummet.
Da døren smækkede, kunne jeg høre lyden af ting fra køkkenet ovenpå, smadre. Han havde et raserianfald. Jeg trak på skulderene. Det eneste der gjaldt nu, var at komme så tæt på min vampyr, som jeg kunne, inden imorgen. Sådan og kun sådan, kunne vi komme helskindet igennem straffen. Hvis hun og jeg var ét, hvis hun altid var der, ville vi hele hurtigere. Have mere styrke sammen, bestemme at skifte, når min styrke ikke var nok, men det ville også betyde mere død, hvis man truede os. Hvis man hadede hunnerne, terroriserede dem.
Men vi var klar. Klar på imorgen. Klar på, at lære hinandens styrker og svagheder bedre at kende, for denne nat, var det en indvendig samtale mellem vampyren og jeg.
Vi kom til en beslutning. En aftale. Den var nyttig til kampen. Meget nyttig.
Nu skulle vi bare sove. Samle energi til helningsprocessen.
Flere vampyrer ville have våben på sig. Stikke os ned med forskellige redskaber. Vi var parate på det. Havde tillid ihvertfald 2 hunner i denne flok.
Nellie og Clara.