Feram Vampire | ✔️

Fireogfyrre

Reggie P.O.V

Jeg sad i lædersofaen, læste en eller anden bog om... jeg ved det ikke.
Efter Victorias besøg har alt været anderledes.
En halv måned er gået, menneskene og nogle varulveflokken fejrer jul nu, men ikke os.
Hvorfor skulle vi?
De hædrer Jesu fødsel, Guds søn, en frelser.
Det er der ikke noget i for min flok. Vores.
Victorias og min.
Vores flok.

Tre søndage med min mage, ikke hustru, men mage og min ufødte unge.
Jeg savnede min lille familie.
Især Victoria. At se hende, uden at kunne kysse hende, uden at kunne vise hende, hvor meget jeg elsker hende, det rev mig i stykker indefra.

Jeg smed bogen fra mig ovenpå bogstakken og gik ned ad trappen, Theo kom til syne i døren til køkkenet og så spørgende på mig, "hvad skal du?"
"Gå en tur."
"Ikke ned til Regina, vel?"
"Nej, Theo. Bare rundt i landsbyen. Bare rolig. Jeg respekterer hende."
"Det tog dig lang tid."
"Hold kæft."
Theo grinede og vendte sig, "hyg dig på din tur, så."
Jeg grinede tilbage og forlod hytten, for at få noget frisk luft.
Solen skinnede, fik sneen til at lyse op og blænde mig, i det øjeblik jeg gik udenfor døren.
Den næsten nylagte sne knasede under fødderne, som jeg trådte ned i den.
En dyb indånding af iskold vinterluft og synet af unger, der legede sneboldkamp.
Lige det, jeg elskede ved en vintermorgen.

Jeg gik lidt ned ad vejen, så mig omkring i den smalle gade med de gradvist forfaldne hytter, hvoraf nogle blev sat i stand.
"Reg!" En velkendt stemme ødelagde hele min dag, inden jeg nåede at se, hvem det var.
"Ella..." sukkede jeg og fortsatte min gåtur.
"Reg, vent!" Jeg kunne høre hendes skridt i sneen.
"Hvad vil du, mær?" Spurgte jeg utålmodigt og rasende.
Hun stoppede foran mig med et nyt ansigtsudtryk.
"Hævn." Smilede hun og trak mig igennem byen, indtil vi var braset ind i Victorias og min hytte.
Jeg kunne se hende stå i køkkenet. Chokeret over, hvem der lige var braset ind.
"Reggie..." gispede hun.
Jeg så forskrækket på Ella, der trak mig med hen i køkkenet.
"I to tror, i er så perfekte sammen. Men det passer ikke!" Ella åbnede en skuffe, trak noget ud ad den og vendte sig mod Victoria.
"Det er din tur til at føle, hvordan det er, at miste den person, man elsker allermest!" Skreg Ella og tog fat i Victorias skulder, stak en køkkenkniv i maven på hende, lige under brystet og forvandt i en røgsky.
Jeg hastede mod Victoria, der lå blødende på gulvet. Hun kæmpede efter vejret.
"Bloddråbe..." gispede jeg hviskende.
Hun smilte. "Jeg... har... savnet... det... navn." Smilede hun udmattet.
Jeg samlede hende op, bar hende ud ad køkkenet og lagde hende på gulvtæppet midt i den store entré.
Theo, Daniel og Nellie maste sig igennem folkemængden og stod i entréen ved min side.
"Hjælp mig..." sukkede jeg grådkvalt og desperat til Daniel og Theo.
"Jeg... elsker dig..." gispede Victoria.
Nellie sank sammen ved hendes side, imens jeg klemte hendes hånd.
Jeg bukkede mig ind over hende, kyssede hendes læber blidt.
Da jeg igen sad ved hendes side, kæmpede hun ikke længere efter vejret.
Nellie brød ud i gråd, Theo og Daniel gennede folk væk fra hytten og lukkede døren.
Jeg slap Victorias hånd og hentede et sort tæppe, som jeg lagde over hendes krop.

"Undskyld Nellie, men Ella slog Victoria ihjel, og jeg dræber hende."
Nellie rejste sig, tørrede hendes øjne og så direkte på mig, "jeg hjælper gerne." Svarede hun koldt og så ned på det sorte tæppe.
"Skaf en kiste, Daniel." Sagde jeg og så på ham, "hurtigst muligt."
"Jeg kan skaffe dig en indenfor en time."
'Tak. Theo, Nellie. I finder Ella."
"Ja, Regem" svarede de i kor.
"Lad os fange den heks."