Feram Vampire | ✔️

Seksogtyve

"Alex, hvad laver du her?" Spurgte jeg smilende. Mit tjærfyldte hår var nu fyldt med blade, grene og jord. "Shh.." Alex skubbede mig ind i hytten og lukkede døren efter os. "Hvad sker der?" Spurgte jeg uroligt. Alex så rundt i rummet. Jeg vendte mig rundt og fik øje på dem.
En masse varulve, der bare ventede på, at flå mig i stykker. "Røvhul!"hvæsede jeg mod Alex. Jeg vendte mig kampklart mod de andre varulve og skubbede Alex ud foran mig. "Det er ikke havd du tror!" Brummede Alexander og kom på benene. "Hvad er det så?!" Spurgte jeg, stadigvæk klar på kamp.
"Okay, de vil ikke flå dig, men i nat udbrød der krig mellem min flok og Blood Cult, din flok. Ingen havde set dig og Reggie havde travlt med at forberede sine kamptropper, så vi fandt ud af, hvor han havde slæbt dig hen. Derefter blev vi enige om at tage dig som gidsel og tvinge dit vampyrkult i knæ!" Alex så skamfuld ud.
"Og det vil de, fordi for hver dag, din åndssvage mage, ikke bukker under, bliver du såret." Smilede en mere maskulint fremtonet varulv fra flokken.
"Din skiderik!" Hvæsede jeg af Alex, der stillede sig mellem mig og varulveflokken. "Jeg prøvede at tale dem fra det, men de ville ikke lytte..." Alex rømmede sig.
"Åh, så du kunne ikke engang beskytte dit barns m..."
"Schhhhh!" Alex satte en hånd foran min mund. "Hold kæft, Victoria!" Hvæsede han lavt.
Dem meget maskuline varulv trådte frem og gjorde tegn til de andre varulve om at gå udenfor.
Da alle varulvene var ude og det kun var os tre hvæsede den maskuline varulv af mig. "Sæt dig på den stol og hold kæft, vampyr!"
Jeg dukkede mig lidt og satte mig på den lille stol, der mindede om den, Reggie fik mig til at sidde på i starten af vores 'forhold'.
"Du fik er barn, med en... vampyr!" Råbte den maskuline varulv.
"John, det er ingenting. Hun beholdt det ikke engang!"
"Men det lever. Et eller andet sted derude i verden, er der en lille blandingsart!" Varulven, der hed John, gik selvsikkert hen til mig og svingede sin hånd op i luften. Hånden ramte min kind med et smæk og efterlod et rødt håndmærke.
"Kælling." Mumlede John og gik tilbage til Alex.
"Du får ikke lov at tilbringe så meget som et sekund alene med den vampyr! Dobbeltvagter. Er du med?" John åbnede døren og råbte et eller andet navn, hvorefter en fyr kom ind i hytten og Max forsvandt.

Jeg sad stille på den vakkelvorne stol. Den fremmede varulv og Alex snakkede lystigt sammen i den anden ende af hytten.
Vi sad her i minutter.
Timer.
Jeg så uroligt rundt. Pludselig brød Max ind ad døren og så forvirret på mig. "Du er her stadigvæk?" Konstanterede han spørgende, så vendte han sig mod den fremmede varulv og Alex, "hvad er der, Sir?" Spurgte den fremmede med en ru stemme. John så sig forvirret rundt. Hans militærbukser og grå undertrøje var snavsede og plettede. Jeg lagde hovedet på skrå og lyttede efter så godt jeg kunne, mens John lavt fortalte, hvad der var sket.
"Der var to piger på marken. Vampyrer, begge to. En mor og en datter. De fablede op om, at de allerede havde fået deres Regina tilbage. Da jeg begyndte at forklare dem, at hvis de ikke løb væk, ville vi skyde. De kom tættere og pludselig trak en af dem en pistol frem, så vi skød dem ned. Pigen døde med det samme, men hendes mor råbte op, at vi ikke ville vinde, fordi Victoria derovre, kunne noget specielt..."
Jeg så uroligt på dem. "Så lad os da gøre det af med hende." Foreslog den fremmede. "Vi gør det ikke af med hende, Leon!" Gøede Alex. "Nej, Soldat Conway har ret! Så mister vi vores afpresningsmiddel. Vi har et mindre møde med vampyr-Regem imorgen. Hvis ikke han giver sig, slagter vi vampyrkvinden!" John så fra soldat til soldat. "Vagtskift om tyve!" Sagde han højt og gik ud igen.
Jeg slog blikket ned. Kunne mærke hvordan Alex søgte mit blik. Kunne høre fortrinnene forsvinde ud i et andet rum. Da de kom tilbage i rummet, standsede de foran mig. Jeg så op, kiggede direkte på en helt fremmed varulv. De havde skiftet. Nu var det to nye varulve, der bare ventede på det mindste signal, før de kunne slå mig ihjel. "Drik noget vand." Kommanderede ham, der stod foran mig. Jeg tøvede. "Drik!" Råbte han igen. Jeg tog vandet og drak det i fire slurke. Varulven hev mig op og stå. "Stå stille!" Beordrede han. Mine ben rystede. Mit syn blev sløret. Varulven begyndte at sparke til mig. Jeg faldt. Mit hoved ramte gulvet. Hårdt. Jeg lukkede øjnene. Døsede hen. Varulven sparkede flere gange, før jeg til sidst faldt om.
Da jeg igen åbnede øjnene, var det mørkt. Mine øjne flakkede lidt, før jeg så direkte ind i et par velkendte øjne, "bloddråbe.." mumlede Reggie stille. "Reggie, hvordan..?"
"Shh.." han holdt mig for munden. "Theo og Daniel holder de to varulve, der holdt øje med dig, i køkkenet. Kom.." hviskede han og løftede mig op i sine arme. "Av.." gispede jeg. Reggie kiggede hurtigt på min krop. "Du bløder.." mumlede han og rev et ærme af sin langærmede hættetrøje, for at binde det om mit overlår.
Jeg døsede lidt hen, men Reggie klappede mig kort på kinden, inden jeg faldt i søvn. "Hold ud, lidt mere. Dit hjerte kan ikke klare det, de puttede i dit vand, hvis du falder i søvn." Hviskede han og listede ud på et toilet. Han åbnede det vindue, der sad lige under loftet. "Jeg skubber dig ud nu, Archie står på den anden side. Han griber dig." Jeg nikkede kort og trak vejret tungt. "Bare hold ud, bloddråbe. Bare hold ud." Reggie skubbede mig ud ad vinduet. Den friske luft slog imod mit ansigt. Jeg kunne høre fodtrin inde i huset.
Reggie's råb skar kun igennem mørket.
Skuddet flænsede det.