Feram Vampire | ✔️

Tredive

Reggie P.o.v

Jeg smækkede døren hårdt i og smed mig i den store, redte seng. Hun forstod ingenting!
Hvis ikke jeg fik hende til at adlyde, ville jeg se svag ud og svage hanner bliver set ned på, en svag Regem bliver slået ihjel.
Hun kunne ende ud med en idiot, der kun tænker på parring, unger og magt.
Jeg er ovre det stadie.
Mine øjne blev tunge, som jeg tænkte på Victorias vrede. Hun var en sær en, det var hun. Men der var noget ved hende, en gnist, man ikke kunne fjerne.
Det var nok det, jeg elskede ved hende. Hun vidste hvad hun ville.

Den næste morgen var der ingen tegn på, at Victoria havde forladt værelset.
Døren var stadigvæk låst, men der var intet svar, da jeg bankede på døren og sagde "Victoria, søde. Vil du ikke nok komme ud nu?"
Intet. Jeg hev i håndtaget. "Victoria?" Det gik op for mig, at der var helt stille. Ikke ét åndedrag. Ingenting.
"Victoria!" Råbte jeg igen og fik sparket døren ind.
Her var ingen.
"Pis!" Vinduet stod åbent.

"Daniel, Theo, Archie!" Råbte jeg gennem hele hytten, indtil de alle tre stod på mit kontor.
"Hun er løbet hjemmefra." Sagde jeg frustreret. Drengene så på mig, som om verden skulle til at gå under, "slap af." Beordrede jeg.
"Krigen er ikke ovre, Regem. Vi er midt i den!" Sagde Theo.
"Hun kan, og højst sandsynligt vil, blive dræbt, hvis varulvene fanger hende igen." Spyttede Archie.
"Regem, du er nødt til at lade os finde frem til hende." Forlangte Daniel.
Jeg tænkte mig om, "hvem af jer har den bedste lugtesans?"

Victorias del af skabet var fyldt med tøj. Kjoler, bluser, bukser, undertøj. Daniel rakte ud efter en kjole, men så så hurtigt op igen, "de har været vasket, Regem. Hvor er den kjole, hun havde på under ballet igår?"
Jeg forsvandt ind i gæsteværelse, men kom straks tilbage igen, "hun har smidt den ud ad vinduet. Løb ud og se, om der er noget tilbage. En færd."

Daniel fik hurtigt færden af hende og skiftede til hans bedste skikkelse. En enorm flagermus. "Kan du lugte hende?" Spurgte jeg uroligt. Daniel nikkede og gik på vingerne.
Han fløj mod skoven, varulveskoven. Det eneste, der afholdt Victoria fra at løbe derind, var et tre meter højt pigtrådshegn.
Hunnen var mester i at flygte, men måske ikke med et tre meters pigtrådshegn. "Er du sikker på, at hun er på varulveterritoie?" Spurgte jeg usikkert. Daniel nikkede og greb mine skuldre i kløerne, for at flyve over hegnet.
Da vi landede på den fugtige varulvejord skiftede Daniel igen til sin menneskelige skikkelse. "Hun er såret." Konstanterede han og pegede på det forrevne stof, der sad fast i pigtråden.
"Og hun er nær." Tilføjede han og begyndte at løbe. Jeg så en sidste gang på hegnet og spurtede efter Daniel, der fortsatte indtil vi nåede udkanten af skoven, hvor der var en stor busk Daniel skubbede os ind i.
"Hvad laver du, vi skal finde—"
"Shh!" Snerrede han og åbnede en lille sprække mellem bladende med hans fingre. "Hun er dér." Sagde han og pegede. Jeg så ud, og ganske rigtigt. Der stod min mage, hængende op ad en... varulv.
"Den lille..." mumlede jeg, da de vendte sig mod os.
"Hvad var det?" Spurgte Victoria, tydeligt kvæstet.
"Ingenting. Kom, lad os gå, før nogen skyder dig yderligere." Stemmen var velkendt. Alexander Conway tænkte jeg og spyttede på jorden. Selv at tænke hans navn, gav mig en dårlig smag i munden.
Jeg rejste mig med et sæt, da han lagde armen beskyttende rundt om min mages tynde talje. "Hey, Conway! Slip hende!" Råbte jeg. Alexander vendte sig rundt, mens jeg med hastige skridt nærmede mig dem.
"Reggie, det er ikke hvad du tror, hun er såret." Forsvarede Alexander sig og bakkede langsomt bagud, ved at give slip på Victoria, der omgående faldt til jorden.
Jeg bukkede mig hurtigt og samlede hende op i armene, så hun lå med hovedet mod mit bryst og benene begge samlede over min venstre arm. "Hvad er der dog sket med dig?" Spurgte eg stille og kyssede hendes beskidte pande.
"Kom med!" Sagde Alexander, der begyndte at lunte. Jeg gjorde tegn til Daniel om at følge med.

Vi bevægede os igennem en tæt bevokset skov, med højt græs og en masse vilde dyr.
Endelig nåede vi til en lille hytte i skovens dybeste bevoksnings areal. Alexander skubbede døren op og gjorde en seng klar. "Læg hende her." Mumlede han og lukkede døren. Jeg lagde den sårede Victoria på sengen og fik et lagn over hende.
"Hvad skete der?" Spurgte jeg, mens jeg langsomt rensede hende underligt beskidte ansigt.
"Hun kom løbende inde i skoven, såret efter pigtrådshegnet. Hun havde forvildet sig længere ind i skoven, istedet for ud og nogle fra min trop begyndte at skyde efter hende. Jeg fik stoppet dem, ved at overbevise dem om, at det var en Hjort, der bare lige løb forbi. Derefter løb jeg ud og fandt hende. Reggie, hun har en kugle i maven, lige under ventre bryst." Hviskede han faretruende lavt.
Jeg gispede, "vores unge..."
Alexander skød begge øjenbryn i vejret, "er det dét du tænker på, lige nu?!" Spurgte han overraskende højt. "Nej, jeg mener, at hvis hun klarer den, men ungen ikke gør, vil hun føle sig skyldig, forevigt. Hun føler stadigvæk skyld over jeres unge..." den sidste sætning fik mig til at kløjes.
Tanken om, at Alexander Conway fik en unge med min mage, før jeg gjorde, gav mig kvalme og samtidigt, følte jeg mig fortabt. Jeg elskede Victoria, og så ikke, at jeg mistede hende til Alexander Conway.