Feram Vampire | ✔️

FEM

To dage var gået.
Reggie kom ud med mad, mens Garry kiggede stille på.
Hunnerne havde besøgt mig et par gange, men ikke uden vand eller snacks.

"Regina," Nellie, Clara og Azalea kom gående fra skoven rundt om scenen. "Er du okay?" Spurgte Clara. Jeg rystede let på hovedet.
Mit hår var uglet, og armen sved. Knoglen var brækket, men ingen kunne lægge den i gips, eller noget. Jeg kunne ikke hele den selv. Kun de stærkeste hanner, og få hunner kan hele brækkede knogler. "Hvordan er armen?" Spurgte Azalea stille. "Brækket og svier." Stønnede jeg. Nellie bandt noget gazebind om den brækkede, høje arm. "Tak." Smilede jeg træt. "Har du sovet?" Spurgte hun. "Nej, jeg kan ikke sove oprejst. Jeg har prøvet." Sukkede jeg.
Hun begyndte at hælde vand op i en kop og lod mig drikke det. "Tak."
"Det var så lidt, du ser så dehydreret ud hele tiden, hvad giver Regem dig om aftenen?" Spurgte Clara.
"Han giver hende nok til, at hun kan klare sig!" Reggie's vrede stemme rungede i skoven. "Regem!" De tre piger farede sammen og vendte sig mod deres Regem. "Ja, hvad laver i, piger?" Spurgte han roligt. "Vi...Æh..." sagde de i munden på hinanden. Reggie bevægede sig mod mig, udenom pigerne.
Han rev gazebindet af den ømme, brækkede arm. "Hvad fanden laver i, piger?!" Råbte han. "Hun kan ikke hele en brækket knogle, Regem. Hun kan få en infektion og dø!" Råbte Clara igen. "Du skal ikke råbe af mig! Min mage er Regina, hun skal kunne hele sig selv, ellers må hun dø i forsøget!" Hvæsede han.
"Du får ingen unger, hvis din mage dør!" Claras stemme var faretruende lav. Reggie's ansigt fortrak sig i en lille, smertefuld grimasse, "hold kæft." Vrissede han irriteret og tog dem alle i armene. "Nu tager vi tilbage til jeres forældre, og i kommer ikke tilbage hertil for at hjælpe hende mere, okay?"
"Ja, Regem." Svarede pigerne i kor. Nellie kastede et sidste blik på mig, "det er fint piger. I har gjordt, hvad i kunne." Smilede jeg træt. Nellie nikkede bedrøvet mens Clara lagde en hånd på hendes skulder.

Vinden ruskede i mit lange, uvaskede, uglede, fedtede hår, mens jeg stod i aftenmørket og ventede på Reggie. Dette var femtedagen for min afstraffelse, og Reggie skulle lade mig gå.
Han kom ikke ved den sædvanlige tid. Solen var langt borte, da jeg hørte fodtrin i nærheden. "Reggie?" Råbte jeg tøvende ud i mørket. Intet svar.
"Reggie? Hallo?" Spurgte jeg igen. Skridtene kom tættere. "Reggie?!" Skreg jeg. Mine bevægelser blev vildere, mere skræmte under ræbene. Jeg kunne mærke bevægelser bag mig, bag pælen. "Hvem er det...?" Spurgte jeg stille. "Hør, smukke. Når jeg binder dig op, løber du. Du løber, som du aldrig har løbet før, ellers slår jeg dig ihjel." Hviskede en dyb stemme. "Hvad?" Spurgte jeg, men tårnene stod i kø for at trille ned ad mine kinder. "Løb!" Hvæsede stemmen og i samme sekund rebene faldt til trægulvet, satte jeg i løb.

