Feram Vampire | ✔️

OTTE

Jeg har aldrig været god til smerte.
Det gik dog først op for mig, hvor meget smerte, der kørte psykisk, når det skete fysisk, da jeg stod, bundet til pælen med sølvkæder, midt på den lave træscene.
Reggie var træt, hans skæg var groet frem, ikke blevet trimmet. Han havde drukket. Jeg skuede ad ham. Hans øjne var matte, udtryksløse, de stirrede modløst på mig.
Han vidste ikke hvad han skulle stille op. Hans mod var rendt ud, det ville først vende tilbage efter cyklussen. Indtil da, var han svag.
Jeg sukkede kort. Min vampyr vågnede, spejdede hurtigt ud over forsamlingen, der langsomt formede sig foran scenen. De røde øjne kom, og forsvandt så hurtigt igen.
Hun var klar. Planen var sat i gang.

"Velkommen." Sagde Reggie. Forsamlingen blev med ét stille. "Idag skal den, forhåbentlig sidste, straf af min mage finde sted." Reggie smilede kort mod Garry's efterladte familie.
"Hvem af jer, skal være den første, til at lægge en hånd på jeres morder?" Spurgte han. "Mig!" En ældre mand rejste sig. "Jeg vil hævne mig på min søns vegne. Slå denne morder ihjel." Råbte en hæs, gammel stemme. Jeg kiggede ubekymret på ham. Reggie nikkede, mens alles øjne var rettet mod den spinkle, gamle mand.
Han gik langsomt, humpende mod mig. Reggie's øjne var slappe, alt imens han så på den gamle mand, nærme sig hans egen mage. Hans Regina.
"Regem, jeg vil bede om din tilgivelse for den skade, jeg nu vil påføre din mage." Stemmen rystede, var rug, som havde den aldrig snakket. Reggie nikkede tavs. Manden havde nu hans tilgivelse på forhånd. "Ingen vil blive bearbejdet for skader påført Regina indtil efter midnat. Nøjagtig klokken 00:01 skal al straf af Regina være forbi." Reggie klappede den gamle mand blidt på skulderen, "gå til den, Frode."
Manden, Frode, bevægede sig med et smil mod mig. Han rettede sin ryg ud og så mig i øjnene, før han skiftede til sin vampyr. Jeg smilede kækt.
Det gjorde ham rasende og udløste hans straf mod mig.
Han sparkede, slog og kradsede, der hvor han nu kunne komme til, før lænker og tøj. Et spark ramte min solar plektus. Jeg bukkede under, gispede efter luft, mens Frode sparkede videre. Hans vampyr lod ham gøre ting, mennesket ikke kunne. Ligesom min vampyr ville, ligeså snart at jeg bukkede under for smerterne, overtage og udføre vores plan, der skulle befrie os fra dette sted. Fra Reggie, der synligt var sindssyg og sindsforvirret.
Frode, hvis øjne lyste kraftigt rødt, ramte min kæbe med ét hårdt slag. Jeg spyttede noget blod ud ad munden og så igen på ham. Han var ved at miste kontrollen.
Reggie stoppede ham. "Næste." Sagde han, og lod Frode skrifte tilbage til det svage menneske, han i virkeligheden var. Alt imens Frode langsomt begav sig ned fra den lave scene, rejste en lyshåret, muskuløs dreng sig. "Jeg vil med glæde være den næste." Smilede han og gik tættere. Reggie smilede og nikkede.
Jeg glippede med øjnene. "Colton! Kom op, kom op." Smilede Reggie. Jeg stod stille mens Colton begav sig mod scenen. Han placerede sine fødder udenfor mine. "Du vil fortryde, at du dræbte min bror." Hvæsede han, før han skiftede. Hans allerede lange tænder blev længere, skarpere. Øjnene matte røde og kroppen mere muskuløs.
Jeg snappede efter vejret. Han smilede, stillede sig i en bokse-stilling og slog ud. Slaget var hårdt, gik mod maven. Endnu en mavepuster, der tog luften ud ad mig, tvang mig til at gispe efter mere. Colton udnyttede min gispen efter luft, han hævede et ben. Sparkede ud efter hoften, hvilket fik mig til at bukke under for smerten.
Skiftet var en smule hårdt, da vi ikke var sikre på den plan, vi havde lagt. "Hvad laver hun?!" Råbte Colton. "Hun skifter, dit kvaj!" Råbte Nellie. "Det er ikke tilladt!" Skreg Frode. "Jojo." Nikkede Reggie.
Jeg trak mig tilbage, lod hende styre. Håndleddene brændte. Hun prøvede hårdt st dirke sølvet op. Da det endelig lykkedes, holdt hun fast. Colton var forvirret. Han rørte sig ikke, og det brugte hun som sim fordel. Hun sprang på ham, gav ham bidemærker og skræmmer, indtil han lå nede, med den ene arm på ryggen og tiggede om nåde.
Derefter vendte hun sig mod flokken, mod Reggie. Hun hvæsede en enkelt gang, før hun vendte stik modsat den lille landsby og flygtede ind i skoven.
"Det er varulve territoriet, du ender på, bloddråbe!" Råbte Reggie efter os. Vi var frie. Vi delte en krop, som var hurtigere end vinden, når det kom til vampyrdelen.
Vi nåede ganske rigtigt, efter mange kilometers skov, et hegn, med et skilt på.

