SYTTEN

303 12 0
                                    

Bip... bip... bip...
Vi kender den allesammen. Lyden fra en pulsmåler på hospitalet.
Denne lyd, der blev overdøvet af en maskine, der så desparat prøvede at holde mig i live. Generatoren stod for enden af sengen, min mave var flad men jeg var ikke ved bevidsthed.

"Barnet kom for flere timer siden, Regem. Vi kan ikke redde hende..." sukkede en dyb stemme.
"Du må ikke slukke den, ikke endnu." Sagde en velkendt, dog slidt stemme.
"Okay. Du får lige et minut." Mumlede den dybe stemme, efterfulgt af fodtrin og en tungt, lukkende dør.
Den velkendte, slidte stemme mumlede noget i håret på mig og kyssede mig blidt på panden.
"Jeg ved godt, at jeg ikke har værdsat dig, bloddråbe... men du må kæmpe, så vi kan prøve at få det til at fungere, både offentligt, men også privat. Vi må stifte et forhold, før en familie.." han kyssede mine læber, før han vendte sig og gik mod døren.
Bip.. bip.. bip..
Bip. Bip. Bip.
Bip bip bip.
Jeg hostede. Døren blev revet op, "doktor!" Råbte Reggie.
"Hvad sker der?" Spurgte den dybe stemme. Ingen svarede, men der blev rykket rundt på ting.
Jeg hostede igen, men et par minutters mellemrum. "Regina?" Spurgte den dybe stemme. Jeg hostede og slog øjnene op i en dyb indånding. "Kan du huske dit navn?" Spurgte en mand med hvid kittel og mørkebrunt hår. "Victoria..." mumlede jeg halvkvalt og kiggede panisk rundt i rummet.
"Hvad er der sket?" Spurgte jeg. "Din datter kom til verden... men desværre var hun dødfødt." Svarede lægen og sukkede, "jeg kondolerer."
De udførte nogen tjek og medicinske prøver, før de allesammen forlod rummet, så kun Reggie stod tilbage og kiggede smilende på mig.
"Så... kunne du høre, hvad der forgik, før du vågnede?" Spurgte han og tog min hånd. "Var hun dødfødt?" Spurgte jeg intenst. Reggie bed kæben sammen og rystede på hovedet, "nej. Men vi havde en aftale.."
"Jeg ved det... men er hun... væk?" Spurgte jeg. Han nikkede kort på hovedet. Jeg sukkede og lagde hånden på min nu, flade mave.
"Nej, det er hun ikke." Sukkede Reggie opgivende. "Vil du holde hende én gang, navngive hende og så komme videre?" Spurgte han hårdt, selvom hans stemme knak gentagende gange. "Må jeg?"

Reggie skubbede døren op med foden og kom ind med ryggen først.
Jeg kiggede nysgerrigt efter ham, mens han langsomt nærmede sig sengen og drejede rundt på hælen. Et hvilende, lille, babyansigt kom til syne. De små øjne var lukkede og hænderne krøllede sammen om det lille lagn, hun var viklet ind i.
Reggie rakte mig min datter og satte sig på en skammel ved min side.
"Hun ligner virkelig en Cheryl..." smilede jeg grædende. Hun åbnede øjnene og to midnatsblå pletter kom til syne på det lille ansigt. Jeg skubbede lagnet lidt væk fra hovedet, og nogle få røde hårstrå tittede frem. "Rød?" Smilede eg forvirret.
Alex havde ikke rødt hår, jeg havde ikke rødt hår.
"Conway drengen er en varulv, bloddråbe." Forklarede Reggie. "Hvad mener du?" Spurgte jeg, uden at tage øjnene fra Cheryl. "Hvis man blander de to arter, kommer der som regel en helt anderledes hårfarve frem på barnet. Hun vil måske endda få en stribe eller en hel tot hår i en anden farve. Det er bare sådan det er." Mumlede han. Jeg nikkede og strøg mine fingre bildt over hendes hår.
"Er I klar til at aflevere barnet?" Hviskede en kvinde fra døren. "Ja, hun er. Og du har tavshedspligt, okay!" Hvæsede Reggie, "ellers ved du, hvad der sker!" Advarende løftede han hånden og bevægede den frem og tilbage foran halsen. Kvinden nikkede skrækslagent og trådte ind i rummet. "Giv sygeplejersken barnet, Victoria." Sukkede Reggie.
Jeg krammede det skrøbelige pigebarn og kyssede hende på kinden, "jeg elsker dig, Cheryl. Men det her er det bedste." Jeg overrakte hende til sygeplejersken. "Vent! Vil du give hende det her brev, når hun bliver seksten?" Spurgte jeg og hev et brev frem, jeg havde skriblet ned, da Reggie forlod rummet for at hende Cheryl.
Sygeplejersken kiggede fortvivlet på Reggie, der kiggede frustreret på mig. "Jeg vil bare have, at hun skal vide, at der var én der engang elskede hende, hvis nu hun vokser op i... et levende helvede." Sukkede jeg snøftende og sygeplejersken tog imod brevet og lagde det med Cheryl, der imellemtiden var begyndt at græde. Jeg snøftede og blinkede tårerne væk fra mine kinder, mens jeg tog min datters hånd og klemte den "farvel, Cheryl.."

Reggie havde støttet mig hele vejen hjem. Jeg havde ikke sagt så meget, som ét ord til ham, efter at jeg opgav Cheryl til systemet. "Hvorfor er du så fandens sur?" Spurgte Reggie irriteret. Jeg ignorerede ham og begav mig mod trappen, "Victoria!" Råbte han efter mig. Jeg gik langsomt op ad den store trappe og støttede tungt til gelænderet. "Victoria! Hør efter, jeg er din overordnede, din chef, du skal gøre, som jeg siger! Mit ord, er din lov! Hør efter, din satans hun!" Skreg han efter mig.
"Din barbariske slange af en vampyr at være, du skal bare høre efter og komme her, inden jeg—"
"Victoria." Afbrød en meget velkendt stemme, Reggie's vredesudbrud. Jeg vendte mig hurtigt og så nogen, som jeg ikke havde set længe.
"Charles!" Gispede jeg grædende og snublede ned ad trappen, for at falde i armene på min storebror. Han tog imod og kiggede dræbende på Reggie. "Hvem er du, og hvorfor tror du at du kan tillade dig, at tale sådan til min søster?!" Råbte Charles, mens han støttede mit hovede med hans hånd, så jeg var klemt fast på hans skulder.
"Jeg er hendes mage, Reggie, Regem for denne flok." Svarede Reggie stolt. "Du er en svag han, Reggie. Man råber ikke af sin mage på den måde, man værdsætter hende, elsker hende." Hvæsede Charles. "Hvorfor er du her, på mit territorie?" Spurgte Reggie.
"Jeg er her, fordi jeg hørte om min søsters datter, min niece."

Feram Vampire | ✔️Where stories live. Discover now