Feram Vampire | ✔️

FEMOGTYVE

Jeg så uforstående på ham, "Reggie..." sukkede jeg akavet, "jeg er ked af det, men..."
"Men du vil ikke gifte dig med mig." Afsluttede han utilfreds.
"Jeg er bare ikke der, Reggie. Du har stadigvæk såret mig så dybt..." mumlede jeg og slog blikket ned. Reggie lagde pegefingeren under min hage og løftede mit blik. Hans øjne lyste skarpt rødt og hans tænder var frygtindgydende skarpe, "du skal ikke løbe med flokken under blodmånen idag, Bloddråbe." Hvæsede han hæst og greb min underarm i en hård bevægelse.
"Reggie, min transformation vil ske, hvad enten du lukker mig inde, eller ej." Jeg prøvede at hive armen til mig, men det fik bare Reggie til at stramme grebet. "Men jeg kan og vil straffe dig." Hviskede han hæst og trak mig mod udgangen af lysningen, "for hvad? For ikke at ville gifte mig med dig! Det er jo latterligt!" Råbte jeg uhæmmet.
Reggie stoppede brat op og skuede ud over den musestille forsamling, før han greb min anden arm og holdt mig op foran hans ansigt, "hold kæft, kvindemenneske!" Hvæsede han faretruende lavt. "Resten af jer, gå ud i skoven og transformer!"

Reggie trak mig gennem skoven i så høj en fart, at grenene, der smækkede mod min bare hud, efterlod lange, røde streger over overarmen.
Vi stoppede brat foran en stor sø. Jeg sprællede for livet, "Reggie!" Skreg jeg forvirret. Han stirrede morderisk ned i søens mørke dyb. Hans blik blev dystert og mørkt.
Han greb begge min arme og holdt mig foran sig, "ved du hvad dette er?" Spurgte han så. Jeg rystede ængsteligt på hovedet, "en sø?" Gættede jeg.
Han smilede kort og nikkede mod det mørke vand, "ikke kun en sø."
"Hvad skal det betyde?"
"Det vil du snart se." Reggie løftede mig op fra jorden og holdt mig over søen. Jeg prøvede at tale ham fra, hvad jeg troede at han ville gøre, men uden held.
"Reggie, drukner du mig, har du ingen chance for at få dine unger! Dine arvinger!" Råbte jeg hæst. Reggie kiggede smilende på mig og trak mig ind i et brutalt kys fyldt med begær og had. Han strakte armene og sank mig stillede ned i vandet, da gik det op for mig.

Det var ikke vand.

Reggie havde fundet vampyrenes tjærehul. Alle arter havde et.
Heksenes kunne opfylde tre ønsker, hvis de var mørke nok.
Varulvenes kunne slå ihjel, hvis man ofrede sin elskede.
Men vampyrenes var noget andet, den gav en han muligheden for, at få sin vilje; hvis man lagde sin elskede ned i vandet og druknede hende i tjæren, ville vampyren miste stemmen og kun kunne gøre, hvad ens mage ville.
Reggie ville have unger, magt og lidelse over hans mage, mig.

Jeg sprællede en gang. Reggie så morderisk på mig og placerede hans ventre hånd på mit hovede, mens han maste mig længere under. Tjæren gik mig til midt på halsen, og Reggie maste en smule hårdere. "Når vi to ses imorgen, vil du være villig til at dø for min hånd." Smilede han stille, "du vil være villig til at bære min unge."
Tjæren gik til kæben og Reggie placerede sin anden hånd på mit hovede og maste en smule mere, før han slap helt og trådte væk fra tjærehullet.
"Du vil se... snart vil vi have et helt kuld."
Reggie forsvandt, ellers rettere, jeg forsvandt. Tjærens overflade blev blank og Reggie's skridt kunne høres, selv nede fra tjæren.

Jeg lå i tjæren længe, holdt vejret så længe jeg kunne. Min ilt slap snart op, jeg kunne mærke blodet forsvinde ud ad hovedet. Tjæren havde godt fat og jeg kunne mærke den bryde ind under min hud, fortære mig.
Til sidst følte jeg mig som et skelet, fanget i jorden.
Pludselig kunne jeg mærke mine føder dryppe tjæren af. Jeg sprællede et par gange. Mine knæ og lår nåede den anden side. Pludselig faldt hele koppen igennem, som en tung klud landede jeg på jorden.