Varulve territorie, ingen adgang for uvedkommende, trodses på eget ansvar!

Vi besluttede at trodse. Hoppede over hegnet, løb hen over en gammel kornmark. Vi frydede os. Satte farten ned, gik hen mod den lade, vi havde udset os, at sove i.
De store, røde døre var trukket til siden. Der manglede et køretøj, hvis altså de havde et. Jeg smilede for mig selv. Min vampyr var skubbet lidt tilbage, havde en pause efter løbet. Ingen ville kunne finde os her.
Jeg kravlede op ad en stige, der førte til et høloft.
Der var meget hø, gammelt hø, på loftet. Jeg satte mig i noget af det. Det var behageligt at sidde ned, sidde og stirre ud ad dørene, der stod åbne. Loftet var kun halvt, så jeg kunne se, hvis nogen kom ind.
Mine øjne blev tunge. Søvnen trænge sig mere og mere på, jo mørkere her blev. Jeg kunne ikke holde dem åbne længere og lukkede dem i.

En bil kunne høres. Den bakkede ind i laden. Jeg åbnede søvnigt øjnene. En mand, med brunt hår og stram t-shirt, steg ud ad den sorte bil. Han frøs lidt i kulden.
Pludselig stoppede han brat. "Er her nogen?!" Råbte han ud i mørket. Jeg gispede lavt. Varulve og deres lugtesans!
Han tændte lyset i laden, lukkede dørene tung i.
"Hvem der?" Spurgte han. Det brune hår blafrede en smule. Alle musklerne i hans overarme var spændte. "Jeg ved, at her er nogen! Hvem er du?!" Råbte han igen.
Jeg kunne ikke røre mig ud ad flækken. Høet ville larme for meget. Han begav sig op ad den stige, jeg for nogen timer siden, selv var kravlet op ad.
Han nåede toppen. Stoppede brat ved synet af mig. Jeg sprang op fra høet. Hvæsede ad ham. Han pegede en gevær mod mig, "vampyr!" Snerrede han. "Varulv!" Hvæsede jeg. "Du er på mit område, vamp!" Knurrede han. "Jeg har brug for et sted at være." Sukkede jeg.
Han begyndte at sænke geværet. "Okay. Du kan vel blive herude. Men tro ikke, at det er fordi jeg ønsker det! Og lad ikke mine forældre se dig!" Mumlede han og stillede geværet fra sig. "Tak." Smilede jeg halvt. Han begav sig ned fra høloftet.
"Er du her stadigvæk imorgen?" Spurgte jeg. "Ja!" Svarede han og slukkede lyset, før han forlod laden.
Jeg lagde mig i høet. Selvom hjernen og vampyren i mig, vidste at det var slemt, kunne jeg ikke holde på med at tænke på ham.
Jeg fik ikke hans navn.
Men han var venlig, måske var varulve ikke, som mine forældre troede, de var.