Feram Vampire | ✔️

ATTEN

Der havde været stille længe, før jeg løsrev mig fra Charles' greb og kiggede beskyldende på Reggie.
"Nå, hvor er hun så?" Spurgte han begejstret.
"Hvordan kender du til barnet?" Spurgte Reggie bittert.
"Jeg... vores forældre.." mumlede Charles til mig. "Det var dødfødt." Erklærede Reggie kort. "Vores datter var dødfødt. Det bliver officielt annonceret imorgen, når Victoria har fået lidt søvn og gravstedet står færdigt. Begravelsen af vores baby finder sted i overmorgen. Du er velkommen til at blive i tre dage, før du må tage hjem igen." Reggie trak sig tilbage i kontoret, hvor der blev raslet med noget papir og en stol blev kastet tværs gennem rummet.
"Kom, Charles. Lad os finde et værelse du kan overnatte på.." sukkede jeg og trak ham med i ærmet på den brune skindfrakke, han havde på.

"Var barnet... dødt?" Spurgte han undrende. Jeg nikkede modvilligt.
"Bare sådan?" Spurgte han igen, og jeg nikkede.
"Men mor sagde, at du havde været så glad og at din datter snart ville komme. At du endda havde flere navnevalg og et par mellemnavne, ligesom et par—"
"Charles!" Afbrød jeg med et træt skrig og tårefyldte øjne. Han så forskrækket på mig, med store øjne. "Undskyld, Victoria... jeg kunne bare ikke forstå, at det skulle være dødt." Mumlede han og tog min hånd.
"Mor har aldrig været her, Charles. Hvordan kender du til barnet?" Sukkede jeg lavt.
"Hvad?"
"Mor har aldrig sat fod i dette hus, denne flok endda. Hvordan kender du til barnet?!" Hvæsede jeg. "Min mage er venner med din mages tidligere elskerinde. Hun fortalte, hvordan du havde ødelagt deres forhold, mens du bar på et barn." Sukkede han og gned hovedet i hænderne.
"Undskyld, jeg skulle ikke være kommet. Cora har bare fortalt min mage så mange forfærdelige historier om, hvordan du stædigt prøvede at ødelægge flokken men til sidst endte med at stikke af, for så at dukke op og ødelægge hendes liv." Mumlede han.
"Det er længe siden, Charles." Sukkede jeg og tog en tår af den the, køkkenpigerne havde givet os. "Fortæl mig, hvordan har hun det; Cora?"
"Hun heler stadigvæk efter bruddet med Reggie, men hun skal nok blive okay. Hun har adopteret en sund lille pige, som hun valgte at flytte fra os med. Vi holder stadigvæk kontakt, eller, hende og Helle, min mage, gør. Hun er fast besluttet på, at opdrage barnet i en menneskeby, udenfor hekse, vampyrer og varulves uendelige kamp imod hinanden." Sukkede Charles smilende.
"Hvad hedder det barn?" Spurgte jeg uinteresseret.
"Jeg ved det faktisk ikke..." mumlede han efter en lille pause. "Men hun havde et navn, da hun blev adopteret, så Cora fik ikke valget om hvilket navn, hun skulle give det."
Jeg nikkede fraværende og kiggede ud ad vinduet.
Charles blev ved med at snakke, men det eneste jeg hørte var en summen.
"Victoria?" Summede det.
"Victoria!"
Jeg kiggede irriteret på Charles, der sad halvt ude på stolen, "jeg skal hjemad mod mor og far, de vil se min søn. Farvel, søs" smilede han og rejste sig fra den stol, han havde taget plads i.
"Søn?" Spurgte jeg efter ham.
"Ja."
"Har jeg en nevø?" Spurgte jeg smilende.
"Hans navn er Leopold, det ville Helle have, efter hendes egen far. Jeg kalder ham Leo." Smilede Charles anstrengt. "Okay. Jeg håber på at møde ham snart." Smilede jeg og krammede min storebror, før han forsvandt ud ad stuen og ud ad mit liv, for nu.

"Spis din mad, Victoria." Brummede Reggie fra den anden side ad langbordet.
Jeg kiggede frastødt på min røde bøf og de stegte kartofler. "Jeg har ingen appetit." Mumlede jeg ned i skødet. Reggie lagde sit bestik fra sig på tallerkenen, "det er fuldmåne i aften." Konstanterede han. Jeg kiggede op, "og?" Spurgte jeg sarkastisk.
"Det er tid til at du skal skifte med resten af flokken." Smilede han skævt. "Nej." Sukkede jeg. Han kiggede betænkeligt på mig, "nej?" Spurgte han.
"Nej!" Råbte jeg til ham og rejste mig. "Jeg vil bede Dem finde mig et værelse jeg kan overnatte på. Jeg vil ikke være i samme rum som Dem, indtil mindet om Dem give min datter væk, forsvinder. De er ussel, og jeg kan ikke sove i samme værelse som Dem, og ihvertfald ikke sove ved siden af Dem!"
Reggie rejste sig frustreret og kiggede irriteret på mig, "hvis vi er på den formelle front nu, må jeg da hellere gøre, som Damen siger." Råbte han sarkastisk.
"Virkelig?" Spurgte jeg. "Nej for fanden!" Råbte han og smed en af de utallige blomstervaser, fyldt med roser, efter mig. Jeg hoppede til siden, fast besluttet på ikke at gå tilbage til sygeafdelingen.
"Jeg skal give dig, dit utaknemlige skarn!" Råbte han og kom tættere, højre hånd løftet med en kniv pegende med snuden mod gulvet.
Jeg bakkede, men stødte til sidst op ad væggen, lige ved siden af døren.
Reggie kom tættere, hans skridt var tunge og åndedræt hurtigt. Han tog fat i kraven på min kjole, og hev mig ind til sig.
"Regem!" Skreg en velkendt stemme. Jeg vendte skrækslagent hovedet mod døren, mod stemmen.
"Slip hende!" Råbte en anden, meget velkendt, stemme.
Nellie og Clara styrtede ind i rummet efterfulgt af tre andre hunner, jeg kunne genkende fra køkkenet.

"Hvad skete der?" Spurgte jeg og tog mig til panden.
Jeg lå i en seng, der stærkt duftede af... "hej!" Smilede Azalea og rakte mig et glas vand. "Hvor er jeg? Hvad skete der?" Spurgte jeg og tog imod vandet.
"Du er hos mig. Min mor er til den retssag, Nellie og Clara stablede på benene for Reggie." Smilede hun. "Og du besvimede kort tid efter, Nellie og Clara kom ind i spisesalen. De fik en af dine køkkenpiger til at sende bud efter mig og så hentede jeg dig." Hun fandt en våd klud frem og lagde den på min pande, "du er brandvarm." Konstanterede hun.
Jeg satte mig op i sengen og rakte hende den våde klud, "hvorfor er der en retssag?" Spurgte jeg.
Azalea sukkede og rejste sig, "Nellie mente ikke, at det var sikkert for dig at bo hos Regem, så hun og Clara fik ham anklaget. Jeg prøvede at fortælle dem, at hannerne vil fortælle hunnerne, hvad de skal tænke... du vil få det som et helvede."
Jeg rejste mig. "Så må jeg jo tage til retssagen, ikke?!"

(Undskyld mange gange, at jeg ikke har uploaded i et stykke tid, jeg har haft nogle familieproblemer m.m. Men her er jeg.
Næste del kommer muligvis først, når jeg har fået min computer, ellers kommer det engang før februar.)