Stanken var ikke til at holde ud. Et sort, klistret hårstrå lå på tværs af ansigtet. Jeg spejdede ud i det larmende mørke. "Hallo?" Råbte jeg. Råbet kom tilbage i et ekko. Jeg fik med besvær rejst mig op og tumlede lidt rundt. "Hallo?" Råbte jeg igen.
Intet.
Jeg famlede efter en væg, et loft, et eller andet. Der var intet. Rummet var som et helt andet univers.
Pludselig blev et lys tændt. Jeg flakkede med øjnene. Lyset skar igennem mine nethinder og brændte min hjerne.
"Goddag, barn," lød en rusten stemme fra den stadigvæk ikke oplyste gang. Jeg kiggede rundt, loftet var højt og et par vægge tonede frem her og der.
"Hvem er du?" Spurgte jeg syrligt.
"Vær ikke bange." Stemmen kom tættere. Jeg sukkede dybt og gik med rystende skridt mod mørket. "Kom frem!" Skreg jeg ængsteligt.
Jeg kunne høre en person røre på sig i mørket. Pludselig skød en lang, slimet tjærearm ud og greb fat i mig. Den vred sig om min krop og strammede til. En smuk, ung mand kom frem.
Armene stak ud fra hans ryg, mens han langsomt gik hen til mig. "Hvem har vi så her?" Spurgte han med lukkede øjne. En klap skjulte både hans øje og halvdelen af hans kind. Jeg så spørgende på ham, "hvad er der bag klappen?" Spurgte jeg. Manden rystede lidt på hovedet.
Hans halvlange, sorte hår, der gik han til lige under ørene, var klistret ind i det sorte tjære og klamrede sig til hans ansigt. Han var iført en hvid trøje parret med sorte bukser og et par sorte sko.
"Du... du er tjæremonstret!" Udbrød jeg. Manden smilede og nikkede. Hans øje var stadigvæk lukket. "Jeg kan lugte din frygt, vampepige.." smilede han. Jeg skuttede mig, ingen havde kaldt mig vampepige før. "Jeg... jeg er ikke ba- bange!" Stammede jeg. Manden smilede og førte mig tættere på hans ansigt. "Alle er bange i hullets dyb." Brummede han.
Jeg så mit snit og sparkede ham på siden af hovedet med min fod.
Hans lange, ulækre arm slap mig, da han i det samme landede hårdt op ad en fremtonet væg.
Jeg rejste mig fortumlet og samlede en kæp op, der lå tredive centimeter fra mig. "Jeg er ikke bange!" Råbte jeg forpustet og bankede kæppen ned i manden tre gange. "Victoria!" Hvæsede manden pludseligt.
Jeg trådte forskrækket tilbage og faldt over mine fødder, for så at lande med hovedet tungt ned i jorden. Manden rejste sig og samlede mig op med en tjærearm.
Hans maske var røget af og lå på jorden bag ham.
Hans øjne var åbne og stirrede på mig.
Under masken gemte der sig et langt, skævt ar, der gik fra kindbenet og til den øverste del af øjet. Hans øjne var kulsorte og fyldt med sorg. Der var et hak i hans øjenbryn, hvor klappen havde siddet. Jeg gispede kort og han tog hurtigt fat i masken. "Hvad er der sket?" Spurgte jeg blødt. Han så irriteret på mig, lukkede øjet og svarede, "det skete, da jeg blev fanget hernede."
Svaret irriterede mig. "Hvordan blev du fanget hernede?" Spurgte jeg. Manden åbnede øjet og så skuffet på mig, "du er ikke som de andre." Konstanterede han og lagde mig blidt på jorden, før hans otte arme forvandt i ryggen på ham.
"Hvorfor slipper du mig?" Spurgte jeg og kom på benene. "Du er ikke som de andre." Gentog han blot og vendte sig dystert mod mørket. "Hvad mener du med det?" Spurgte jeg frustreret.
"De andre er... duller, divaer. Du er... du er anderledes." Brummede han. "Hvorfor er du hernede?"
Jeg smilede overrasket over spørgsmålet, "det... ved jeg ikke."
Han vendte sig rundt og kiggede direkte på mig, hans øjne var nu normale. Mørkelilla med en streg af grøn. "Hvem skubbede dig herned?" Spurgte han så.
"Min såkaldte mage. Reggie Blood." Smilede jeg så. Han smilede kort.
"Hvordan kender du mit navn?" Spurgte jeg så. "Jeg kender alle i vampyrriget. Du er velhavende, fra dine forældre, nu fra din mage. Du er på alles læber her i skoven, lige for tiden." Smilede han så.
Hans smil var blødt og genert. "Og hvad er så dit navn?" Spurgte jeg. "Chan." Svarede han.
"Jeg kan løfte dig op på overfladen, Vampepige." Sagde Chan så dystert. "Er det ikke meningen, at jeg først må komme op til overfladen når du har lært mig at være, hvad min mage vil have?" Spurgte jeg så. "Du kunne undslippe, desuden tog det dig evigheder at komme igennem tjæren. Du rørte dig ikke nær så meget, som de andre. Du var ikke bange." Chan's øjne blev igen helt sorte og hans tjærearme voksede igen ud. "Vil du ikke med op?" Spurgte jeg, da han tog fat i mig. "Jeg kan ikke. Men du er velkommen til at besøge mig." Chan lukkede øjet og pressede mig imod tjæren, der dryppede ned i tjærepølen under hullet.
"Farvel, vampepige." Sukkede Chan, da tjæren omsluttede mine øre.

Jeg brød gennem tjæreoverfladen og blev skubbet op på skovbunden. Jeg klemte øjnene sammen for sollyset og tørrede tjæren af ansigtet. Noget tog pludselig fat i min arm og trak mig med igennem skoven. Grene knækkede under mig og små sten efterlod sår i min ryg.
Pludselig stoppede vi foran en skovhytte i en lille del af den tætbevoksede skov. "Hvem fanden er du, og hvorfor tror du, at du kan..." jeg rettede mig op og fik øje på et kendt ansigt. "Alex?"

(Tak for tålmodigheden til jer alle! Jeg er ked af, at jeg ikke har uploaded et afsnit noget før, har bare haft travlt og tilmed det, en skriveblokering. Jeg lover, at næste afsnit snart kommer ud.)