Jeg så ikke tilbage, hørte kun en person sætte i løbe efter mig. Derefter flere personer jage mig. Jeg drejede skarpt i modsat retning, væk fra flokken. Min vampyr lurede under overfladen, mens jeg drejede skarpt udenom træer og diverse sten og rødder.
Personerne begyndte at hyle. Varulvehyl. Jeg standsede chokeret foran et stort træ. Hylene blev stærkere, mere motiverede til at dræbe, så jeg satte igen, forpustet, i løb længere ind i skoven. Jeg var bange, mere end nogensinde før.
Hylene fulgte mig gennem skoven. Jeg kiggede tilbage, frygten for at blive slagtet af dem, var enorm. Væltede træer blokerede min vej.
Jeg tog en dyb indånding. De hurtigt skridt, stønnen og hyl kom tættere. De var tæt på.
Jeg kiggede mig over skulderen, i retning af dem. Deres Alpha løb foran alle. Førte dem hurtigt mod mig.
Jeg kiggede tilbage. Varulvene knurrede af mig, stirrede huller med deres gullige øjne i mørket, ligesom i mit mareridst-syn.
Jeg vendte mig mod det store, nedfaldne træ. Varulvene kom tættere, truede med at flå min sjæl fra kroppen. Jeg begyndte at klatre op ad den tykke træstamme.
Jeg nåede toppen og skulle til at springe ned, da jeg så det.
En stor flok skiftede vampyrer stod på den anden side, skiftet til deres vampyr. Hvidlige, døde skikkelser foran mig. Få uskiftede vampyrer stirrede ondt på mig, jeg vendte mig mod varulvene, hvor de uskiftede kiggede skummelt på mig.
Jeg så ingen udvej. Jeg satte mig på knæ, Reggie kom til syne ved min side. Han smilede og satte et vildfarent hårstrå bag mit øre. Han åbnede munden, så hans kridhvide, sylespidse hjørnetænder kom til syne, han bed ned i det samme sår, han havde sat for fem dage siden, ved indvielsen.
"Reggie..." gispede jeg forpustet. Han trak sig fra mit kød, "mmmh." Mumlede han. "Hvad laver du?" Spurgte jeg, forvirret. "Den sidste del af din prøve..." hviskede han. "Du undslap en fare, der jagede dig, udgik forhindringer på dit beskadige ben. Du kan hele dig selv." Han var tæt på mit øre, min hals.
"Hvad?" Det begyndte at svimle. Min arm snurrede, ligeså gjorde mine ben. "Hun er ikke helet..." et par mumlende stemmer kom frem til mit øre. Mit syn blev søret. "Regem, grib hende!" Råbte et par kvindestemmer. Jeg mærkede træet forlade mine fødder. Fodfæstet forsvandt.
Jeg faldt, styrede mod jorden. En hånd tog hurtigt fat om min ventre overarm. "Regem!" Alle stemmerne under mig blev mumlede. "Hun kan dø... slip hende ik... kom læg he.... her... hun har en.... infektion.... sygeafdel.... kom så.."

Et skarpt lys blev tændt over mig. Jeg kunne mærke et eller andet stikke i mit kød. "Ræk mig den!" Skarpe stemmer.
En øjeblikkelig hovedpine satte ind, efter lidt tid, blev det skarpe lys over mig, udskiftet med et mere behageligt stearinlys.
"Regina?" En blid stemme gjorde mig opmærksom på min eksistens. Jeg tvang mine øjne åbne, fik et glimt af lyse hårstrå, før de tvang sig slev i igen. "Hun er ved bevidsthed!" En begejstret tone røg ud ad munden på pigen ved min side. Et par fodtrin kom nærmere. "Tal med hende, Mary! Bliv ved!" En begejstret stemme fra Clara kom til mit høre. "Piger! Hvad sker der?" Nellies stemme var bedrøvet. "Hun er ved bevidsthed... sådan da!"
"Mary...?" Sukkede jeg. Min stemme var rug og hæs, efter ikke at have været brugt. "Regina!" Smilede de. Lyset skat i mine øjne og jeg glippede et par gange. "Hvor længe?" Spurgte jeg. "Et par dage. Vi var ved at blive bekymret. Eller, mere bekymret." Smilede Mary. Jeg nikkede en smule, mens Nellie klemte endnu en pude under mit hovede. "Regem har spurgt efter dig en masse, men han kan ikke se dig." Sukkede Clara. "Det er fint.." sukkede jeg smilende.
Jeg kunne alligevel ikke overskue at skulle kigge på Reggie, manden der var skyld i min lidelse, snakke sødt eller beroligende til mig.
"Han er bekymret." Smilede Mary. "Hvem?" Spurgte Nellie. "Regem!" Clara klappede i hænderne, som tegn på, at Nellie skulle følge lidt med.
"Hvorfor?" Spurgte jeg undrende. "Han er vel bange for din død, og at han derfor ingen arvinger har..."
"Jeg vil ikke bringe ham unger." Svarede jeg tørt. Mary lod en lille latter slippe ud, mens Clara kiggede åndsfraværende på hende, "det skal du, Regina. På et eller andet tidspunkt." Afbrød Azalea, der stod i hjørnet med hætten op over hovedet.
"Nej, Azalea? Det skal jeg ikke."
Mary smilede og rakte ud efter det tæppe, der lå over mig, for at rette på det. På hendes arm, under den løse pelstrøje, var der skræmmer og ar. Jeg kiggede mistænkeligt på hende, hun så ned i skødet på sig selv. "Ikke nu..." mumlede hun stille.
Jeg gav tegn til de tre andre piger, på at smutte ud ad rummet, vi var i. De nikkede, gik roligt ud ad rummet, og trykkede langsomt døren i. "Hvad er der sket?"