Feram Vampire | ✔️

Otteogtyve

Fire uger efter var alt næsten ved det gamle.
Reggie ledede sin flok, han havde dog forhandlet et par aftaler på plads med mig. Jeg ledede ved hans side som en dronning.
Jeg gik rundt blandt flokken som en fri fugl.
Om aftenen elskede Reggie og jeg, som et normalt par.
Alt var ikke bare ved det gamle. Det var bedre.
Men der var stadigvæk krig. Varulvenes folk ville ikke give op. Det ville Reggie heller ikke.

"Azaleas begravelse er senere idag. Skal du med?" Spurgte jeg Reggie, da vi lå tæt op ad hinanden i sengen. "Mmh." Smilede han og aede mit hår stille. Mit hovede lå på hans nøgne bryst. "Mener du det?" Spurgte jeg stille. Han smilede og så ned på mig, "ja."
Jeg kravlede op på ham, så mine ben nåede ned på hver side af Reggie. Hans mund mod min. Hænderne mod min hud. Det var ikke bare 'samleje', det var kærlighed.
Reggie respekterede mig nu, han lyttede.
Jeg havde åbnet ham op, og havde ikke i sinde nogensinde at smække ham i igen.

"Vil du have noget morgenmad?" Spurgte Reggie da han havde halet noget tog over den muskuløse krop. "Mmh." Brummede jeg og vendte mig i sengen. "Er der om ti." Smilede han, kyssede min pande let og forlod værelset.
Jeg så op i loftet. Tænkte på, hvor herligt jeg havde det.
Gode venner, godt liv og en perfekt mage.
Pludselig slog tanken om Azalea ind. Hun var død. Jeg havde sluttet fred med tanken for flere uger siden. Men nu, nu var det som om, at hun havde et større plads.
Sørgmodigt fik jeg en kjole halet ned over min slanke krop og tumlede ned ad den brede trappe.
"Hey, bae." Smilede Reggie fra den modsatte ende af spisebordet. Jeg smilede trist og tørrede de nedfaldne tårer af kinderne. "Kom herned og sid ved min side..." sagde han så og klappede på den høje stol, han havde rykket lidt tættere på ham. "Ingen skammel?" Spurgte jeg med et skævt, halvtrist smil.
"Hvad er der galt?" Spurgte Reggie pludselig. "Azalea er død." Svarede jeg kort. "Jeg ved det." Han placerede sin varme hånd ovenpå min. "Du forstår det ikke!" Jeg hev hånden mod mig. "Hun er død. Væk. Jeg kan aldrig tale med hende igen!" Græd jeg hysterisk. "Hun er væk..." gentog jeg hviskende og rejste mig med et "undskyld mig."
Reggie sad fortabt tilbage i sin stol og stirrede efter mig, alt imens jeg forlod rummet.

Jeg lå grædende i sengen på værelset. Azalea havde ofret alt, for at bevise et eller andet dumt til Nellie. Og det dræbte hende.
Hvad hvis...
Nej.
Men hvad nu hvis?
Mine tanker snurrede rundt. Der var stadigvæk den lille irriterende tanke i baghovedet om, at når Reggie havde fået sin unge, ville han måske være det samme kærlighedsløse monster som han var da vi mødtes og måske...
"Bloddråbe." Reggie's bløde stemme afbrød mine tanker. "Hvad tænker du på?" Spurgte han og satte sig ved min side. "Azalea." Mumlede jeg. Han skød et øjenbryn i vejret, "Victoria."
"Jeg tænker bare... når du har fået din unge, så er jeg vel ligemeget. Du smider mig ud ad dine tanker og bekymringer for evigt derefter..."
Reggie klukkede lidt. "Hvad griner du af, jeg mener det!" Sagde jeg hæst. "Bloddråbe. Jeg elsker dig, intet, slet ikke en unge, kan forhindre mig i, at bekymre mig om dig. Jeg ved godt, at der var og måske stadigvæk er noget i vejen med mig, men du er min mage, og den eneste hun, jeg har elsket." Smilede han og kyssede mig på kinden.
Jeg satte mig op ved hans side, "er du sikker?"
"Bombesikker." Konstanterede han med et frækt skær i ansigtet. Jeg smilede fjollet og skubbede blidt til ham. "Jeg elsker dig, Reggie Blood."
Et smil voksede øjeblikkeligt frem på hans læber. "Det ved jeg." Svarede han hoverende og satte en hårlok bag mit øre. "Jeg skal arbejde nu." Sukkede han så og rejste sig fra sengen. "Vi ses til begravelsen."

Tjenestefolkene havde hængt en lang, sort kjole op og stillet et par sorte sko under den. På sengen lå en lille hat med et sort slør i.
Perfekt til begravelsen. Jeg havde selv fundet en sort buket blomster, eftersom Azalea ikke var den mest farverige person, jeg havde mødt.
Jeg iførte mig den sorte kjole imens tårerne allerede trillede frit ned over kinderne.
På blomsterne havde jeg sat et billede frem af hende, Azalea.
"Er du klar?" Reggie stod i døren til værelset. Jeg nikkede sørgmodigt og tog et skridt mod Reggie, der åbnede armene og var klar til at tage alt, hvad jeg kunne slynge gennem luften for at få det bedre.
Men jeg trådte bare ind i hans omfavnelse og begravede hovedet i hans jakke. "Du må aldrig slippe mig.." mumlede jeg i brystet på ham. "Aldrig.." gentog han og kyssede min hovedbund blidt. "Men vi er nødt til at gå nu, ellers kommer vi for sent." Han slap mig langsomt, alt imens jeg bakkede ud ad hans greb.

Azalea og hendes mors begravelse startede ud med Reggie's tale, så min tale og så de pårørendes.
Under hele ceremonien sad Nellie ved min side og knugede min hånd, mens Reggie sad med hånden på mit lår.
Da den var færdig og Azalea var begravet ved sin mors side, begyndte hele flokken at gå hjem og gentoptage deres hverdag.
"Er du okay?" Spurgte Reggie, da vi havde sagt farvel til Nellie. "Jah.." mumlede jeg. Reggie så på mig, mens jeg skjulte mit ansigt en smule. Jeg vidste at mine øjne var røde og puffede, men Reggie spottede det alligevel. "Du skal ikke lyve for mig, bloddråbe." Brummede han.
"Hvad vil du have mig til at sige, Reg?!" Skreg jeg, ude ad mig selv af sorg, "at jeg er så ked af det og sårbar, at jeg bare har brug for at du ikke forlader mig?! At jeg er så deprimeret, at jeg må kæmpe imod trangen til at lade min vampyr tage over, så hun kan gøre en ende på min lidelse?!"
Reggie stoppede brat op, "Victo-"
"Nej! Jeg vil ikke høre det!" Jeg løb. Løb så hurtigt og så længe væk fra Reggie, som muligt.
Stoppede først, da jeg var i hytten. En underlig fornemmelse havde længe været i min mave, men jeg havde ikke sagt noget til nogen. Jeg snublede hurtigt ud på toilettet og kastede op.
"Her er Deres indkøb, Regina." Smilede en tjenestepige. Jeg tog med et smil imod den lyseblå apotekspose og lukkede døren.
Tre forskellige graviditetstests.
De samme tre svar.

Positiv.