Feram Vampire | ✔️

Treogfyrre

To måneder.
Ella har været her i små tre måneder, men hun fik revet Reggie og jeg fra hinanden på mindre end en uge.
Den første sne faldt for omkring en uge siden. Smukt, Hvidt... blankt.
Jeg så ind i spejlet, målte min krop med øjnene. Normal størrelse, bortset fra én del.
Maven.
Jeg ved, at jeg burde fortælle Reggie omkring dette, men jeg ville helst undgå at tale med ham, selvom ham har gjordt alt det, jeg har bedt ham om, og han har skåret alle bånd til Ella.
Jeg lagde en hånd på den lettere runde mave, og så på Nellie bag mig.
"Du bude fortælle ham det." Erklærede hun bearbejdende. Jeg så skyldigt på mig, "gør det mig til en dårlig person, at jeg har ventet så længe?"
Nellie rystede kraftigt på hovedet, "han er den eneste dårlige person, i jeres forhold."
Jeg smilte let ved tanken og sukkede dybt, "kan du kontakte Theo for mig, og fortælle, at jeg kommer på besøg. Sørg for, at Reggie har det godt." Nellie nikkede med et smil og forsvandt ud ad rummet.
Jeg kastede et sidste blik på min mave, før jeg pakkede sammen og gik ned i tjeneste-køkkenet.

"Regina, hvad kan jeg gøre for Dem?" Spurgte en yngre hun. Jeg smilte og så ud i køkkenet, "kan jeg bede dig lave en sandwich?"
Hunnen nikkede lydigt og smilede så, "kalkun eller kylling?"
"Begge."
Hun forsvandt ned i køkkenet, med den hurtige meddelelse, at hun ville komme op i stuen med den om ca. ti minutter.
Jeg nikkede og gik op i stuen, hvor jeg kunne nyde udsigten over haven, imens jeg lod min hånd køre over maven.
"Victoria?" Nellie trådte ind i stuen og gik mod sofaen. Jeg vendte mig hurtigt og smilede, "passer det Theo?"
Nellie nikkede, og satte sig, "ja. Du kan bare komme."
"Hvordan går det mellem dig og din søster?" Spurgte jeg, selvom jeg var ligeglad.
"Fint, hun spørger meget, men hun lærer det vidst." Smilede Nellie og foldede hænderne i skødet. "Hvad spørger hun om?" Spurgte jeg, bare for at lyde interesseret.
"Hvordan du var, da du ankom. Hvorfor Regem valgte dig, du ved, småting. Hvorfor?"
"Bare nysgerrig." Jeg så bagud, hunnen, jeg talte med, kom smilende hen til mig, med min sandwich.
"Tak." Smilede jeg.
"Vil De bede om noget?" Spurgte hunnen Nellie, der blot rystede venligt på hovedet, og hunnen forsvandt igen ned i køkkenet.
Jeg spiste sandwichen og så på Nellie, "jeg må hellere fortælle dette til Reggie." Jeg pegede på min mave og rejste mig fra sofaen, "farvel." Nellie rejste sig og gav mig et hurtigt kram, før jeg efterlod hende i hytten og tog ud til Theo og hans mages hytte.

Jeg bankede blidt på døren, og der gik ikke tre sekunder, før Theo stod i dørkammen. "Regina, goddag. Min mage og jeg er forsinkede til et arrangement, Regem er ovenpå." Theo og hans yngre mage styrtede forbi mig, imens jeg smilede til dem og gik indenfor. Hang min jakke på knagen, kastede et blik på trappen og tog en dyb indånding. "Så sker det." Hviskede jeg stille og gik ovenpå.
"Kom ind." Sagde Reggie blidt, efter at jeg havde banket på døren til hans værelse.
"Hejsa." Smilede jeg, da døren gik op. Reggie's øjne lyste op, "havde Theo ikke sagt, at jeg kom?" Spurgte jeg nervøst. Reggie rystede på hovedet og rejste sig.
Jeg krammede ham hurtigt, indåndede hans duft og trak mig igen, før jeg faldt sammen på den samme stol, som jeg sad på sidst.
Han havde ryddet op. Sengen var redt, ingen tomme alkoholflasker, klamme magasiner eller pizzabakker fra menneskeverdenen, nej.
Kun en stak bøger, den redte seng, stolen, jeg sad i og en sofa.
"Hvad vil du tale om?" Spurgte han så og satte sig i den sorte lædersofa.
"Ja, jeg har en nyhed." Smilede jeg. Reggie løftede øjenbrynene.
"Vi skal have en unge."
"Hvad?"
"Jeg venter..." smilede jeg.
Reggie's ansigt formede sig fra en bekymret masse til et overlykkeligt smil. "En unge?" Spurgte han lykkeligt.
Jeg nikkede, "ja.." med et smil. Reggie rejste sig og lagde hånden på min mave, "hvor langt er du?"
"Fire måneder."
"Wow..." han smilede og gik efter en kys. Jeg undveg og rejste mig pludseligt.
"Undskyld, det var ikke... jeg mente ikke..."
"Det er okay, Reggie." Smilede jeg og holdt hænderne oppe. "Kan jeg... må jeg i det mindste give dig et kram?" Spurgte han forsigtigt.
Jeg smilede og trådte hen til ham, slog armene omkring ham og holdt fast.
Hans greb om mig var fast, som om, at han var bange for, at jeg ville forlade ham med vores barn. Jeg savnede det greb, savnede Reggie. Hans smil hver morgen, kærlighedserklæringen til morgenmaden, vores gåture i haven, de hede nætter, hvor vi bare var i sengen... sammen.
Reggie gav slip, rev mig ud ad min dagdrøm.
"Vil du ikke besøge mig... sådan, ugentligt?" Spurgte jeg pludseligt.
Reggie så mistænkeligt på mig, "vil du virkelig have det?" Spurgte han. Jeg nikkede kraftigt. "Ungen skal jo lære din stemme at kende." Smilede jeg. Reggie nikkede, "jo."
"På søndag?"
"På søndag."
"Farvel, Reggie."
"Pas på dig selv, Victoria."
Jeg nikkede og forlod hytten. At høre ham sige mit navn i det lave tonefald var næsten mærkeligt, når det var i sådanne situationer, han kaldte mig 'bloddråbe'. Jeg savnede, at være hans bloddråbe.
Jeg savnede ham.