Feram Vampire | ✔️

Toogtredive

Reggie satte sig ind i bilen. "Vi skal til møde i en flok lidt herfra." Forberedte Reggie mig, da vi sad i bilen, jeg blev kørt hertil i, for omkring halvandet år siden.
"Okay, hvilken?" Spurgte jeg nysgerrigt. "Et storby-kult, Adams kultet." Svarede han, optaget af en bunke papirer han havde i skødet.
"A-Adams kultet?" Spurgte jeg chokeret. Han så op på mig, "ja, er du okay?"
Jeg nikkede, "ja..."

Bilen stoppede foran en stor, velkendt bygning. Adams-kultet's byrådssal.
Reggie steg ud ad bilen og åbnede min dør. "Så er vi her, husk nu, opfør dig ordentligt og tal med mig, før du taler med de andre."
Jeg nikkede forstående og trådte ud ad bilen.
Salen var, som jeg huskede den, stor, fin og dyrt indrettet.
Reggie og jeg gik arm i arm ind i salen og ind i fællesområdet, hvor alle parter samledes og talte med hinanden, før man tog plads i mødesalen.
Vi stoppede og talte med en ældre mand, der spurgte ind til, hvorfor Reggie havde sin hun med sig. Jeg så væk, prøvede ikke at flippe ud.
Pludselig fik jeg øje på dem. Dem jeg havde ledt efter, fra da vi kom ind i salen.
Jeg gjorde mig fra af Reggie's arm og løb over mod dem, "mor! Far!"
De så begge op og begyndte at smile stort.
"Victoria!" Brummede far dybt og åbnede armene, som jeg sprang ind i. "Hvor har jeg savnet dig, prinsesse!" Udbrød han og snurrede mig rundt. "Såså, Gustavo. Sæt hende ned." Sagde mor stift.
Far slap mig og så undersøgende på mig, "der er noget ved dig..' mumlede han. Mor gispede, "glimtet i dit øje, måden du går på.. din duft! Du er gravid!" Udbrød hun.
Far gispede, Reggie stod bag mig og lagde en arm om min talje, mens mor bare stirrede smilende. "Nå, De må jo så være Reggie Blood." Mor gav Reggie hånden og daskede blødt til far, der havde travlt med sin kalvestegs-sandwich.
"Goddag." Smilede far og nikkede til Reggie, der smilede til mig og kørte en hånd gennem det brune hår.
"Mr Adams, Mrs. Adams. Lad mig bare sige, at De har en vidunderlig, viljestærk datter, der bare ikke giver op. Jeg måtte jo lære det på den hårde måde." Smilede Reggie.
"Nu har hun vel ikke slået Dem eller en anden han i gulvet, har hun?" Spurgte mor forfærdet.
Reggie slog en kort latter op, "nej, det er nu nok mig, der har forsøgt at knække hende, så hun ville være en traditionel hun."
Far så morderisk på Reggie, mens han gumlede på resterne af sandwichen. "Nu har De vel ikke skadet min guldklump, Mr. Blood." Sagde han hæst, da sandwichen var væk.
"Nejnej, far." Skyndte jeg mig at sige. Reggie holdt min kind, "Jeg vil gerne arrangere et møde, for mig og Dem, så vi kan diskuterer, hvad Deres datter har måttet udholde, før jeg til sidst gav mig og blev en bedre mage og Regem."
Far holdt om mors overarm, "med glæde." Smilede han og trak mig ind i et farvelkram. "Jeg sender en mail." Sagde Reggie fornemt og trak mig med ind i salen, mens jeg vinkede farvel til mine forælde.

"Du fortalte mig ikke, at dine forældre var her." Sukkede han, alt imens en præsentation foregik. "Jeg ville ikke gøre dig utilpas, eller måske endda vred." Hviskede jeg tilbage.
Reggie lagde armene overkors, "du kunne have sagt det."
"Jeg vidste ikke hvordan du ville reagerer." Forsvarede jeg mig.
"Vi skal have en unge, og du aner ikke, hvordan jeg ville reagerer på, at dette er dine forældres kult?" Spurgte han ironisk. Jeg nikkede, "det er ikke min skyld, at du er utilregnelig." Konstanterede jeg og rettede mig på stolen. Reggie skævede hen til mig, "hold mund, Victoria." Svarede han kort og kiggede mod talsmanden for et andet kult.

Mødet sluttede timer efter, Reggie talte ikke med mig, åbnede blot bildøren som et tegn på, at jeg skulle sætte mig ind. Jeg satte mig stumt ind i bilen, tog selen over kroppen og klemte den fast. Reggie satte sig ind bag chaufføren med en mobil i hånden, som han sad og trykkede løs på.
Efter lidt tid, da ingen havde sagt noget, åbnede jeg munden, "hvorfor skal det være sådan her mellem os?" Spurgte jeg med hovedet rettet mod vinduet.
Reggie brummede, "det ved jeg ikke."
"Jeg er dødtræt af, at du lover noget, du ikke holder." Indrømmede jeg blankt. Reggie tog min hånd, men jeg trak den til mig, "jeg kan ikke bakke op om det her, hvis du ikke gør."
Reggie sukkede dybt, "nej, det kan du vel ikke." Konstanterede han, "vi taler om det her imorgen. Det er sent, og jeg gider virkelig ikke."

Bilen standsede foran hytten, Reggie og jeg steg ud og bilen kørte væk igen. "Godnat." Sagde Reggie, inden jeg nåede indenfor. "Hvor skal du hen?" Spurgte jeg ud i mørket. Reggie rettede sig op, "vi ses imorgen." Han skar mig af, lod mit spørgsmål hænge i luften, som han gik dér.
Så sød, dog så irriterende.

Den næste morgen var alt, som det plejede. Vågnede ved siden af en tom plads, gik ned i køkkenet iført en silkekjole, spiste noget og gik ind i stuen. Men inden jeg nåede ind i stuen opdagede jeg rosenbladende på jorden, der førte ud i baghaven. Jeg fulgte dem omhyggeligt.
Det ledte mig mod nogle balloner, sølv og guld balloner, der hang rundt om den lukkede havedør.
Jeg skubbede døren op og trådte udenfor. Luften ramte mig som en mild brise, haven var pyntet smukt op med konfetti og rosenblade.
Romantisk.
Jeg gik ud i haven. Intet spor af en anden person. "Hallo?" Spurgte jeg ud i den tomme have.
Reggie kom frem iført jakkesæt. Min hvide kjole flagrede lidt i vinden, ligesom mit røde hår, der nu gik til taljen.
"Victoria, jeg vidste ikke, at jeg kunne elske min mage, som jeg elsker dig." Begyndte Reggie. Jeg smilede, velvidende om, hvad der skulle ske.
"Jeg vil være sammen med dig, og kun dig, resten af mit liv. Du er hunnen for mig. Victoria, vil du gifte dig med mig?" Reggie gik ned på det ene knæ og løftede en åben lille smykkeboks med en vielsesring.
"Reggie..."