Feram Vampire | ✔️

Enogtredive

Jeg vågnede i en underlig hytte. Mit hoved føltes ør og min mave...
Skuddet!
Jeg satte mig hurtigt, men måtte lægge mig igen, da smerten skar igennem. Jeg skreg en kvalt skrig, og Reggie kom til syne, "bloddråbe..." smilede han lykkeligt. Jeg så ned på den hvide forbinding indenunder blusen, under brystet sad en stram, lang forbinding. "Hvad er der sket?" Spurgte jeg. "Vi fik fjernet kuglen." Smilede Reggie lykkeligt.
"Vi?"
Alex og Daniel kom til syne i dørkammen til det andet værelse. "Hej, Regina." Smilede Daniel. "Hey, Victoria." Smilede Alex. Jeg vinkede hurtigt og vendte mig mod Reggie, der stod helt stille med et lille smil, "det er okay," sagde han endelig og pegede på min mave, "vores unge er uden for fare."
Jeg sukkede dybt, ungen var ikke engang i mine tanker, før Reggie sagde noget. Mine øjne blev blanke og min næse mere stoppet, "godt.." hulkede jeg med en kvalt stemme.
Reggie smilede, "vi skal hjem nu, Bloddråbe. Kan du gå?"
Jeg løftede hovedet en smule. "Nej." Sukkede jeg opgivende. Reggie tog lagnet, viklede mig ind i det og bar mig op fra sengen, "så går vi." Sagde han og fulgte efter Daniel ud ad hytten.
Vi listede os hurtigt igennem skoven, ud igennem lysningen og videre til pigtrådshegnet, jeg havde forsøgt at kravle over.
"Vi kan ikke komme over, Reggie." Hviskede jeg lavt. Reggie tyssede på mig og så på Daniel, "bare én gang." Sagde han.
Daniel skævede mod os og skiftede så til en menneskestørrelse flagermus. Jeg så på Alex, der stod et par meter bag os, "farvel." Sagde jeg så, før Daniel tog fat i Reggie's skuldre og løftede os over hegnet.

Flere uger gik, jeg fik det bedre, Reggie var gladere end nogensinde før og alt var perfekt.
For perfekt.
Hver dag var det samme. Vågnede ved siden af en tom plads. Spiste morgenmad. Havde kvalme på sofaen. Spiste frokost med veninder. Sov et par timer i sengen. Snakkede med Reggie. Spiste aftensmad med de øverste vampyrer. Kælede med Reggie i sengen. Faldt i søvn.
Om og om igen.
Jeg kedede mig.
At være gravid var dødssygt.

"Reggie?" Hviskede jeg stille i mørket. En dyb snorken fyldte rummet. Nej, han sov.
Jeg rejste mig forsigtigt, listede over det kolde gulv, hen til vinduet. Stjernerne lyste stærkt ind og lyste rummet en smule mere op. Jeg aede min stadigvæk pænt flade mave.
"Hvad laver du?" Mumlede en træt stemme bag mig. Jeg vendte mig mod Reggie, "tænker." Smilede jeg. Reggie satte sig lidt op, "på hvad?" Spurgte han så.
"Hvorfor er jeg ikke med til dine møder?" Spurgte jeg så. Reggie gned sig i hovedet, "hvad?" Spurgte han udkørt. "Hvis jeg virkelig er med til at lede flokken, hvorfor er jeg så ikke med til møderne?" Gentog jeg uddybende.
Reggie rejste sig fra sengen og lagde armene om mig, med hænderne på min mave og hans bare sixpack mod min ryg. Varmen fra hans krop gav mig kuldegysninger.
"Victoria.."
"Reggie, hvorfor er jeg ikke med til de møder?" Spurgte jeg bestemt.
Reggie sukkede, "fordi de andre hanner ville se på det, og tænke at jeg var svag."
Jeg tog en dyb indånding. "Din stilling. Din titel. Det er jo det eneste, der tæller." Konstanterede jeg og gjorde mig fri af hans greb. "Det var jo ikke det, jeg mente..." begyndte Reggie overrasket.
Jeg lagde mig i sengen og hev dynen lidt over hovedet. Reggie sank tungt ned ved min side.
Der gik ikke længe, så sov han tungt.

Den næste morgen var sengen, som sædvanligt, tom. Jeg stod op, klædte mig på og slentrede ned ad trappen og ud i køkkenet. "Godmorgen, Regina. Regem venter Dem i spisesalen." Smilede en køkkenpige.
Jeg nikkede og forsvandt ud i stuen, hvor den støre dobbeltdør til spisestuen var.
Jeg åbnede den ene og tog et skridt ind i salen, "du ville se mig?" Smilede jeg. Reggie sad for enden af det lange bord. "Tag plads." Sagde han og nikkede mod sædet overfor ham. Jeg satte mig og så ned til ham. "Hvorfor er vi her, Reggie?" Spurgte jeg.
"Du ville med til møderne, og hele natten tænkte jeg, 'jeg er Regem, jeg kan gøre som jeg vil. Og hvis jeg vil have min mage med til mine bestyrelsesmøder, så gør jeg det'. Vi skal tale om flokkens love og om fuldmåneloven idag." Svarede han og tog en bid af den vaffel, der lå på tallerkenerne.
Jeg sippede af mit glas frisk blod. "Tak." Smilede jeg og begyndte at spise den mad, der stod foran mig.
Det var et stort skridt for vores forhold.
Han ofrede ting for mig, sådan som han kunne have gjordt fra starten.

Så havde vi ikke oplevet alt dette sammen, og det havde ikke været det samme.