Feram Vampire | ✔️

TOOGTYVE

Reggie's ansigt sank sammen i én dyb grimasse. Flokkens gisp og chokerede hvisken overdøvede Reggie's råb og forbandelser mod den der afbrød det, han altid ville have.
En mage, der gør som han siger.
Efter lidt tid var personen kommet tættere og den brummende flok var stille. "Hvad laver du her?!" Spurgte Reggie vredt. "Jeg er her for at se Victoria." Svarede personen.
Reggie samlede mig hurtigt op fra scenegulvet og plagede mig bag ham, "du kommer ikke tættere på hende, varulv!" Råbte han.
Personen kom tættere på os, på scenen. "Reggie, jeg skal tale med hende," sagde han, "hun kan vel selv bestemme, ikke?"
Reggie knugede min hånd, vendte hovedet lidt og kiggede mig i øjnene, "nej. Victoria, vi går hjem og diskuterer det her!" Han løftede mig op og gik mod hytten, men vi nåede ikke langt, før personen igen råbte, "Reggie!"
Reggie vendte sig om og kiggede på ham, "hvad?" Spurgte han sarkastisk.
"Alexander?" Spurgte jeg overrasket. "Hej, Victoria." Smilede han og vendte sig kort, "vi ses snart." Konstanterede han og forlod lysningen hvori scenen var.

"Alexander Conway!" Råbte Reggie mens han rasende gik frem og tilbage foran sofaen jeg sad i. "Den fandens Alexander Conway!" Blev han ved. "Reggie, slap af." Mumlede jeg. Han stoppede brat, "du vidste det!"
"Vidste hvad?" Spurgte jeg roligt. "Du vidste at han ville være der, dét er den eneste grund til, at du ville være sammen med mig, du vidste at han ville komme!" Råbte han. "Reggie, jeg havde ingen idé om, at han ville komme. Jeg ville slet ikke se ham igen, ikke efter..." jeg lod sætningen dø ud mens Reggie sank ned på sofaen og tog min hånd.
"Jeg ved godt, at jeg ikke har vist dig det, men jeg... jeg el—"
"Regem, du har besøg." Afbrød Daniel ham. Reggie rejste sig med et suk og kyssede mit forhoved blidt, før han forlod rummet.
Jeg kunne høre noget råben og banken, før jeg besluttede at rejse mig fra sofaen og gå ud i gangen for at se, hvad der skete.
"... Hun er ikke din ejendel!" Råbte Alex. "Hun er heller ikke din!" Råbte Reggie tilbage. "Du elsker hende ikke, Reggie! Det gør jeg!" Alex' stemme var en smule dybere end den var sidste gang jeg så ham. "Du ved ingenting, varulv. Jeg elsker hende, jeg kan bare ikke vise det..." sukkede han irriteret.
"Du elsker mig?" Spurgte jeg som jeg trådte ud i gangen. Reggie vendte sig rund og Alex kom tættere. "Victoria, jeg vidste ikke du stod der.." smilede han nervøst.
"Du elsker mig." Gentog jeg bekræftende. Reggie måbede, og kiggede til siden, "måske?" Smilede han.
Alex trådte hurtigt ind i samtalen og gav mig et kram. "Hej Alex." Smilede jeg og skævede til, den tydeligt jaloux, Reggie, der stod lænet irriteret op ad væggen.
Alex smilede og rettede på mit hår, "jeg har savnet dig." Smilede han, "har du savnet mig?" Spurgte han så med et nervøst smil på læben. "Alex, du vendte ryggen til mig, fordi jeg er vampyr. Det gjorde så ondt." Tårerne begyndte at presse sig på mens Alex hold om mig med armene. "Jeg var ikke fornuftig." Sukkede han, mens jeg skubbede hans arme væk fra mig, mens jeg mærkede Reggie's arme istedet, "forstå en hentydning, Conway, hun hader dig."
Jeg skubbede mig ud ad Reggie's arme og kiggede på dem begge, "du er heller ikke ligefrem mig yndlings person!" Råbte jeg. Alex lo kort, før jeg rettede min vrede mod ham, "og du blev vred fordi jeg gav dig et falsk navn, det er måske forståeligt, men du vendte ryggen til mig, selv da jeg fortalte dig sandheden!"
Han lagde armene over kors, "du kunne have fortalt den fra starten.." mumlede han. "Åh, undskyld! Men måske skulle jeg også bare have skudt dig?" Spurgte jeg vredt.
Reggie kiggede forskrækket på mig, og Alex kiggede ned. Jeg holdt hænderne foran munden og kiggede forfærdet på Reggie, der hurtigt tog fat i mig og krammede mig.
Alex kiggede på Reggie med skyld i fjæset, "hvorfor trækker du hende væk?" Spurgte han. "Du skød Gabriella.. jeg tager ikke chancen med den pige, jeg har lært at elske." Sagde Reggie og skubbede mig om bag sig. "Du skal gå nu, Alexander."
Alex kiggede knust på mig. "Okay..." sukkede han, "men du skal vide én ting." Sagde han og kiggede på min mave. Jeg rynkede brynene og kiggede på Reggie, der trak på skuldrene.
"Jeg kender til babyen." Sagde han.

"Hvordan?" Spurgte jeg nervøst. "Jeg fandt graviditetstesten, og mine forældre sover ikke sammen og så har jeg syvårige søskende, som ikke ved hvad det er." Smilede han. "Hvor er barnet så?" Spurgte han og så sig omkring.
Jeg brød sammen og fór ind i et andet rum, hvor jeg kunne høre Reggie fortælle Alex, hvordan han fik mig overtalt til at give min datter væk til andre mennesker. En lukket adoption.
Der blev banket på døren og Alex trådte ind. "Du... du bortadopterede vores barn?" Spurgte han skuffet. Jeg nikkede og tørrede tårerne væk fra min våde kinder. "Fortæl mig om det, i det mindste" smilede han og satte sig ved fodenden af den seng, der stod i lokalet.
"Det blev en pige og jeg... jeg tænkte så meget på dig, at jeg kaldte hende Cheryl.. og så tog de hende væk. Jeg savner hende hver dag!" Hulkede jeg og krammede en pude. Alex lagde en arm på mit lår, jeg lagde min hånd i hans og smilede kort. "Hun var så smuk. Hun lignede dig, meget endda." Smilede jeg og klemte hans hånd lidt. Han kravlede op ad sengen og stod på alle fire over mig.
"Jeg elsker dig," smilede han og kyssede min pande blidt. Hans øjne mødte mine og før jeg vidste af det, kyssede han mig.

Få minutter efter gik døren op, "Victoria?!"