apokalypsen

part 1

  Det sidste sekund slår ind på uret, og klokken ringer. Min mave krymper sig langsomt sammen... Jeg ved hvad jeg skal nu. Jeg ved jeg skal hjem til et helvede. Hjem og lide.
"Hey! Heather." Siger Sandy.
"Hvad så?." Spørger jeg, og håber på, at hun vil spørge mig om jeg vil med hende hjem, så jeg kan slippe for at komme hjem til min far..
"Gider du at sende biologi-opgaven over mail?." Spørger Sandy og propper sine bøger ned i tasken. Jeg nikker, mens jeg sukker langsomt indvendigt. Sandy er én af mine veninder - dog ikke den bedste, men en som jeg stoler på. Jeg kommer ud på parkeringspladsen, hvor Alexandre, holder i sin bil.
"Hey?." Kalder hun efter mig.
"Skal du have et lift?." "Nej ellers tak, jeg vil hellere gå." siger jeg og smiler høfligt tilbage. Hun nikker, og vinker sødt til mig, og kører så ud fra skolen parkeringsplads. Alexandre er min bedsteveninde. Vi har kendt hinanden ligesiden vi har kunne gå. Hun kender også til mine problemer derhjemme, og vi snakker om alt sammen.
-}{~}{-
Jeg trasker ned af det sidste stykke vej, og nærmer mig huset. Jeg tager stille i dørhåndtaget i håb om at Carl ikke ser mig. Carl er min far - men jeg kalder ham aldrig far, for han er ikke en far til mig. For mig er han bare en fucking stodder!. Jeg stopper op i entréen og lytter. Der er tavst. Langsomt og stille hiver jeg jakken af, og tager mine sko af. Jeg kigger i køkkenet, men der er ikke nogen. Jeg lister lydløst ovenpå, og da jeg når det sidste og det øverste trin, mærker jeg pludselig en hånd om min hals. Jeg kvæles langsomt, og jeg ved godt af hvem. Jeg får mig revet fri, og løber ind på mit værelse og låser døren. Da jeg når 20 centimeter væk fra døren, begynder Carl at banke hårdt på døren. -
-}{~}{-
-
"Din dumme unge!"
"Kom herud! Eller du får et blåt øje!." Råber Carl ude fra den anden side af døren. Tårerne presser på, og jeg er rigtig bange. Jeg sidder bare op af døren med hovedet begravet i knæene, mens jeg prøver at få vejret efter taget på min hals. Jeg prøver stadig at få åndet ordenligt igennem, men det er svært når jeg samtidig græder. Jeg begynder at hulke uden lyd...i lang tid sidder jeg og tænker på min mor. Hun døde da jeg var 10 år...